Yǝxaya 58
1 — Nida ⱪilip jakarliƣin, Awazingni ⱪoyup berip boluxiqǝ towla, Awazingni kanaydǝk kɵtür, Mening hǝlⱪimgǝ ularning asiyliⱪini, Yaⱪupning jǝmǝtigǝ gunaⱨlirini bayan ⱪilƣin.
Raab af Struben, spar ikke, opløft din Røst som en Basune, og kundgør mit Folk deres Overtrædelse og Jakobs Hus deres Synder!
2 Biraⱪ ular Meni ⱨǝr küni izdǝydiƣan, Ⱨǝⱪⱪaniyliⱪni yürgüzidiƣan, Mening yollirimni bilixni huxalliⱪ dǝp bilidiƣan, Hudasining ⱨɵküm-pǝrmanlirini taxliwǝtmǝydiƣan bir ǝlgǝ ohxaydu; Ular Mǝndin ⱨǝⱪⱪaniyliⱪni bekitidiƣan ⱨɵküm-pǝrmanlarni soraydu; Ular Hudaƣa yeⱪinlixixni hursǝnlik dǝp bilidu.
Mig søge de dagligt, og til at vide mine Veje have de Lyst; som om de vare et Folk, der havde gjort Retfærdighed og ikke forladt sin Guds Lov, spørge de mig om retfærdige Love, de have Lyst at komme nær til Gud.
3 [Andin ular]: — «Biz roza tuttuⱪ, Əmdi nemixⱪa sǝn kɵzünggǝ ilmiding? Biz jenimizni ⱪiyniduⱪ, Əmdi nemixⱪa buningdin hǝwiring yoⱪ?» — [dǝp soraydu]. — Ⱪaranglar, roza küni ɵz kɵnglünglardikini ⱪiliwerisilǝr, Hizmǝtqiliringlarni ⱪattiⱪ ixlitisilǝr;
„Hvorfor faste vi, og du ser det ikke? hvorfor spæge vi os, og du vil ikke vide det?” Se, paa den Dag I faste, faa I, hvad der er eders Lyst, og I drive paa alle eders Arbejder.
4 Silǝrning roza tutuxliringlar jǝnggi-jedǝl qiⱪirix üqünmu? Ⱪǝbiⱨ ⱪolliringlar muxt bilǝn adǝm uruxni mǝⱪsǝt ⱪilƣan ohximamdu? Ⱨazirⱪi roza tutuxliringlarning mǝⱪsiti awazinglarni ǝrxlǝrdǝ anglitix ǝmǝstur!
Se, I faste til Kiv og Trætte og til at slaa med Ugudeligheds Næve; I faste ikke paa denne Dag, saa at I faa eders Røst hørt i det høje.
5 Mǝn talliƣan xu roza tutux küni — Adǝmlǝrning jenini ⱪiynaydiƣan künmu? Bexini ⱪomuxtǝk egip, Astiƣa bɵz wǝ küllǝrni yeyix kerǝk bolƣan künmu? Silǝr muxundaⱪ ixlarni «roza», «Pǝrwǝrdigar ⱪobul ⱪilƣudǝk bir kün» dǝwatamsilǝr?
Skulde jeg finde Behag i en saadan Faste eller i en saadan Dag, paa hvilken et Menneske spæger sig? At hænge med sit Hoved som et Siv, eller at ligge i Sæk og Aske, vil du kalde dette en Faste og en behagelig Dag for Herren?
6 Mana, Mǝn talliƣan roza muxuki: — Rǝzillik-zulumning asarǝtlirini boxitix, Boyunturuⱪning tasmilirini yexix, Ezilgǝnlǝrni boxitip ⱨɵr ⱪilix, Ⱨǝrⱪandaⱪ boyunturuⱪni qeⱪip taxlax ǝmǝsmidi?
Er dette ikke den Faste; som jeg har Behag i: At I løse Ugudeligheds Lænker, sprænge Aagets Baand, at give de fortrykte fri, og at I sønderbryde hvert et Aag?
7 Ax-neningni aqlarƣa ülǝxtürüxüng, Ⱨajǝtmǝn musapirlarni ⱨimayǝ ⱪilip ɵyünggǝ apirixing, Yalingaqlarni kɵrginingdǝ, uni kiydürüxüng, Ɵzüngni ɵzüng bilǝn bir jan bir tǝn bolƣanlardin ⱪaqurmasliⱪingdin ibarǝt ǝmǝsmu?
Er det ikke den, at du deler dit Brød med den hungrige, og at du lader de elendige og omvankende komme i dit Hus? naar du ser en nøgen, at du da klæder ham, og at du ikke holder dig tilbage fra ham, som er dit eget Kød?
8 Xundaⱪ ⱪilƣanda nurung tang sǝⱨǝrdǝk wallidǝ eqilidu, Salamǝtliking tezdin ǝsligǝ kelip yaxnaysǝn; Ⱨǝⱪⱪaniyliⱪing aldingda mangidu, Arⱪangdiki muⱨapizǝtqing bolsa Pǝrwǝrdigarning xan-xǝripi bolidu.
Da skal dit Lys frembryde som Morgenrøden, og din Lægedom skal skride frem i Hast, og din Retfærdighed skal gaa frem for dit Ansigt, Herrens Herlighed skal slutte til efter dig.
9 Sǝn qaⱪirsang, Pǝrwǝrdigar jawab beridu; Nida ⱪilisǝn, U: «Mana Mǝn!» dǝydu. Əgǝr aranglardin boyunturuⱪni, Tǝnglǝydiƣan barmaⱪni, Ⱨǝm tɵⱨmǝt gǝplirini yoⱪ ⱪilsang,
Da skal du paakalde, og Herren skal bønhøre, du skal raabe, og han skal sige: Se, her er jeg; dersom du borttager Aaget fra din Midte og ikke udstrækker Fingrene og ikke taler Uret.
10 Jeningni aqlar üqün pida ⱪilsang, Ezilgǝnlǝrning ⱨajǝtliridin qiⱪsang, Xu qaƣda nurung ⱪarangƣuluⱪta kɵtürülidu; Zulmiting qüxtǝk bolidu;
Og dersom du rækker til den hungrige, hvad din egen Sjæl har Lyst til, og mætter en vansmægtende Sjæl, da skal dit Lys oprinde i Mørket, og dit Mørke skal vorde som Middagen.
11 Ⱨǝm Pǝrwǝrdigar sening daimliⱪ yetǝkligüqing bolidu, Jeningni ⱪurƣaⱪqiliⱪ bolƣan waⱪtidimu ⱪamdaydu, Ustihanliringni küqǝytidu; Sǝn suƣirilidiƣan bir baƣ, Suliri urƣup tügimǝydiƣan, adǝmni aldimaydiƣan bir bulaⱪ bolisǝn;
Og Herren skal altid lede dig og mætte din Sjæl i de tørre Egne og styrke dine Ben; og du skal blive som en vandrig Have og som et Kildevæld, hvis Vande ikke slaa fejl.
12 Sǝndin tɵrǝlgǝnlǝr kona harabilǝrni ⱪaytidin ⱪurup qiⱪidu; Nurƣun dǝwrlǝr ⱪaldurƣan ullarni ⱪaytidin kɵtürisǝn, Xuning bilǝn «Bɵsülgǝn tamlarni ⱪaytidin yasiƣuqi, Koqa-yol wǝ turalƣularni ǝsligǝ kǝltürgüqi» dǝp atilisǝn.
Og de, som nedstamme fra dig, skulle bygge de Stæder, som ere øde fra fordums Tider, du skal bebygge de Grundvolde, som have ligget fra Slægt til Slægt, og du skal kaldes det revnedes Tilmurer, Vejenes Forbedrer, saa at man kan have Bolig.
13 Əgǝr sǝn xabat künidǝ ⱪǝdǝmliringni sanap mangsang, Yǝni Mening muⱪǝddǝs künümdǝ ɵzüngningki kɵnglüngdikilǝrni ⱪilmay, Xabatni «huxalliⱪ», Pǝrwǝrdigarning muⱪǝddǝs künini «ⱨɵrmǝtlik kün» dǝp bilsǝng, Ⱨǝm Uni ⱨɵrmǝtlǝp, Ɵz yolliringda mangmay, Ɵz bilginingni izdimǝy, Ⱪuruⱪ parang salmisang,
Dersom du holder din Fod i Hvile paa Sabbaten og ikke gør, hvad du selv har Behag i, paa min hellige Dag, og dersom du kalder Sabbaten en Lyst og Herrens Helligdag en Herlighed, og dersom du ærer ham, saa du ikke gaar dine egne Veje og ikke gør, hvad dig behager, og ikke fører tom Tale:
14 Undaⱪta Pǝrwǝrdigarni kɵnglüngning huxalliⱪi dǝp bilisǝn, Ⱨǝm Mǝn seni yǝr yüzidiki yuⱪiri jaylarƣa mingüzüp mangdurimǝn; Atang Yaⱪupning mirasi bilǝn seni ozuⱪlandurimǝn — Qünki Pǝrwǝrdigar Ɵz aƣzi bilǝn xundaⱪ sɵz ⱪildi.
Da skal du forlyste dig i Herren, og jeg vil lade dig fare frem over Landets Høje og lade dig nyde Jakobs, din Faders, Arv; thi Herrens Mund har talt.
