Yunus 4
1 Əmma bu ix Yunusni intayin narazi ⱪilip, uni ⱪattiⱪ ƣǝzǝplǝndürdi.
Men det tog Jonas såre fortrydeligt op, og han blev vred.
2 U Pǝrwǝrdigarƣa: — «Aⱨ, Pǝrwǝrdigar, ɵz yurtumdiki qaƣda Sening xundaⱪ ⱪilidiƣanliⱪingni demigǝnmidim? Xunga mǝn ǝslidǝ Tarxixⱪa ⱪaqmaⱪqi bolƣanmǝn; qünki mǝn bilimǝnki, Sǝn meⱨir-xǝpⱪǝtlik, rǝⱨimdil, asan ƣǝzǝplǝnmǝydiƣan, qongⱪur meⱨribanliⱪⱪa tolƣan, kixilǝrning bexiƣa külpǝt qüxürüxtin yanƣuqi Hudadursǝn.
Så bad han til HERREN og sagde: "Ak, HERRE! Var det ikke det, jeg tænkte, da jeg endnu var hjemme i mit Land? Derfor vilde jeg også før fly til Tarsis; jeg vidste jo, at du er en nådig og barmhjertig Gud, langmodig og rig på Miskundhed, og at du angrer det onde.
3 Əmdi Pǝrwǝrdigar, jenimni mǝndin elip kǝt, ɵlüm mǝn üqün yaxaxtin ǝwzǝl» — dedi.
Så tag nu, HERRE, mit Liv; thi jeg vil hellere dø end leve."
4 Pǝrwǝrdigar uningdin: — Bundaⱪ aqqiⱪlanƣining toƣrimu? — dǝp soridi.
Men HERREN sagde: "Er det med Rette; du er vred?"
5 Andin keyin Yunus xǝⱨǝrdin qiⱪip, xǝⱨǝrning xǝrⱪiy tǝripigǝ berip olturdi. U xu yǝrdǝ ɵzigǝ bir qǝllǝ yasap, xǝⱨǝrdǝ zadi nemǝ ixlar bolarkin dǝp uning sayisidǝ olturdi.
Så gik Jonas ud og slog sig ned østen for Byen; der byggede han sig en Løvhytte og satte sig i Skygge under den for at se, hvorledes det gik Byen.
6 Pǝrwǝrdigar Huda Yunusni ɵz parakǝndiqilikidin ⱪutⱪuzux üqün, uning bexiƣa sayǝ qüxsun dǝp uningƣa bir kiqik dǝrǝhni ɵstürüp tǝyyarlidi. Yunus kiqik dǝrǝhtin intayin hursǝn boldi.
Da bød Gud HERREN en Olieplante skyde op over Jonas og skygge over hans Hoved for at tage hans Mismod, og Jonas glædede sig højligen over den.
7 Biraⱪ ikkinqi küni tang atⱪanda Huda bir ⱪurtni tǝyyarlap ǝwǝtti. Ⱪurt bu kiqik dǝrǝhni pilikigǝ zǝrbǝ ⱪilip uni ⱪurutuwǝtti.
Men ved Morgengry næste Dag bød Gud en Orm stikke Olieplanten, så den visnede;
8 Kün ⱪizarƣanda, Huda intayin issiⱪ bir xǝrⱪ xamilini tǝyyarlidi; kün tǝptini Yunusning bexiƣa qüxürdi, uni ⱨalidin kǝtküzdi. U ɵzigǝ ɵlüm tilǝp: — Ɵlüm mǝn üqün yaxaxtin ǝwzǝl, — dedi.
og da Solen stod op, rejste Gud en glødende Østenstorm, og Solen stak Jonas i Hovedet, så han vansmægtede og ønskede sig Døden, idet han tænkte: "Jeg vil hellere dø end leve."
9 Biraⱪ Huda uningdin: — Sening axu kiqik dǝrǝh sǝwǝbidin xundaⱪ aqqiⱪlinixing toƣrimu? — dǝp soridi. U jawab berip: — Ⱨǝǝ, ⱨǝtta ɵlgüdǝk aqqiⱪim kǝlgini toƣridur, — dedi.
Men Gud sagde til Jonas: "Er det med Rette, du er vred for Olieplantens Skyld?" Han svarede: "Ja, med Rette er jeg så vred, at jeg kunde tage min Død derover,"
10 Pǝrwǝrdigar uningƣa mundaⱪ dedi: — «Sǝn ⱨeq ǝjringni singdürmigǝn ⱨǝm ɵzüng ɵstürmigǝn bu kiqik dǝrǝhkǝ iqingni aƣritting; biraⱪ u bir keqidila ɵzi ɵsüp, bir keqidila ⱪurup kǝtti;
Da sagde HERREN: "Du ynkes over Olieplanten, som du ingen Møje har haft med eller opelsket, som blev til på een Nat og gik ud på een Nat.
11 Əmdi Mening ong ⱪoli bilǝn sol ⱪolini pǝrⱪ etǝlmǝydiƣan yüz yigirmǝ ming adǝm olturaⱪlaxⱪan, xundaⱪla nurƣun mal-waranlirimu bolƣan Ninǝwǝdǝk bundaⱪ büyük xǝⱨǝrdikilǝrgǝ iqimni aƣritip rǝⱨim ⱪiliximƣa toƣra kǝlmǝmdu?».
Og jeg skulde ikke ynkes over Nineve, den store Stad med mer end tolv Gange 10000 Mennesker, som ikke kan skelne højre fra venstre, og meget Kvæg."
