Zebur 90
1 Xudaning adimi bolghan Musaning duasi: — Ya Rebbim, Sen barliq dewrde bizge makan bolup kéliwatisen;
Herre! du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.
2 Taghlar wujudqa kelmestin burun, Sen yer we alemni shekillendürmestin burun, Ezeldin ebedgiche Tengridursen.
Før Bjergene bleve til, og du dannede Jorden og Jorderige, fra Evighed til Evighed er du Gud.
3 Sen insanni tupraqqa aylandurup: — «Hey, insan baliliri, qaytinglar!» — deysen.
Du vender det med et Menneske, at han bliver knust; og du siger: Kommer igen, I Menneskens Børn!
4 Mana, Séning neziringde ming yil — Ötüp ketken tünügünki bir kün, Tündiki bir jésektur, xalas.
Thi tusinde Aar ere for dine Øjne som den Dag i Gaar, naar den er forbigangen; og som en Nattevagt.
5 Sen ademlerni su tashqinidek élip kétisen, Ular ötüp ketken bir uyqudek, Tang seherde ünüp chiqqan ot-chöpke oxshaydu —
Du bortskyller dem, de blive som en Søvn, om Morgenen ere de som Græs, der gaar bort.
6 Etigende ular kökirip ünidu, Kéchisi bolsa késilip, soliship kéter.
Om Morgenen blomstrer det, og det gaar bort, om Aftenen afhugges det og tørres.
7 Chünki biz gheziping bilen yoqaymiz, Qehring bilen dekke-dükkide qalimiz.
Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Harme.
8 Sen qebihliklirimizni köz aldinggha, Yoshurun qilmishlirimizni jamalingning nuri aldigha qoydung.
Du har sat vore Misgerninger for dine Øjne, vor skjulte Synd for dit Ansigts Lys.
9 Barliq künlirimiz dergheziping astida ötüp kétidu, Yillirimizni bir uh tartish bilenla tügitimiz.
Thi alle vore Dage ere svundne bort i din Vrede, vi have hentæret vore Aar som en Tanke.
10 Ömrimizning yilliri yetmish yil, Maghdurimiz bar bolsa seksen yil; Biraq ularning pexri japa we bihudiliktur; Hayat tézlik bilen üzer, Mana, biz uchup kettuq.
Vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og er der Styrke, firsindstyve Aar; og deres Stolthed er Møje og Forfængelighed; thi hastelig gaar den forbi, og vi flyve derfra.
11 Sanga bolghan hörmet-eyminishning az-köplükige qarap hésablinidighan, Achchiqingning shidditini kim bilsun?
Hvo kender din Vredes Magt og din Harme, saaledes som Frygten for dig udkræver?
12 Shunga könglimizni danaliqqa qoyushimiz üchün, Künlirimizni sanashni bizge ögetkeysen!
Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Visdom i Hjertet.
13 Yénimizgha qaytqaysen, i Perwerdigar, Séni qachan’ghiche...?! Qulliringgha rehim qilghaysen!
Vend om, Herre! hvor længe —? og lad det gøre dig ondt over dine Tjenere.
14 Bizni etigende özgermes muhebbiting bilen qandurghaysen; Undaqta barliq künlirimizde küylerni yangritip shadlinimiz.
Mæt os aarle med din Miskundhed, saa ville vi synge med Fryd og være glade i alle vore Dage.
15 Sen bizni japagha chömgen künlerge asasen, Külpetni körgen yillirimizgha asasen yene xursen qilghin!
Glæd os efter de Dage, som du har plaget os, efter de Aar, som vi have set Ulykke.
16 Ulugh ishliring qulliringgha körün’gey, Shanu-shewkiting ularning oghullirighimu ashkara bolghay!
Lad din Gerning aabenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn.
17 Perwerdigar Xudayimizning shérin merhemiti üstimizde bolghay, Qolimizning ishlirini üstimizge beriketlik qilghaysen, Berheq, qolimizning ishlirini beriketlik qilghaysen!
Og Herrens, vor Guds, Livsalighed være over os, og gør du vore Hænders Gerning fast for os, ja, gør vore Hænders Gerning fast!
