Zebur 90
1 Xudaning adimi bolghan Musaning duasi: — Ya Rebbim, Sen barliq dewrde bizge makan bolup kéliwatisen;
(En Bøn af den Guds Mand Moses.) Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt.
2 Taghlar wujudqa kelmestin burun, Sen yer we alemni shekillendürmestin burun, Ezeldin ebedgiche Tengridursen.
Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud!
3 Sen insanni tupraqqa aylandurup: — «Hey, insan baliliri, qaytinglar!» — deysen.
Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!"
4 Mana, Séning neziringde ming yil — Ötüp ketken tünügünki bir kün, Tündiki bir jésektur, xalas.
Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt.
5 Sen ademlerni su tashqinidek élip kétisen, Ular ötüp ketken bir uyqudek, Tang seherde ünüp chiqqan ot-chöpke oxshaydu —
Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror;
6 Etigende ular kökirip ünidu, Kéchisi bolsa késilip, soliship kéter.
ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.
7 Chünki biz gheziping bilen yoqaymiz, Qehring bilen dekke-dükkide qalimiz.
Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi.
8 Sen qebihliklirimizni köz aldinggha, Yoshurun qilmishlirimizni jamalingning nuri aldigha qoydung.
Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys.
9 Barliq künlirimiz dergheziping astida ötüp kétidu, Yillirimizni bir uh tartish bilenla tügitimiz.
Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk.
10 Ömrimizning yilliri yetmish yil, Maghdurimiz bar bolsa seksen yil; Biraq ularning pexri japa we bihudiliktur; Hayat tézlik bilen üzer, Mana, biz uchup kettuq.
Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted.
11 Sanga bolghan hörmet-eyminishning az-köplükige qarap hésablinidighan, Achchiqingning shidditini kim bilsun?
Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig!
12 Shunga könglimizni danaliqqa qoyushimiz üchün, Künlirimizni sanashni bizge ögetkeysen!
At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet!
13 Yénimizgha qaytqaysen, i Perwerdigar, Séni qachan’ghiche...?! Qulliringgha rehim qilghaysen!
Vend tilbage, HERRE! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere;
14 Bizni etigende özgermes muhebbiting bilen qandurghaysen; Undaqta barliq künlirimizde küylerni yangritip shadlinimiz.
mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle vore Dage.
15 Sen bizni japagha chömgen künlerge asasen, Külpetni körgen yillirimizgha asasen yene xursen qilghin!
Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt!
16 Ulugh ishliring qulliringgha körün’gey, Shanu-shewkiting ularning oghullirighimu ashkara bolghay!
Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn!
17 Perwerdigar Xudayimizning shérin merhemiti üstimizde bolghay, Qolimizning ishlirini üstimizge beriketlik qilghaysen, Berheq, qolimizning ishlirini beriketlik qilghaysen!
HERREN vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk!
