Yǝxaya 42
1 Ⱪaranglar, mana Mǝn yɵlǝydiƣan Ɵz ⱪulumƣa! Jenimning huxalliⱪi bolƣan Mening talliƣinim; Mǝn Ɵz Roⱨimni uning wujudiƣa ⱪondurimǝn, Xuning bilǝn u ǝllǝrgǝ ⱨɵküm-ⱨǝⱪiⱪǝtni yǝtküzüp beridu.
Se min Tjener, ved hvem jeg min udvalgte, hvem jeg har kær! På ham har jeg lagt min Ånd, han skal udbrede Ret til Folkene.
2 U nǝ warⱪirap-jarⱪirimaydu, nǝ quⱪan kɵtürmǝydu nǝ awazini koqilarda anglatmaydu.
Han råber og skriger ikke, løfter ej Røsten på Gaden,
3 Taki u ƣǝlibǝ bilǝn toƣra ⱨɵkümlǝrni qiⱪarƣuqǝ, Yanjilƣan ⱪomuxni sundurmaydu, Tütǝp ɵqǝy dǝp ⱪalƣan pilikni ɵqürmǝydu;
bryder ej knækket Rør og slukker ej rygende Tande. Han udbreder Ret med Troskab,
4 Ⱨɵküm-ⱨǝⱪiⱪǝtni yǝr yüzidǝ tiklimigüqǝ, U ⱨalsizlanmaydu, kɵngli yanmaydu; Arallarmu uning pǝrman-ⱪanunini tǝlmürüp kutidu.
vansmægter, udmattes ikke, før han får sat Ret på Jorden; og fjerne Strande bier på hans Lov.
5 Asmanlarni yaritip ularni kǝrgǝn, Yǝr-zeminni ⱨǝm uningdin qiⱪⱪanlarni yayƣan, Uningda turuwatⱪan hǝlⱪⱪǝ nǝpǝs, Uning üstidǝ mengiwatⱪanlarƣa roⱨ bǝrgüqi Tǝngri Pǝrwǝrdigar mundaⱪ dǝydu: —
Så siger Gud HERREN, som skabte og udspændte Himlen, udbredte Jorden med dens Grøde, gav Folkene på den Åndedræt og dem, som vandrer der, Ånde.
6 Mǝnki Pǝrwǝrdigar seni ⱨǝⱪⱪaniyliⱪ bilǝn xuningƣa qaⱪirƣanmǝnki, — Sening ⱪolungni tutimǝn, Seni ⱪoƣdap saⱪlaymǝn, Ⱨǝm seni hǝlⱪⱪǝ ǝⱨdǝ süpitidǝ, Əllǝrgǝ bir nur ⱪilip berimǝn;
Jeg, HERREN, har kaldet dig i Retfærd og grebet dig fast om Hånd; jeg vogter dig, og jeg gør dig til Folkepagt, til Hedningelys
7 Ⱪariƣu kɵzlǝrni eqixⱪa, Zindandin mǝⱨbuslarni, Türmidǝ ⱪarangƣuluⱪ iqidǝ olturƣanlarni ⱪutⱪuzuxⱪa seni [ǝwǝtimǝn].
for at åbne de blinde Øjne og føre de fangne fra Fængslet, fra Fangehullet Mørkets Gæster.
8 Mǝn Pǝrwǝrdigardurmǝn; Mening namim xudur; Xan-xǝripimni baxⱪa birsigǝ, Manga tǝwǝ bolƣan mǝdⱨiyini oyma mǝbudlarƣa bǝrmǝymǝn.
Jeg er HERREN, så lyder mit Navn. Jeg giver ej andre min Ære, ej Gudebilleder min Pris.
9 Mana, aldinⱪi ixlar bolsa ǝmǝlgǝ axurulƣan; Silǝrgǝ yengi ixlarni jakarlaymǝn; Ular tehi yüz bǝrmigüqǝ, Mǝn ularni silǝrgǝ bayan ⱪilimǝn.
Hvad jeg forudsagde, se, det er sket, jeg forkynder nu nye Ting, kundgør dem, før de spirer frem.
10 — Pǝrwǝrdigarƣa yengi nahxa eytinglar, I dengizda yürgǝnlǝr ⱨǝm uning iqidiki ⱨǝmmǝ mǝwjudatlar, Arallar ⱨǝm ularda turƣanlarmu, Jaⱨanning qǝt-qǝtliridin Uni mǝdⱨiyilǝnglar!
Syng HERREN en ny Sang, hans Pris over Jorden vide; Havet og dets Fylde skal juble, fjerne Strande og de, som bebor dem;
11 Dala ⱨǝm uningdiki xǝⱨǝrlǝr, Kedar ⱪǝbilisidikilǝr turƣan kǝntlǝr awazini kɵtürsun, Seladikilǝr yuⱪiri awazda nahxa eytsun, Taƣlarning qoⱪⱪiliridin tǝntǝnǝ ⱪilsun!
Ørkenen og dens Byer stemmer i, de Lejre, hvor Kedar bor; Klippeboerne jubler, råber fra Bjergenes Tinder;
12 Ular Pǝrwǝrdigarni uluƣlisun, Uning mǝdⱨiyiliri arallardimu jakarlansun.
HERREN giver de Ære, forkynder hans Pris på fjerne Strande.
13 Pǝrwǝrdigar palwandǝk qiⱪidu, Batur lǝxkǝrdǝk otluⱪ muⱨǝbbitini ⱪozƣaydu; U warⱪiraydu, bǝrⱨǝⱪ xirdǝk ⱨɵrkirǝydu; Düxmǝnliri üstigǝ zor küq-ⱪudritini kɵrsitidu.
HERREN drager ud som en Helt, han vækker som en Stridsmand sin Kamplyst, han udstøder Krigsskrig, han brøler, æsker sine Fjender til Strid.
14 — «Mǝn ǝbǝdil’ǝbǝd süküttǝ turup kǝldim; Jim turup ɵzümni besiwelip kǝldim; Biraⱪ ⱨazir tolƣiⱪi tutⱪan ayaldǝk inqiⱪlap towlaymǝn; Ⱨǝm ⱨasiraymǝn ⱨǝm ingraymǝn!
En Evighed lang har jeg tiet, været tavs og lagt Bånd på mig selv; nu skriger jeg som Kvinde i Barnsnød, stønner og snapper efter Luft.
15 Mǝn taƣlarni ⱨǝm dɵnglǝrni qɵldǝritimǝn, Ularning ⱨǝmmǝ yexilliⱪlirini ⱪurutiwetimǝn; Dǝryalarni arallarƣa aylanduruwetimǝn; Kɵlqǝklǝrnimu ⱪaƣjiritimǝn.
Jeg gør Bjerge og Høje tørre, afsvider alt deres Grønt, gør Strømme til udtørret Land, og Sumpe lægger jeg tørre.
16 Ⱪariƣularni ɵzi bilmigǝn bir yol bilǝn apirip ⱪoyimǝn, Ularni ular bilmigǝn yollarda yetǝklǝymǝn; Ularning aldida ⱪarangƣuluⱪni nur, Əgri-toⱪay yǝrlǝrni tüptüz ⱪilimǝn. Mǝn muxu ixlarni ⱪilmay ⱪalmaymǝn, Ulardin ⱨeq waz kǝqmǝymǝn.
Jeg fører blinde ad ukendt Vej, leder dem ad ukendte Stier, gør Mørket foran dem til Lys og Bakkelandet til Slette. Det er de Ting, jeg gør, og dem går jeg ikke fra.
17 Oyma mǝbudlarƣa tayanƣanlar, Ⱪuyma mǝbudlarƣa: «Silǝr ilaⱨlirimizdur» degǝnlǝr bolsa, Ular yoldin yandurulmay ⱪalmaydu, Ⱪattiⱪ xǝrmǝndǝ ⱪilinidu.
Vige og dybt beskæmmes skal de, som stoler på Billeder, som siger til støbte Billeder: "I er vore Guder!"
18 — «Anglanglar, i gaslar! Ⱪariƣular, kɵrüx üqün ⱪaranglar!
I, som er døve, hør, løft Blikket, I blinde, og se!
19 Mening ⱪulumdin baxⱪa yǝnǝ kim ⱪariƣu? Mening ǝwǝtkǝn «ǝlqim»din baxⱪa yǝnǝ kim gas? Kim Mǝn bilǝn ǝⱨdilǝxkǝndǝk xunqǝ ⱪariƣudu? Kim Pǝrwǝrdigarning ⱪulidǝk xunqǝ ⱪariƣudu?
Hvo er blind, om ikke min Tjener, og døv som Budet, jeg sendte? Hvo er blind som min håndgangne Mand, blind som HERRENs Tjener?
20 Sǝn nurƣun ixlarni kɵrgining bilǝn, Biraⱪ nǝziringgǝ ⱨeq almaysǝn; Uning ⱪuliⱪi eqilƣini bilǝn, U anglimaydu».
Meget så han, men ænsed det ikke, trods åbne Ører hørte han ej.
21 Pǝrwǝrdigar Ɵz ⱨǝⱪⱪaniyliⱪi üqün layiⱪ kɵrdiki, Tǝwrat-ⱪanunini uluƣ ⱨǝm xan-xǝrǝplik dǝp kɵrsǝtti.
For sin Retfærds Skyld vilde HERREN løfte Loven til Højhed og Ære.
22 Biraⱪ xular bolsa olja elinƣan ⱨǝm bulang-talang ⱪilinƣan bir hǝlⱪtur; Ularning ⱨǝmmisi ora-tuzaⱪta tutulƣan, Gündihanilarda ⱪamilip ƣayib bolidu; Ular ƣǝniymǝt bolidu, Ⱨeqkim ⱪutⱪuzmaydu; Ular olja bolidu, Ⱨeqkim: «Ⱪayturup berix!» demǝydu.
Men Folket er plyndret og hærget; de er alle bundet i Huler, skjult i Fangers Huse, til Ran blev de, ingen redder, til Plyndring, ingen siger: "Slip dem!"
23 Biraⱪ aranglarda kim buningƣa ⱪulaⱪ salsun? Kim bularni anglap kǝlgüsi zamanlarƣa kɵngül ⱪoysun?
Hvem af jer vil lytte til dette, mærke sig og fremtidig høre det:
24 Əmdi kim Yaⱪupni olja ⱪilƣan? Kim Israilni bulangqilarƣa tapxurup bǝrgǝn? Buni ⱪilƣini bolsa, biz gunaⱨ ⱪilip kǝmsitkǝn Pǝrwǝrdigar ǝmǝsmu? Qünki ular Uning yollirida mengixni halimaytti; Yaki Uning ⱪanuniƣa itaǝt ⱪilmaytti.
Hvo hengav Jakob til Plyndring, gav Israel hen til Ransmænd? Mon ikke HERREN: mod hvem vi synded, hvis Veje de ej vilde vandre, hvis Lov de ikke hørte?
25 Xunga U ular üstigǝ ƣǝzǝp-ⱪǝⱨrini, Uruxning zorawanliⱪini tɵküp qüxürdi; Bular uning ǝtrapiƣa ot tutaxturdi; Biraⱪ u tonup yǝtmidi; Bular uni kɵydürdi, biraⱪ u ⱨeq sawaⱪ almidi.
Han udgød over det Harme, sin Vrede og Krigens Vælde; den luede om det, det ænsed det ej, den sved det, det tog sig det ikke til Hjerte.
