Ayup 17
1 Mening roⱨim sunuⱪ, Künlirim tügǝy dǝydu, Gɵrlǝr meni kütmǝktǝ.
Min Aand er brudt, mine Dage ere udslukkede, Gravene vente mig.
2 Ətrapimda aldamqi mazaⱪ ⱪilƣuqilar bar ǝmǝsmu? Kɵzümning ularning eqitⱪuluⱪiƣa tikilip turuxtin baxⱪa amali yoⱪtur.
Er der ikke Spot omkring mig, og maa mit Øje ikke dvæle ved deres Genstridighed?
3 Aⱨ, jenim üqün Ɵzüng haliƣan kapalǝtni elip Ɵzüngning aldida manga borun bolƣaysǝn; Sǝndin baxⱪa kim meni ⱪollap borun bolsun?
Kære, stil mig Borgen hos dig, lov for mig; hvo er der ellers, der giver mig Haandslag?
4 Qünki Sǝn [dostlirimning] kɵnglini yoruⱪluⱪtin ⱪaldurƣansǝn; Xunga Sǝn ularni ƣǝlibidinmu mǝⱨrum ⱪilisǝn!
Thi du har lukket deres Hjerte for Indsigt, derfor skal du ikke ophøje dem.
5 Ƣǝniymǝt alay dǝp dostliriƣa pǝxwa atⱪan kixining bolsa, Ⱨǝtta balilirining kɵzlirimu kor bolidu.
Man byder Venner ud til Bytte, og deres Børns Øjne hentæres.
6 U meni ǝl-yurtlarning aldida sɵz-qɵqǝkkǝ ⱪoydi; Mǝn kixilǝr yüzümgǝ tüküridiƣan adǝm bolup ⱪaldim.
Men han har stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folkene, og jeg er bleven som den, man spytter i Ansigtet.
7 Dǝrd-ǝlǝmdin kɵzüm torlixip kǝtti, Barliⱪ ǝzalirim kɵlǝnggidǝk bolup ⱪaldi.
Derfor er mit Øje mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
8 Bu ixlarni kɵrüp duruslar ⱨǝyranuⱨǝs bolidu; Bigunaⱨlar iplaslarƣa ⱪarxi turuxⱪa ⱪozƣilidu.
For sligt maa de oprigtige forskrækkes, og den uskyldige harmes over den vanhellige.
9 Biraⱪ ⱨǝⱪⱪaniy adǝm ɵz yolida qing turidu, Ⱪoli pak yüridiƣan adǝmning küqi tohtawsiz ulƣiyidu.
Dog holder den retfærdige fast ved sin Vej, og den, som har rene Hænder, faar mere Styrke.
10 Əmdi ⱪeni, ⱨǝmminglar, yǝnǝ kelinglar; Aranglardin birmu dana adǝm tapalmaymǝn.
Men I, kommer kun alle frem igen, og jeg vil dog ikke finde en viis iblandt eder.
11 Künlirim ahirlixay dǝp ⱪaptu, Muddialirim, kɵnglümdiki intizarlar üzüldi.
Mine Dage ere gangne forbi; oprykkede ere mine Tanker, hvilke mit Hjerte besad.
12 Bu adǝmlǝr keqini kündüzgǝ aylandurmaⱪqi; Ular ⱪarangƣuluⱪⱪa ⱪarap: «Nur yeⱪinlixiwatidu» deyixiwatidu.
De gøre Nat til Dag; og Lyset skal være nær, naar Mørket kommer.
Dersom jeg end forventer noget, da er det Graven som min Bolig; jeg har redet mit Leje i Mørket. (Sheol h7585)
14 «Qirip ketixni: «Sǝn mening atam!», Ⱪurtlarni: «Apa! Aqa!» dǝp qaⱪirimǝn!
Jeg har raabt til Graven: Du er min Fader! til Ormen: Min Moder og min Søster!
15 Undaⱪta ümidim nǝdǝ? Xundaⱪ, ümidimni kim kɵrǝlisun?
Hvor skulde da min Forventelse være? ja min Forventelse — hvo skuer den?
