Yo'el 2
1 Zion teƣida kanay qelinglar, Muⱪǝddǝs teƣimda agaⱨ signalini anglitinglar; Zeminda turƣuqi ⱨǝmmǝylǝn dir-dir titrisun; Qünki Pǝrwǝrdigarning küni kelidu, u yeⱪindidur.
Stød i Horn paa Zion, blæs Alarm paa mit hellige Bjerg! Alle i Landet skal bæve, thi HERRENS Dag, den kommer;
2 U kün bolsa ⱪarangƣu ⱨǝm sür kün, Bulutlar ⱪaplanƣan ⱨǝm ⱪapⱪarangƣu zulmǝt kün, — tang sǝⱨǝr taƣlar üstigǝ yeyilƣandǝk, Zor ⱨǝm küqlük bir hǝlⱪ kelidu; Ularƣa ohxax bolƣuqilar bolup baⱪmiƣan, Ulardin keyinmu, dǝwrdin-dǝwrgǝ yǝnǝ bolmaydu.
ja, nær er Mulms og Mørkes Dag, Skyers og Taages Dag. Et stort, et vældigt Folk er bredt som Gry over Bjerge. Dets Lige har aldrig været, skal aldrig komme herefter til fjerneste Slægters Aar.
3 Ularning aldida kɵydürgüqi ot mangidu, Ularning kǝynidǝ bolsa bir yalⱪun kɵydürüp ɵtidu; Kelixtin burun zemin «Erǝn baƣqisi»dǝk, Biraⱪ ularning tapini tǝgkǝndin keyin gül-giyaⱨsiz qɵl-bayawan bolidu; Bǝrⱨǝⱪ, ulardin ⱨeqnemǝ ⱪeqip ⱪutulalmaydu.
Foran det æder Ild, og bag det flammer Lue; foran det er Landet som Eden og bag det en øde Ørk; fra det slipper ingen bort.
4 Ularning ⱪiyapiti atⱪa ohxaydu, Atliⱪ lǝxkǝrdǝk qapidu.
At se til er de som Heste, som Hingste farer de frem;
5 Jǝng ⱨarwiliri güldürligǝndǝk sada bilǝn ular taƣ qoⱪⱪiliridin sǝkrǝp ɵtidu; Pahalni paraslap kɵydürgǝn ot awazidǝk taraslap mangidu, Dǝbdǝbilik sǝp tüzǝp turƣan küqlük ⱪoxundǝk yüridu,
det lyder som raslende Vogne, naar de hopper paa Bjergenes Tinder, som knitrende Lue, der æder Straa, som en vældig Hær, der er rustet til Strid.
6 Ularning aldida ǝllǝr ⱪattiⱪ azablinidu, Ⱨǝmmǝ qiray tatirip ketidu.
Folkeslag skælver for dem, alle Ansigter blusser.
7 Ular palwanlardǝk yügüridu; Jǝngqilǝrdǝk sepildin artilip ɵtidu; Ⱨǝmmisi ɵz aldiƣa ⱪarap yürüx ⱪilidu; Sǝplirini ⱨeq buzmaydu.
Som Helte haster de frem, som Stridsmænd stormer de Mure; enhver gaar lige ud, de bøjer ej af fra Vejen.
8 Ⱨeqⱪaysisi ɵz ⱪerindixini ⱪistimaydu; Ⱨǝrⱪaysisi ɵz yolida mangidu; Ⱪorallarƣa etilsimu, yarilanmay ɵtüp mangidu;
De trænger ikke hverandre, hver følger sin egen Sti. Trods Vaabenmagt styrter de frem uden at lade sig standse, de kaster sig over Byen,
9 Xǝⱨǝrning ⱨǝmmǝ yerigǝ qepixidu; Sepil üstidǝ yügürüp yüridu; Ɵylǝrgǝ yamixip qiⱪidu; Derizilǝrdin oƣridǝk kiridu.
stormer Muren i Løb; i Husene trænger de ind, gennem Vinduer kommer de som Tyve.
10 Ular aldida yǝr-zeminni titrǝk basidu, Asmanlar tǝwrinip ketidu; Ⱪuyax ⱨǝm ay ⱪarangƣulixip ketidu, Yultuzlar julasini ⱪayturuwalidu.
Foran dem skælver Jorden, Himlen bæver; Sol og Maane sortner, Stjernerne mister deres Glans.
11 Pǝrwǝrdigar Ɵz ⱪoxuni aldida awazini ⱪoyuwetidu, Qünki Uning bargaⱨi payansizdur; Uning sɵzini orunliƣuqi küqlüktur; Qünki Pǝrwǝrdigarning küni uluƣ, intayin dǝⱨxǝtliktur; Kim uni kɵtürǝlisun?
Foran sin Stridsmagt løfter HERREN sin Røst, thi saare stor er hans Hær, ja, hans Ords Fuldbyrder er vældig; thi stor er HERRENS Dag og saare frygtelig; hvem holder den ud?
12 Biraⱪ ⱨǝtta ⱨazirmu, — dǝydu Pǝrwǝrdigar, — Qin kɵnglünglǝr bilǝn, rozilar bilǝn, yiƣilar bilǝn matǝm tutup Mening yenimƣa ⱪaytip kelinglar;
Selv nu, saa lyder det fra HERREN, vend om til mig af ganske Hjerte, med Faste og Graad og Klage!
13 Kiyim-keqikinglarni ǝmǝs, bǝlki yürǝk-baƣringlarni tilip, Pǝrwǝrdigar Hudayinglarning yeniƣa ⱪaytip beringlar; Qünki U meⱨir-xǝpⱪǝtlik ⱨǝm rǝⱨimdil, Asan ƣǝzǝplǝnmǝydu, zor meⱨir-muⱨǝbbǝtliktur, Yamanliⱪtin yanidiƣan [Huda]dur.
Sønderriv Hjerterne, ej eders Klæder, vend om til HERREN eders Gud! Thi naadig og barmhjertig er han, langmodig og rig paa Miskundhed, han angrer det onde.
14 Kim bilidu, U jazalaxtin yenip, rǝⱨim ⱪilip birǝr bǝrikǝtni, Pǝrwǝrdigar Hudayinglarƣa sunƣudǝk birǝr «axliⱪ ⱨǝdiyǝ» ⱨǝm «xarab ⱨǝdiyǝ»ni ⱪaldurup ketǝmdu tehi?
Maaske slaar han om og angrer og levner Velsignelse efter sig, Afgrødeoffer og Drikoffer til HERREN eders Gud.
15 Zion teƣida kanay qelinglar, «Roza tutayli» dǝp [Hudaƣa] mǝhsus bir mǝzgilni ayringlar, Jamaǝtkǝ mǝhsus yiƣilimiz, dǝp jakarlanglar;
Stød i Horn paa Zion, helliger Faste, udraab festlig Samling,
16 Əlni yiƣinglar, jamaǝtni paklandurunglar, Aⱪsaⱪallarni jǝm ⱪilinglar, balilarni, emiwatⱪanlarnimu yiƣinglar; Toy ⱪiliwatⱪan yigit ɵz ɵyidin, Yatliⱪ bolidiƣan ⱪiz ⱨujrisidin qiⱪsun;
kald Folket sammen, helliger et Stævne, lad de gamle samles, kald Børnene sammen, ogsaa dem, som dier Bryst; lad Brudgom gaa ud af sit Kammer, Brud af sit Telt!
17 Kaⱨinlar, yǝni Pǝrwǝrdigarning hizmǝtqiliri aywan bilǝn ⱪurbangaⱨ otturisida yiƣa-zar kɵtürsun, Ular eytsunki, «I Pǝrwǝrdigar, Ɵz hǝlⱪinggǝ iqingni aƣritⱪaysǝn, Ɵz mirasingni horluⱪtin saⱪlap, Ularni ǝllǝrgǝ sɵz-qɵqǝk boluxⱪa ⱪoymiƣaysǝn; Əl-yurtlar arisida: «Ularning Hudasi ⱪeni?» deyilmisun».
Imellem Forhal og Alter skal Præsterne, HERRENS Tjenere, græde og sige: »HERRE, spar dog dit Folk! Overgiv ej din Arv til Skændsel, til Hedningers Spot! Hvi skal man sige blandt Folkene: Hvor er deres Gud?«
18 Andin Pǝrwǝrdigar Ɵz zeminiƣa otluⱪ muⱨǝbbitini, Ɵz hǝlⱪigǝ rǝⱨim-xǝpⱪǝtni kɵrsǝtti;
Og HERREN blev nidkær for sit Land og fik Medynk med sit Folk.
19 Pǝrwǝrdigar jawabǝn Ɵz hǝlⱪigǝ mundaⱪ dedi: — «Mana, Mǝn silǝrgǝ buƣday, yengi xarab wǝ zǝytun meyini ǝwǝtimǝn, Silǝr bulardin ⱪandurulisilǝr; Wǝ Mǝn silǝrni ⱪaytidin ǝllǝr arisida xǝrmǝndǝ ⱪilip ⱪoymaymǝn;
Og HERREN svarede sit Folk: Se, jeg sender eder Korn, Most og Olie, saa I kan mættes deraf; og jeg vil ikke længer gøre eder til Skændsel iblandt Hedningerne.
20 Ⱨǝm ximaldin kǝlgüqini silǝrdin yiraⱪ ⱪilip, Uning aldi ⱪismini xǝrⱪiy dengizƣa, Kǝyni ⱪismini ƣǝrbiy dengizƣa ⱪoƣliwetimǝn; Uni qɵl bir zeminƣa ⱨǝydiwetimǝn; Uning sesiⱪliⱪi purap turidu, Pasiⱪ ⱨidi qiⱪidu; Qünki u «qong ixlarni ⱪilƣuqimǝn» dǝp ɵzini uluƣ ⱪilmaⱪqi bolidu.
Fjenden fra Nord driver jeg langt bort fra eder og støder ham ud i et tørt og øde Land, hans Fortrop ud i Havet i Øst og hans Bagtrop i Havet i Vest, og han skal udsprede Stank og ilde Lugt; thi han udførte store Ting.
21 Ⱪorⱪma, i zemin; Xadlinip huxal bol; Qünki Pǝrwǝrdigar uluƣ ixlarni ⱪilƣan.
Frygt ikke, Jord, fryd dig, vær glad! Thi HERREN har udført store Ting.
22 I daladiki ⱨaywanlar, ⱪorⱪmanglar; Qünki qɵllüktiki ot-qɵplǝr bǝrⱪ urmaⱪta; Dǝrǝh mewisini bǝrmǝktǝ, Ənjür dǝrihi, üzüm teli toluⱪ ⱨosul beridu.
Frygt ikke, I Markens Dyr! Thi Ørkenens Græsmarker grønnes, og Træerne bærer Frugt; Figentræ og Vinstok giver alt, hvad de kan.
23 Ⱨǝm silǝr, Zionning baliliri, xadlinip Pǝrwǝrdigar Hudayinglardin hursǝn bolunglar; Qünki U ⱨǝⱪⱪaniyliⱪ boyiqǝ silǝrgǝ «awwalⱪi yamƣurlar»ni beridu; U silǝrgǝ ⱨɵl-yeƣin beridu, Yǝni baxta bolƣandǝk «awwalⱪi yamƣurlar» ⱨǝm «keyinki yamƣurlar»ni yaƣduridu.
Og I, Zions Sønner, fryd eder, vær glade i HERREN eders Gud! Thi han giver eder Føde til Frelse, idet han sender eder Regn, Tidligregn og Sildigregn, som før.
24 Hamanlar buƣdayƣa tolƣan bolidu, Idix-küplǝr yengi xarab ⱨǝm maylarƣa tolup taxidu.
Tærskepladserne skal fyldes med Korn, Persekummerne løbe over med Most og Olie.
25 Wǝ Mǝn silǝrgǝ qekǝtkilǝr, qekǝtkǝ liqinkiliri, «wǝyranqi ⱪurt»lar, «qixligüqi ⱪurt»lar, Yǝni Mǝn aranglarƣa ǝwǝtkǝn uluƣ ⱪoxunum yegǝn yillarni ⱪayturup berimǝn;
Og jeg godtgør eder de Aar, da Græshoppen, Springeren, Æderen og Gnaveren hærgede, min store Hær, som jeg sendte imod eder.
26 Silǝr boluxiqǝ yǝp, ⱪandurulisilǝr, Xuningdǝk silǝrgǝ karamǝt ixlarni kɵrsǝtkǝn Pǝrwǝrdigar Hudayinglarning namini mǝdⱨiyilǝysilǝr; Xuning bilǝn Mening hǝlⱪim ⱨǝrgiz yǝnǝ hijalǝtkǝ ⱪalmaydu.
I skal spise og mættes og love HERREN eders Guds Navn, fordi han handler underfuldt med eder; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme.
27 Silǝr Mening Israil iqidǝ turƣanliⱪimni, Xundaⱪla Mǝnki Pǝrwǝrdigar silǝrning Hudayinglar ikǝnlikimni, Mǝndin baxⱪa ⱨeqkim bolmaydiƣanliⱪini bilisilǝr; Xuning bilǝn Mening hǝlⱪim ⱨǝrgiz yǝnǝ hijalǝtkǝ ⱪalmaydu.
Og I skal kende, at jeg er i Israels Midte, og at jeg, og ingen anden, er HERREN eders Gud; og mit Folk skal i Evighed ikke blive til Skamme.
28 Ⱨǝm keyin, Mǝn Ɵz Roⱨimni barliⱪ ǝt igiliri üstigǝ ⱪuyimǝn; Silǝrning oƣul-ⱪizliringlar bexarǝt beridu, Ⱪeriliringlar alamǝt qüxlǝrni kɵridu, Yigitliringlar ƣayibanǝ alamǝt kɵrünüxlǝrni kɵridu;
Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min Aand over alt Kød, eders Sønner og eders Døtre skal profetere, eders gamle skal drømme Drømme og eders unge skue Syner;
29 Bǝrⱨǝⱪ, xu künlǝrdǝ ⱪullar üstigimu, dedǝklǝr üstigimu Roⱨimni ⱪuyimǝn.
ogsaa over Trælle og Trælkvinder vil jeg udgyde min Aand i de Dage.
30 Mǝn asmanlarda, zemindǝ karamǝtlǝrni, Ⱪan, ot, is-tütǝk tüwrüklirini kɵrsitimǝn.
Og jeg lader ske Tegn paa Himmelen og paa Jorden, Blod, Ild og Røgstøtter.
31 Pǝrwǝrdigarning uluƣ ⱨǝm dǝⱨxǝtlik küni kǝlmigüqǝ, Ⱪuyax ⱪarangƣuluⱪⱪa, Ay ⱪanƣa aylandurulidu.
Solen skal vendes til Mørke og Maanen til Blod, før HERRENS store og frygtelige Dag kommer.
32 Ⱨǝm xundaⱪ ǝmǝlgǝ axuruliduki, Pǝrwǝrdigarning namini qaⱪirip nida ⱪilƣanlarning ⱨǝmmisi ⱪutⱪuzulidu; Qünki Pǝrwǝrdigar deginidǝk, Zion teƣida ⱨǝm Yerusalemda, Ⱨǝmdǝ Pǝrwǝrdigar qaⱪirmaⱪqi bolƣan «ⱪaldisi»lar üqün ⱪutⱪuzux-nijat bolidu.
Men enhver, som paakalder HERRENS Navn, skal frelses; thi paa Zions Bjerg og i Jerusalem skal der være Frelse, som HERREN har sagt; og til de undslupne skal hver den høre, som HERREN kalder.
