Yaritilix 29
1 Andin Yaⱪup sǝpirini dawamlaxturup, mǝxriⱪtiki ⱪowmlarning zeminiƣa yetip kǝldi.
Og Jakob løftede sine Fødder og gik til det Folks Land i Østen.
2 U ⱪariwidi, mana, yaylaⱪta bir ⱪuduⱪ turatti, uning yenida üq top ⱪoy padisi turatti; qünki hǝlⱪ bu ⱪuduⱪtin padilarni suƣiratti. Ⱪuduⱪning aƣziƣa yoƣan bir tax ⱪoyuⱪluⱪ idi.
Og han saa og se, der var en Brønd paa Marken, og se, der vare tre Faarehjorde, som laa ved den; thi man skulde vande Hjorden af den samme Brønd, og Stenen over Hullet paa Brønden var stor.
3 Ⱪaqaniki padilarning ⱨǝmmisi u yǝrgǝ yiƣilsa, padiqilar birliktǝ ⱪuduⱪning aƣzidiki taxni yumilitiwetip, ⱪoylarni suƣirip, andin taxni yǝnǝ ⱪuduⱪning aƣziƣa ɵz orniƣa ⱪoyup ⱪoyatti.
Og derhen skulde alle Hjordene sankes, og Stenen væltes fra Hullet paa Brønden, og Faarene vandes, og Stenen igen lægges over Hullet paa Brønden, paa sit Sted.
4 Yaⱪup [padiqilardin]: Əy buradǝrlǝr, silǝr ⱪǝyǝrlik? — dǝp soridi. Ular: — Biz ⱨaranliⱪmiz, dedi.
Og Jakob sagde til dem: Mine Brødre, hvorfra ere I? og de sagde: Fra Karan ere vi.
5 U ulardin: — Silǝr Naⱨorning oƣli Labanni tonumsilǝr? — dǝp soridi. Ular: — Tonuymiz, dedi.
Og han sagde til dem: Kende I Laban, Nakors Søn? og de sagde: Vi kende ham.
6 U ulardin: — U salamǝtmu, dǝp soriwidi, ular jawab berip: — U salamǝt turuwatidu. Mana ǝnǝ uning ⱪizi Raⱨilǝ ⱪoyliri bilǝn keliwatidu, dedi.
Og han sagde til dem: Gaar det ham vel? og de sagde: Vel! og se, Rakel, hans Datter, kommer med Faarene.
7 U: — Mana, kün tehi egiz tursa, ⱨazir tehi malning yiƣilidiƣan waⱪti bolmidi; nemixⱪa ⱪoylarni suƣirip, andin yǝnǝ berip otlatmaysilǝr? — dedi.
Da sagde han: Se, det er endnu højt paa Dagen, det er ikke Tid, at Kvæget samles; vander Faarene og gaar, vogter dem!
8 Ular jawab berip: — Yaⱪ, mundaⱪ ⱪilalmaymiz. Awwal padilarning ⱨǝmmisi yiƣilip, padiqilar taxni ⱪuduⱪning aƣzidin yumilitiwǝtkǝndin keyin, andin ⱪoylarni suƣirimiz, dedi.
Og de sagde: Vi kunne ikke, førend alle Hjordene sankes, og man vælter Stenen fra Hullet paa Brønden, og da vande vi Faarene.
9 U ular bilǝn gǝplixip turƣinida, Raⱨilǝ atisining ⱪoyliri bilǝn yetip kǝldi; qünki u ⱪoy baⱪⱪuqi idi.
Medens han endnu talede med dem, da kom Rakel med Faarene, som vare hendes Faders; thi hun vogtede.
10 Xundaⱪ boldiki, Yaⱪup anisining akisi Labanning ⱪizi Raⱨilǝ bilǝn anisining akisi Labanning ⱪoylirini kɵrgǝndǝ, u ⱪopup berip, ⱪuduⱪning aƣzidin taxni yumilitiwetip, anisining akisi Labanning ⱪoylirini suƣardi.
Og det skete, der Jakob saa Rakel, sin Morbroder Labans Datter, og Labans, sin Morbroders, Faar, da gik Jakob til og væltede Stenen fra Hullet paa Brønden og vandede Labans, sin Morbroders, Faar.
11 Andin Yaⱪup Raⱨilǝni sɵyüp, yuⱪiri awaz bilǝn yiƣlap taxlidi wǝ Raⱨilǝgǝ: — Mǝn sening atangning tuƣⱪini, Riwkaⱨning oƣli bolimǝn, dewidi, u yügürüp berip atisiƣa hǝwǝr bǝrdi.
Og Jakob kyssede Rakel og opløftede sin Røst og græd.
Og Jakob sagde Rakel, at han var hendes Faders Broder, og at han var Rebekkas Søn; saa løb hun og forkyndte sin Fader det.
13 Xundaⱪ boldiki, Laban ɵz singlisining oƣli Yaⱪupning hǝwirini angliƣanda, uning aldiƣa yügürüp berip, uni ⱪuqaⱪlap sɵyüp, ɵyigǝ baxlap kǝldi. Andin Yaⱪup Labanƣa [kǝqürmixlirining] ⱨǝmmisini dǝp bǝrdi.
Og det skete, der Laban hørte den Tidende om Jakob, sin Søstersøn, da løb han mod ham og tog ham i Favn og kyssede ham og ledte ham ind i sit Hus; da fortalte han Laban alle disse Ting.
14 Laban uningƣa: — Sǝn dǝrwǝⱪǝ mening sɵngǝk bilǝn gɵxümdursǝn! — dedi. Buning bilǝn u uning ⱪexida bir ayqǝ turup ⱪaldi.
Da sagde Laban til ham: Sandelig, du er mit Ben og mit Kød; og han blev hos ham en Maanedstid.
15 Andin Laban Yaⱪupⱪa: — Sǝn mening tuƣⱪinim bolƣaq, manga bikarƣa hizmǝt ⱪilamsǝn? Eytⱪina, ⱨǝⱪⱪinggǝ nemǝ alisǝn? — dedi.
Og Laban sagde til Jakob: Fordi du er min Broder, skulde du derfor tjene mig for intet? sig mig, hvad din Løn skal være.
16 Labanning ikki ⱪizi bar idi; qongining eti Leyaⱨ, kiqikining eti Raⱨilǝ idi.
Og Laban havde to Døtre: Den ældstes Navn var Lea, og den yngstes Navn Rakel.
17 Leyaⱨning kɵzliri yeⱪimliⱪ idi; ǝmma Raⱨilǝning bolsa tǝⱪi-turⱪi kelixkǝn, ⱨɵsni-jamali qirayliⱪ ⱪiz idi.
Og Lea havde svage Øjne; men Rakel var dejlig af Skikkelse og dejlig af Anseelse.
18 Yaⱪupning kɵngli Raⱨilǝgǝ qüxkǝn bolup Labanƣa: — Mǝn sening kiqik ⱪizing Raⱨilǝ üqün sanga yǝttǝ yil hizmǝt ⱪilay, dedi.
Og Jakob elskede Rakel og sagde: Jeg vil tjene dig syv Aar for Rakel, din yngste Datter.
19 Laban jawab berip: — Uni baxⱪa kixigǝ bǝrginimdin sanga bǝrginim yahxi. Əmdi meningkidǝ turƣin, dedi.
Og Laban sagde: Det er bedre, at jeg giver hende til dig, end at jeg giver hende til en anden Mand, bliv hos mig!
20 Yaⱪup Raⱨilǝni elix üqün yǝttǝ yil hizmǝt ⱪildi. Əmma u uni intayin yahxi kɵrgǝqkǝ, bu yillar uningƣa pǝⱪǝt birnǝqqǝ kündǝkla bilindi.
Saa tjente Jakob for Rakel syv Aar, og de syntes ham at være faa Dage, fordi han havde Kærlighed til hende.
21 Waⱪit toxⱪanda Yaⱪup Labanƣa: — Mana mening künlirim toxti. Əmdi ayalimni manga bǝrgin, mǝn uning ⱪexiƣa kirǝy, dedi.
Og Jakob sagde til Laban: Giv mig min Hustru; thi min Tid er fuldkommet, og jeg vil gaa ind til hende.
22 Laban xu yǝrdiki ⱨǝmmǝ kixilǝrni yiƣip, ziyapǝt ⱪilip bǝrdi.
Saa bød Laban alle Mænd paa det Sted tilsammen og gjorde et Gæstebud.
23 Lekin xundaⱪ boldiki, kǝq kirgǝndǝ, u qong ⱪizi Leyaⱨni Yaⱪupning yeniƣa elip kǝldi; Yaⱪup uning ⱪexiƣa kirip billǝ boldi.
Og det skete om Aftenen, at han tog Lea sin Datter og ledte hende ind til ham, og han gik ind til hende.
24 Laban ɵz dediki Zilpaⱨni ⱪizi Leyaⱨƣa dedǝk ⱪilip bǝrdi.
Og Laban gav hende Silpa, sin Tjenestepige, til Pige for Lea, sin Datter.
25 Ətisi xundaⱪ boldiki, mana aldida Leyaⱨ turatti! U Labanƣa: — Bu zadi manga nemǝ ⱪilƣining? Əjǝba, mǝn Raⱨilǝ üqün sanga hizmǝt ⱪilmidimmu? Meni nemixⱪa xundaⱪ aldiding?! — dedi.
Og det skete om Morgenen, se, da var det Lea; og han sagde til Laban: Hvi gjorde du dette imod mig? har jeg ej tjent hos dig for Rakel? og hvi har du bedraget mig?
26 Laban: Bizning yurtimizda kiqikini qongidin ilgiri yatliⱪ ⱪilidiƣan rǝsim-ⱪaidǝ yoⱪ.
Og Laban sagde: Det sker ikke saaledes paa vort Sted, at man giver den yngste bort før den førstefødte.
27 Əmdi sǝn qongining yǝttǝ künlük toy murasimini ɵtküzüp bolƣin; andin yǝnǝ ikkinqisinimu sanga berǝyli; u sening manga yǝnǝ yǝttǝ yil ⱪilidiƣan hizmitingning ⱨǝⱪⱪi bolidu, — dedi.
Hold dennes Uge ud, saa ville vi ogsaa give dig denne for den Tjeneste, som du skal tjene hos mig endnu syv andre Aar.
28 Yaⱪup maⱪul bolup, Leyaⱨning yǝttǝ künlük toy murasimini ɵtküzüp bolƣanda, Laban ⱪizi Raⱨilǝnimu uningƣa hotunluⱪⱪa bǝrdi.
Og Jakob gjorde saa og holdt dennes Uge ud; saa gav han ham Rakel, sin Datter, til hans Hustru.
29 Laban dediki Bilⱨaⱨni ⱪizi Raⱨilǝgǝ dedǝk ⱪilip bǝrdi.
Og Laban gav sin Datter Rakel Bilha, sin Tjenestepige, til Tjenestepige for hende.
30 Bu tǝriⱪidǝ Yaⱪup Raⱨilǝningmu ⱪexiƣa kirdi; u Raⱨilǝni Leyaⱨdin ziyadǝ yahxi kɵrdi. Andin keyin u yǝnǝ yǝttǝ yil Labanƣa hizmǝt ⱪildi.
Saa gik han og ind til Rakel, og elskede Rakel mere end Lea; og han tjente hos ham endnu syr andre Aar.
31 Əmma Pǝrwǝrdigar Leyaⱨning ǝtiwarlanmiƣanliⱪini kɵrgǝndǝ, uningƣa tuƣuxni nesip ⱪildi. Lekin Raⱨilǝ tuƣmas idi.
Der Herren saa, at Lea var foragtet, da aabnede han hendes Moderliv; men Rakel var ufrugtbar.
32 Leyaⱨ ⱨamilidar bolup bir oƣul tuƣup: — «Pǝrwǝrdigar harlanƣinimni kɵrdi; ǝmdi erim meni yahxi kɵridu» dǝp uning ismini «Rubǝn» ⱪoydi.
Og Lea undfik og fødte en Søn, og hun kaldte hans Navn Ruben; thi hun sagde: Herren har set paa min Elendighed; thi nu skal min Mand elske mig.
33 U yǝnǝ ⱨamilidar bolup, bir oƣul tuƣup: — «Pǝrwǝrdigar ǝtiwarlanmiƣanliⱪini anglap, buni ⱨǝm manga bǝrdi» dǝp, uning ismini Ximeon ⱪoydi.
Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Fordi Herren har hørt, at jeg var forsmaaet, da har han givet mig ogsaa denne; saa kaldte hun hans Navn Simeon.
34 U yǝnǝ ⱨamilidar bolup, bir oƣul tuƣup: — «Əmdi bu ⱪetim erim manga baƣlinidu; qünki mǝn uningƣa üq oƣul tuƣup bǝrdim» dǝp uning ismini Lawiy ⱪoydi.
Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Nu denne Sinde skal min Mand holde sig til mig, thi jeg har født ham tre Sønner; derfor kaldte man hans Navn Levi.
35 U yǝnǝ ⱨamilidar bolup, bir oƣul tuƣup: — «Əmdi bu ⱪetim mǝn Pǝrwǝrdigarƣa ⱨǝmdusana oⱪuy!» dǝp uning ismini Yǝⱨuda ⱪoydi. Andin u tuƣuttin tohtap ⱪaldi.
Og hun undfik igen og fødte en Søn og sagde: Denne Sinde vil jeg prise Herren; derfor kaldte hun hans Navn Juda; saa holdt hun op at føde.
