Əzakiyal 10
1 Mǝn ⱪaridim, mana, kerublarning bexi üstidiki gümbǝz üstidǝ, kɵk yaⱪutning ⱪiyapitidǝk bir tǝhtning kɵrünüxi turatti;
Og jeg saa, og se paa den udstrakte Befæstning, som var over Kerubernes Hoved, var den som en Safirsten, som Skikkelsen af en Trone at se til; han viste sig over dem.
2 Wǝ [tǝhtkǝ Olturƣuqi] kanap kiyimlǝrni kiygǝn kixigǝ: «Kerublarning astidiki qaⱪlarning arisiƣa kir, ⱪolliringni kerublar arisida kɵyüwatⱪan qoƣlarƣa toldurup, ularni xǝⱨǝr üstigǝ qeqiwǝt» — dedi. Mǝn ⱪaridim, u xundaⱪ ⱪilixⱪa baxlidi.
Og han talte til den Mand, som var klædt i Linklæderne, og sagde: Gak ind imellem Hjulene, hen under Keruben, og tag dine Næver fulde af Gløder fra den Ild, som er imellem Keruberne, og strø dem over Staden; og han gik derind for mine Øjne.
3 Bu kixi kirgǝndǝ kerublar ɵyning ong tǝripidǝ turatti; [xan-xǝrǝplik] bulut ɵyning iqki ⱨoylisini toldurdi.
Men Keruberne stode ved Husets højre Side, da Manden gik ind, og Skyen fyldte den inderste Forgaard.
4 Wǝ Pǝrwǝrdigarning xan-xǝripi kerub üstidin qiⱪip, ɵyning bosuƣisiƣa kǝlgǝnidi; ɵy bulutⱪa toldi, ⱨoyla bolsa Pǝrwǝrdigarning xan-xǝripining julaliⱪiƣa qɵmgǝn.
Og Herrens Herlighed harvede sig op fra Keruben hen til Husets Dørtærskel; og Huset fyldtes af Skyen, og Forgaarden blev fuld af Herrens Herligheds Glans.
5 Kerublarning ⱪanatlirining sadasi ⱨǝmmidin ⱪadirning sɵzligǝn qaƣdiki awazidǝk bolup, sirttiki ⱨoyliƣa anglinip turatti.
Og Lyden af Kerubernes Vinger hørtes ud til den yderste Forgaard ligesom den almægtige Guds Røst, naar han taler.
6 Wǝ xundaⱪ boldiki, [Rǝb] kanap kiyimlǝrni kiygǝn kixigǝ: «Qaⱪlar arisidin, yǝni kerublar arisidin ot alƣin» — dǝp buyruƣinida, u kirip bir qaⱪning yenida turdi.
Og det skete, der han befalede Manden, som var klædt i Linklæderne, og sagde: Tag Ild fra den, som er imellem Hjulene, imellem Keruberne, da gik denne ind og stod ved Siden af Hjulet.
7 Wǝ kerublardin biri ɵz ⱪolini kerublar otturisidiki otⱪa sozup uningdin ot elip, kanap kiyimlǝrni kiygǝn kixining ⱪolliriƣa saldi; u buni elip qiⱪip kǝtti
Og Keruben udrakte sin Haand fra Keruberne til Ilden, som var imellem Keruberne, og han tog deraf og lagde i Næverne paa ham, der var klædt i Linklæderne, og denne, tog derimod og gik ud.
8 (kerublarning ⱪanatliri astida, adǝmning ⱪollirining ⱪiyapiti kɵrünüp turatti).
Og der saas paa Keruberne Skikkelsen af en Menneskehaand under deres Vinger.
9 Mǝn ⱪaridim, mana, kerublarning yenida tɵt qaⱪ bar idi, bir kerubning yenida bir qaⱪ, yǝnǝ bir kerubning yenida yǝnǝ bir qaⱪ turatti; qaⱪlarning ⱪiyapiti bolsa beril yaⱪutning kɵrünüxidǝ idi.
Og jeg saa, og se, der var fire Hjul ved Siden af Keruberne, eet Hjul ved den ene Kerub og eet Hjul ved den anden Kerub; og Hjulenes Udseende var som Synet af Krysolit.
10 Ularning xǝkli bolsa, tɵtilisining ohxax idi, yǝni qaⱪ iqidǝ qaⱪ bardǝk kɵrünǝtti.
Og af Udseende havde de alle fire een Skikkelse, det var, som om eet Hjul var midt i det andet.
11 Kerublar mangƣanda, ular yüzlǝngǝn tɵtila tǝrǝpkǝ udul ⱪarap mangatti; mangƣanda ular ⱨeq burulmaytti, bǝlki bexi ⱪaysi tǝrǝpkǝ ⱪariƣan bolsa, ular xu tǝrǝpkǝ mangatti; ular mangƣanda ⱨeq burulmaytti.
Naar de gik, gik de imod deres fire Sider, de vendte sig ikke, naar de gik; men til det Sted, hvor det forreste vendte, derhen fulgte de efter, de vendte sig ikke, naar de gik.
12 Ularning pütün teni, dümbiliri, ⱪolliri, ⱪanatliri wǝ ularning qaⱪlirimu, yǝni tɵtisigǝ tǝwǝ qaⱪlarning ǝtrapi kɵzlǝr bilǝn tolƣanidi.
Og hele deres Legeme og deres Rygge og deres Hænder og deres Vinger og Hjulene vare fulde af Øjne trindt omkring, paa alle de fire Hjul.
13 Qaⱪlarni bolsa: «pirⱪiraydiƣan qaⱪlar!» — dǝp atiƣinini ɵz ⱪuliⱪim bilǝn anglidim.
Til Hjulene, til dem blev der raabt for mine Øren: Galgal!
14 Ⱨǝrbir kerubning tɵt yüzi bar idi; birinqisi kerubning yüzi, ikkinqisi adǝmning yüzi, üqinqisi xirning yüzi, tɵtinqisi bürkütning yüzi idi.
Og enhver havde fire Ansigter; Ansigtet paa den første var Kerubens Ansigt, og Ansigtet paa den anden var et Menneskes Ansigt, og det tredje var en Løves Ansigt og det fjerde en Ørns Ansigt.
15 Kerublar yuⱪiriƣa ɵrlidi. Bular dǝl mǝn Kewar dǝryasi boyida kɵrgǝn ⱨayat mǝhluⱪlar idi.
Og Keruberne hævede sig i Vejret; dette var det levende Væsen, som jeg havde set ved Floden Kebar.
16 Kerublar mangƣanda, qaⱪlarmu ularƣa yandixip mangatti; kerublar yǝrdin ɵrlǝxkǝ ⱪanatlirini kɵtürginidǝ, qaⱪlarmu ularning yenidin burulup kǝtmǝytti.
Og naar Keruberne gik, gik Hjulene hos dem; og naar Keruberne opløftede deres Vinger for at hæve sig fra Jorden, vendte Hjulene sig heller ikke bort fra deres Side.
17 Ular turƣanda, qaⱪlarmu turatti; ular kɵtürülgǝndǝ, qaⱪlarmu ular bilǝn kɵtürülǝtti; qünki ⱨayat mǝhluⱪlarning roⱨi qaⱪlarda idi.
Naar hine stode, stode disse, og naar hine hævede sig, hævede disse sig med dem; thi Livets Aand var i dem.
18 Wǝ Pǝrwǝrdigarning xan-xǝripi ɵyning bosuƣisi üstidin qiⱪip, kerublar üstidǝ turdi;
Og Herrens Herlighed gik ud fra Dørtærskelen paa Huset og stillede sig over Keruberne.
19 Kerublar ⱪanatlirini kerip, kɵz aldimda yǝrdin kɵtürüldi; ular ɵydin qiⱪⱪanda, qaⱪlarmu ularning yenida idi; ular Pǝrwǝrdigarning ɵyining xǝrⱪiy dǝrwazisida turatti; Israilning Hudasining xan-xǝripi ularning üstidǝ yuⱪiri turatti.
Da opløftede Keruberne deres Vinger og hævede sig op fra Jorden for mine Øjne, der de gik ud, og Hjulene ved Siden af dem; og de bleve staaende ved Indgangen til den østre Port paa Herrens Hus, og Israels Guds Herlighed var oven over dem.
20 Bular bolsa dǝl mǝn Kewar dǝryasi boyida kɵrgǝn, Israil Hudasining astida turƣan mǝhluⱪlar idi; ularning kerublar ikǝnlikini bildim.
Dette var det levende Væsen, som jeg havde set under Israels Gud ved Floden Kebar, og jeg kendte, at det var Keruberne.
21 Ularning ⱨǝrbirining tɵttin yüzi, ⱨǝrbirining tɵttin ⱪaniti, ⱪanatliri astida insan ⱪoli siyaⱪidiki ⱪolliri bar idi.
Enhver havde fire Ansigter og enhver fire Vinger, og under deres Vinger var der en Skikkelse af Menneskehænder.
22 Ularning yüzlirining ⱪiyapiti bolsa, ular mǝn Kewar dǝryasi boyida kɵrgǝn yüzlǝr idi; ularning turⱪi wǝ yüzliri mǝn kɵrgǝngǝ ohxax idi; ularning ⱨǝrbiri ɵz uduliƣa ⱪarap mangatti.
Og deres Ansigter vare at se til som de Ansigter, hvilke jeg havde set ved Floden Kebar, deres Skikkelser og dem selv; enhver gik lige frem for sig.
