Ayup 22
1 Andin Temanliⱪ Elifaz mundaⱪ dedi: —
Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 Adǝm Hudaƣa ⱪandaⱪmu payda kǝltürǝlisun? Dana adǝmlǝrmu Uningƣa nemǝ payda kǝltürǝlisun?
Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv.
3 Sǝn ⱨǝⱪⱪaniy bolsangmu, Ⱨǝmmigǝ Ⱪadirƣa nemǝ bǝⱨrǝ berǝlǝytting? Yolliring ǝyibsiz bolƣan tǝⱪdirdimu, sǝn Uningƣa nemǝ ƣǝniymǝtlǝrni elip kelǝlǝysǝn?
Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret?
4 Uning seni ǝyiblǝydiƣanliⱪi, Wǝ Uning sanga xikayǝtlǝr yǝtküzidiƣini sening ihlasmǝn bolƣining üqünmu-ya?
Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller gaar han i Rette med dig derfor?
5 Sening rǝzilliking zor ǝmǝsmu? Sening gunaⱨliring ⱨesabsiz ǝmǝsmu?
Er ikke din Ondskab stor og din Brøde uden Ende?
6 Sǝn ⱪerindaxliringdin sǝwǝbsiz kepillik alƣansǝn; Sǝn yalangtüxlǝrni kiyim-keqǝkliridin mǝⱨrum ⱪiliwǝtkǝnsǝn.
Thi du pantede Brødre uden Grund, trak Klæderne af de nøgne,
7 Ⱨalsizlanƣanlarƣa su bǝrmiding, Aq ⱪalƣanlarƣa axnimu ayap bǝrmiding,
gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød.
8 Gǝrqǝ sǝn yǝr-zeminlik bolƣan ⱪoli uzun adǝm bolsangmu, Yǝr-zemin tutup ⱨɵrmǝtlinip kǝlgǝn adǝm bolsangmu,
Den mægtige — hans var Landet, den hædrede boede der.
9 Sǝn tul hotunlarnimu ⱪuruⱪ ⱪol yandurƣansǝn, Yetim-yesirlarning ⱪolinimu yanjitiwǝtkǝnsǝn.
Du lod Enker gaa tomhændet bort, knuste de faderløses Arme.
10 Mana xu sǝwǝbtin ǝtrapingda tuzaⱪlar yatidu, Uxtumtut pǝyda bolƣan wǝⱨimimu seni basidu.
Derfor var der Snarer omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat.
11 Xu sǝwǝbtinmu seni ⱪarangƣuluⱪ besip kɵrǝlmǝs ⱪildi, Bir kǝlkün kelip seni ƣǝrⱪ ⱪildi.
Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand gaar over dig!
12 Tǝngri ǝrxalaning qoⱪⱪisida turidu ǝmǝsmu? Əng egiz yultuzlarning nǝⱪǝdǝr aliy ikǝnlikigǝ ⱪarap baⱪ!
Er Gud ej i højen Himmel? Se Stjernernes Tinde, hvor højt de staar!
13 Biraⱪ sǝn: «Tǝngri nemini bilidu? U rast xunqǝ zulmǝt ⱪarangƣuluⱪta birnemini pǝrⱪ etǝlǝmdu?!» dǝwatisǝn.
Dog siger du: »Hvad ved Gud, holder han Dom bag sorten Sky?
14 Yǝnǝ: «Ⱪoyuⱪ bulutlar uni tosiwalidu, Xunga U pǝlǝk üstidǝ aylinip mangƣinida bizni kɵrmǝydu!» — dǝysǝn.
Skyerne skjuler ham, saa han ej ser, paa Himlens Runding gaar han!«
15 Yaman adǝmlǝr mangƣan kona yolni sǝnmu tutiwerǝmsǝn?
Vil du følge Fortidens Sti, som Urettens Mænd betraadte,
16 Ular waⱪti toxmay turupla elip ketilgǝn, Ularning ulliri kǝlkün tǝripidin eⱪitilip ketilgǝn.
de, som i Utide reves bort, hvis Grundvold flød bort som en Strøm,
17 Ular Tǝngrigǝ: «Bizdin neri bol!» Ⱨǝmmigǝ Ⱪadir bizni nemǝ ⱪilalisun?» — dǝytti.
som sagde til Gud: »Gaa fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?«
18 Biraⱪ ularning ɵylirini esil nǝrsilǝr bilǝn toldurƣan dǝl Uning Ɵzidur, Mǝn bolsam yamanlarning nǝsiⱨitidin yiraⱪlaxⱪanmǝn!
Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Raad er ham fjernt.
19 Ⱨǝⱪⱪaniylar ularning bǝrbat bolƣanliⱪini kɵrüp xadlinidu; Bigunaⱨlar ularni mazaⱪ ⱪilip: —
De retfærdige saa det og glædede sig, den uskyldige spottede dem:
20 «Bizgǝ ⱪarxi qiⱪⱪuqilar xübⱨisiz wǝyran bolidu, Ot ularning bayliⱪlirini yutuwǝtmǝmdu?» — dǝydu.
For vist, vore Fjender forgik, og Ild fortæred de sidste af dem.
21 [Xunga] Hudaƣa boysunup Uni tonusang, Xu qaƣdila sǝn aman bolisǝn; Xuning bilǝn sanga amǝt kelidu.
Bliv Ven med ham og hold Fred, derved vil der times dig Lykke;
22 Uning aƣzidin kǝlgǝn nǝsiⱨǝtnimu ⱪobul ⱪil, Uning sɵzlirini kɵnglünggǝ püküp ⱪoy.
tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord paa Sinde!
23 Sǝn Ⱨǝmmigǝ Ⱪadirning yeniƣa ⱪaytip kǝlsǝng, muⱪǝrrǝrki, Ⱪaytidin ⱪurulup qiⱪalaysǝn; Əgǝr sǝn ⱪǝbiⱨlikni qedirliringdin yiraⱪlaxtursang,
Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt,
24 Əgǝr sǝn altunungni topa-qang üstigǝ taxliyalisang, Ofirdiki altunungni xiddǝtlik eⱪinning taxliriƣa ⱪoxuwǝtsǝng,
kaster du Guldet paa Jorden, Ofirguldet blandt Bækkenes Sten,
25 Undaⱪta Ⱨǝmmigǝ Ⱪadirning Ɵzi sanga altun bolidu. Sening üqün sǝrhil kümüxmu bolidu.
saa den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv,
26 U qaƣda sǝn Ⱨǝmmigǝ Ⱪadirdin sɵyünisǝn, Yüzüngni Tǝngrigǝ ⱪarap kɵtürǝlǝysǝn.
ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Aasyn til Gud.
27 Sǝn Uningƣa dua ⱪilsang, U ⱪulaⱪ salidu, Xundaⱪla sǝnmu iqkǝn ⱪǝsǝmliringgǝ ǝmǝl ⱪilisǝn.
Beder du til ham, hører han dig, indfri kan du, hvad du har lovet;
28 Sǝn ⱪarar ⱪilƣan ix ǝmǝlgǝ axidu, Yolliring üstigǝ nur qüxidu.
hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner paa dine Veje;
29 Adǝmlǝr pǝs ⱪilinƣanda, sǝn ularƣa: «Ornunglardin turunglar!» dǝysǝn, Xuning bilǝn [Huda] qirayi sunƣanlarni ⱪutⱪuzidu.
thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slaar Øjnene ned;
30 U ⱨǝtta gunaⱨi bar adǝmnimu ⱪutⱪuzidu, U ⱪolungdiki ⱨalalliⱪtin ⱪutⱪuzulidu.
han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed!
