Korintliⱪlarƣa 2 7
1 Əmdi bu wǝdilǝrgǝ muyǝssǝr bolƣandin keyin, i sɵyümlüklǝr, ɵzimizni ǝtlǝrdiki ⱨǝm roⱨtiki ⱨǝrhil paskiniliⱪtin tazilap, Hudaning ⱪorⱪunqida ɵzimizdǝ [ayan ⱪilinƣan] pak-muⱪǝddǝslikni kamalǝtkǝ yǝtküzǝyli.
Derfor, efterdi vi have disse Forjættelser, I elskede! saa lader os rense os selv fra al Kødets og Aandens Besmittelse, saa vi gennemføre Hellighed i Guds Frygt!
2 Bizni ⱪobul ⱪilƣaysilǝr! Biz ⱨeqkimgǝ ziyan-zǝhmǝt yǝtküzmiduⱪ, ⱨeqkimni nabut ⱪilmiduⱪ, ⱨeqkimdin paydilanmiduⱪ.
Giver os Rum; ingen have vi gjort Uret, ingen ødelagt, ingen bedraget.
3 Muxularni dǝp, silǝrni ǝyiblimǝkqi ǝmǝsmǝn; qünki mǝn yuⱪirida eytⱪinimdǝk, silǝr ⱪǝlbimizdidursilǝrki, biz silǝr bilǝn billǝ ɵlüxkǝ, silǝr bilǝn billǝ yaxaxⱪa tǝyyarmiz.
Jeg siger det ikke for at fælde Dom; jeg har jo sagt tilforn, at I ere i vore Hjerter, saa at vi dø sammen og leve sammen.
4 Silǝrgǝ baƣliƣan ixǝnqim zor, silǝrdin bolƣan pǝhrim zor; xuning üqün riƣbǝt-tǝsǝlligǝ tolduruldum, barliⱪ japa-müxkülqiliklirimizdǝ huxalliⱪim exip taxti.
Jeg har stor Frimodighed over for eder; jeg roser mig meget af eder, jeg er fuld af Trøst, jeg strømmer over af Glæde under al vor Trængsel.
5 Qünki bǝrⱨǝⱪ, Makedoniyǝgǝ kirginimizdimu ǝtlirimiz ⱨeq aram tapalmay, ⱨǝrtǝrǝptin ⱪisilip ⱪalduⱪ; sirtimizda jedǝl-kürǝxlǝr, iqimizdǝ ⱪorⱪunqlar bar idi.
Thi ogsaa da vi kom til Makedonien, havde vort Kød ingen Ro, men vi trængtes paa alle Maader: Udadtil Kampe, indadtil Angester.
6 Əmma qüxkünlǝrgǝ riƣbǝt-tǝsǝlli bǝrgüqi Huda bizgǝ Titusning kelixi arⱪiliⱪ riƣbǝt-tǝsǝlli bǝrdi;
Men han, som trøster de nedbøjede, Gud, han trøstede os ved Titus's Komme;
7 tapⱪan riƣbǝt-tǝsǝllimiz pǝⱪǝt uning kelixi arⱪiliⱪla ǝmǝs, bǝlki uning silǝrdin tapⱪan riƣbǝt-tǝsǝllisi arⱪiliⱪmu boldi; qünki u silǝrning [bizgǝ] zariⱪip tǝlmürgininglarni, silǝrning ⱨǝsritinglarni, silǝrning manga bolƣan ⱪizƣin ƣǝmhorluⱪunglarni eytip bǝrdi; xuning bilǝn mǝn tehimu huxallandim.
dog ikke alene ved hans Komme, men ogsaa ved den Trøst, hvormed han var bleven trøstet over eder, idet han fortalte os om eders Længsel, eders Graad, eders Nidkærhed for mig, saa at jeg glædede mig end mere.
8 Qünki gǝrqǝ mǝn silǝrni hetim bilǝn azabliƣan bolsammu, mǝn ⱨazir uningdin puxayman ⱪilmaymǝn; lekin ǝslidǝ mǝn xu hetimning silǝrni azabliƣinini kɵrüp puxayman ⱪilƣanidim (ǝmǝliyǝttǝ, silǝrning azablinixinglar ⱪisⱪiƣinǝ bir mǝzgilla bolƣan).
Thi om jeg end har bedrøvet eder ved Brevet, fortryder jeg det ikke. Om jeg ogsaa har fortrudt det, — jeg ser jo, at hint Brev, ihvorvel kun til en Tid, har bedrøvet eder, —
9 Əmma ⱨazir xadlinimǝn — azablanƣininglardin ǝmǝs, bǝlki xu azabning silǝrni towa ⱪildurƣanliⱪidin xadlinimǝn; qünki silǝrning azablinixinglar Hudaning yolida idi; xuning bilǝn silǝr bizdin ⱨeq ziyan tartmidinglar.
saa glæder jeg mig nu, ikke over, at I bleve bedrøvede, men over, at I bleve bedrøvede til Omvendelse; thi I bleve bedrøvede efter Guds Sind, for at I ikke i nogen Maade skulde lide Skade af os.
10 Qünki Hudaning yolida bolƣan azab-ⱪayƣu adǝmni ⱨǝrgiz puxayman ⱪilmaydiƣan nijatⱪa baxlaydiƣan towiƣa elip baridu; ǝmma bu dunyadiki azab-ⱪayƣu adǝmni ɵlümgǝ elip baridu.
Thi den Bedrøvelse, der er efter Guds Sind, virker Omvendelse til Frelse, som ikke fortrydes; men Verdens Bedrøvelse virker Død.
11 Qünki mana, dǝl muxu ix, yǝni Hudaning yolida azablinixinglar, silǝrgǝ xunqǝ kɵp ǝstayidilliⱪ, ɵzliringlarni ǝyibtin nǝⱪǝdǝr halas ⱪilix, xunqǝ kɵp ƣǝzǝp, xunqǝ kɵp ⱪorⱪunq, xunqǝ kɵp tǝⱪǝzzarliⱪ, xunqǝ kɵp ⱪizƣinliⱪ wǝ jazalaxⱪa xunqǝ tǝyyar boluxni elip kǝldi! Silǝr bu ixning ⱨǝr tǝripidǝ ɵzünglarning ǝyibtin halas boluxunglarni ispatlidinglar.
Thi se, just dette, at I bleve bedrøvede efter Guds Sind, hvor stor en Iver virkede det ikke hos eder, ja Forsvar, ja Harme, ja Frygt, ja Længsel, ja Nidkærhed, ja Straf! Paa enhver Maade beviste I, at I selv vare rene i den Sag.
12 Əmdi silǝrgǝ [xu] hǝtni yazƣan bolsammu, u hǝtni ziyan-zǝhmǝt ⱪilƣuqi kixi üqün ǝmǝs, yaki ziyan-zǝhmǝt ⱪilinƣuqi kixi üqün ǝmǝs, bǝlki Huda aldida bizgǝ bolƣan kɵnglünglardiki ⱪizƣinliⱪning aranglarda ayan boluxi üqün yazdim.
Altsaa, naar jeg skrev til eder, var det ikke for hans Skyld, som gjorde Uret, ikke heller for hans Skyld, som led Uret, men for at eders Iver for os skulde blive aabenbar hos eder for Guds Aasyn.
13 Bu sǝwǝbtin biz riƣbǝt-tǝsǝlligǝ erixtuⱪ. Wǝ riƣbǝt-tǝssǝllimiz üstigǝ biz Titusning huxalliⱪi tüpǝylidin tehimu zor xadlanduⱪ; qünki uning roⱨi silǝr tǝripinglardin yengilandi.
Derfor ere vi blevne trøstede. Men til vor Trøst kom end yderligere Glæden over Titus's Glæde, fordi hans Aand har faaet Vederkvægelse fra eder alle.
14 Qünki mǝn silǝr toƣranglarda birǝr ixta pǝhirlinip mahtiƣan bolsam, u ixta ⱨeq hijil ⱪaldurulmidim; bǝlki silǝrgǝ eytⱪanlirimizning ⱨǝmmisi ⱨǝⱪiⱪǝt bolƣinidǝk, bizning Titusⱪa silǝrni pǝhirlinip mahtiximizmu ⱨǝⱪiⱪǝt bolup ispatlandi.
Thi i hvad jeg end har rost mig af eder for ham, er jeg ikke bleven til Skamme; men ligesom vi i alle Ting have talt Sandhed til eder, saaledes er ogsaa vor Ros for Titus bleven Sandhed.
15 U silǝrning itaǝtmǝnlikinglarni, silǝrning uningdin ⱪandaⱪ ǝymǝngǝn wǝ titrigǝn ⱨalda uni ⱪarxi alƣininglarni ǝsliginidǝ, uning silǝrgǝ baƣliƣan iq-baƣridiki muⱨǝbbǝtliri tehimu exip taxidu.
Og hans Hjerte drages inderligere til eder, naar han mindes Lydigheden hos eder alle, hvorledes I modtoge ham med Frygt og Bæven.
16 Mǝn silǝrgǝ ⱨǝrbir ixta ixǝnqim kamil bolƣanliⱪidin xadlinimǝn.
Jeg glæder mig over, at jeg i alt kan lide paa eder.
