< Ⱨekmǝt topliƣuqi 12 >

1 Əmdi yaman künlǝr bexingƣa qüxmigüqǝ, xundaⱪla sǝn: «Bulardin ⱨeq ⱨuzurum yoⱪtur» degǝn yillar yeⱪinlaxmiƣuqǝ yaxliⱪingda Yaratⱪuqingni esingdǝ qing tut;
Og tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, førend de onde Dage komme, og de Aar nærme sig, om hvilke du skal sige: Jeg har ikke Lyst til dem:
2 ⱪuyax, yoruⱪluⱪ, ay wǝ yultuzlar ⱪarangƣulixip, yamƣurdin keyin bulutlar ⱪaytip kǝlmigüqǝ uni esingdǝ tutⱪin.
Førend Solen og Lyset og Maanen og Stjernerne formørkes, og Skyerne komme igen efter Regnen;
3 Xu küni «ɵyning kɵzǝtqiliri» titrǝp ketidu; palwanlar egilidu, ǝzgüqilǝr azliⱪidin tohtap ⱪalidu, derizilǝrdin sirtⱪa ⱪarap turƣuqilar ƣuwalixip ketidu;
den Dag, da Husets Vogtere bæve, og de stærke Mænd krumme sig, og de, som betjene Møllen, holde op, fordi de ere blevne faa, og de, som se igennem Vinduerne, blive dunkle;
4 koqiƣa ⱪaraydiƣan ixiklǝr etilidu; tügmǝnning awazi pǝsiydu, kixilǝr ⱪuxlarning awazini anglisila qɵqüp ketidu, «nahxiqi ⱪizlar»ning sayraxliri sus anglinidu;
da begge Døre til Gaden lukkes, naar Møllens Røst bliver svag, og man staar op ved Fuglens Røst, og alle Sangens Døtre nedbøjes;
5 kixilǝr egizdin ⱪorⱪidu, koqilarda wǝⱨimilǝr bar dǝp ⱪorⱪup yüridu; badam dǝrihi qiqǝklǝydu; qekǝtkǝ adǝmgǝ yük bolidu, xindir mewisi solixidu; qünki insan mǝnggülük makaniƣa ketidu wǝ xuning bilǝn tǝng, matǝm tutⱪuqilar koqida aylinip yüridu;
da de ogsaa frygte for den høje, og der er Rædsler paa Vejen, og Mandeltræet blomstrer, og Græshoppen bliver sig selv til en Byrde, og Begærligheden forgaar; thi Mennesket farer til sit evige Hus, og de sørgende gaa omkring paa Gaden;
6 kümüx tana üzülgüqǝ, altun qinǝ qeⱪilƣuqǝ, aptuwa bulaⱪ yenida parǝ-parǝ bolƣuqǝ, ⱪuduⱪtiki qaⱪ kardin qiⱪⱪuqǝ,
førend Sølvsnoren borttages, og Guldlampen bliver knust; og Krukken sønderbrydes ved Kilden, og Hjulet sønderslaas ved Brønden;
7 topa-qang ǝsli tupraⱪⱪa ⱪaytⱪuqǝ, roⱨ ɵzini bǝrgǝn Hudaƣa ⱪaytⱪuqǝ — Uni esingdǝ tutⱪin!
og Støvet kommer til Jorden igen, som det var før, og Aanden kommer til Gud igen, som gav den.
8 Bimǝnilik üstigǝ bimǝnilik!» — dǝydu ⱨekmǝt topliƣuqi — «Bimǝnilik üstigǝ bimǝnilik! Ⱨǝmmǝ ix bimǝniliktur!»
Forfængeligheders Forfængelighed! sagde Prædikeren, alt er Forfængelighed!
9 Xuningdǝk, ⱨekmǝt topliƣuqi dana bolupla ⱪalmastin, u yǝnǝ hǝlⱪⱪǝ bilim ɵgitǝtti; u oylinip, kɵp pǝnd-nǝsiⱨǝtlǝrni taraziƣa selip, rǝtlǝp qiⱪti.
Og forøvrigt, efterdi Prædikeren var en viis Mand, saa lærte han fremdeles Folket Kundskab og hørte og ransagede og forfattede mange Ordsprog.
10 Ⱨekmǝt topliƣuqi yeⱪimliⱪ sɵzlǝrni tepixⱪa intilgǝn; uxbu yezilƣini bolsa durus, ⱨǝⱪiⱪǝt sɵzliridin ibarǝttur.
Prædikeren søgte at finde behagelige Ord, og det, som er skrevet, er Ret, Sandheds Ord.
11 Dana kixining sɵzliri zihⱪa ohxaydu, ularning yiƣindisi qing bekitilgǝn mihtǝktur. Ular Birla Padiqi tǝripidin berilgǝndur.
De vises Ord ere som Braadde og som Søm, der trænge dybt ind, I Samlingens Mestre! de ere givne af den ene Hyrde.
12 Uning üstigǝ, i oƣlum, bulardin sirt ⱨǝrⱪandaⱪ yezilƣanlardin pǝhǝs bol; qünki kɵp kitablarning yezilixining ayiƣi yoⱪ, xuningdǝk kɵp ɵginix tǝnni upritidu.
Og forøvrigt, min Søn! lad dig paaminde af dem; at gøre mange Bøger, saa at der er ingen Ende paa, og megen Læsning trætter Legemet.
13 Biz pütün ixⱪa diⱪⱪǝt ⱪilayli; Hudadin ⱪorⱪⱪin wǝ uning ǝmr-pǝrmanliriƣa ǝmǝl ⱪilƣin; qünki bu insanning toluⱪ mǝjburiyitidur;
Enden paa Sagen, naar alting er hørt, er denne: Frygt Gud og hold hans Bud; thi det bør hvert Menneske at gøre.
14 qünki adǝm ⱪilƣan ⱨǝrbir ix, jümlidin barliⱪ mǝhpiy ixlar, yahxi bolsun, yaman bolsun, Huda ularning soriⱪini ⱪilidu.
Thi Gud skal føre hver Gerning for Dom med alt det, som er skjult, enten det er godt eller ondt.

< Ⱨekmǝt topliƣuqi 12 >