Zebur 57
1 Neghmichilerning béshigha tapshurulup, «Halak qilmighaysen» dégen ahangda oqulsun dep, Dawut yazghan «Mixtam» küyi, (u Saul padishahtin qéchip, öngkürde yoshurunuwalghan chaghda yézilghan): — I Xuda, manga shepqet körsetkeysen, Manga shepqet körsetkeysen, Chünki jénim Séni panahim qildi. Mushu balayi’apet ötüp ketküche, qanatliring sayiside panah tapimen.
Til Sangmesteren; „fordærv ikke‟; af David; „et gyldent Smykke‟; der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
2 Xudagha, yeni Hemmidin Aliy Bolghuchigha, Özüm üchün hemmini orunlaydighan Tengrige nida qilimen;
Gud! vær mig naadig, vær mig naadig; thi min Sjæl forlader sig paa dig, og under dine Vingers Skygge søger jeg Ly, indtil al Ulykken er gaaet over.
3 U ershtin yardem ewetip méni qutquzidu; Manga qarap nepsi yoghinap, méni qoghlawatqanlarni U reswa qilidu; (Sélah) Xuda Öz méhir-shepqiti we heqiqitini ewetidu!
Jeg vil raabe til Gud, den Højeste, til den Gud, som udfører min Sag.
4 Jénim shirlar arisida qaldi; Men nepisi yalqun kebi bolghanlar arisida yatimen! Adem baliliri — Ularning chishliri neyze-oqlardur, Ularning tili — ötkür qilichtur!
Han skal sende fra Himmelen og frelse mig; den, som vilde opsluge mig, haaner. (Sela) Gud skal sende sin Miskundhed og sin Sandhed.
5 I Xuda, ershlerdin yuqiri ulughlan’ghaysen, Shan-sheriping yer yüzini qaplighay!
Min Sjæl er iblandt Løver, jeg maa ligge imellem dem, som sprude Ild, Menneskens Børn, hvis Tænder ere Spyd og Pile, og hvis Tunge er et skarpt Sværd.
6 Ular qedemlirimge tor qurdi; Jénim égilip ketti; Ular méning yolumgha orek kolighanidi, Lékin özliri ichige chüshüp ketti.
Gud! ophøj dig over Himlene, din Ære være over al Jorden!
7 Iradem ching, i Xuda, iradem ching; Men medhiye naxshilarni éytip, Berheq Séni küyleymen!
De stillede Garn for mine Trin, min Sjæl nedbøjede sig; de grove en Grav for mit Ansigt, de faldt selv midt i den. (Sela)
8 Oyghan, i rohim! I neghme-sazlirim, oyghan! Men seher quyashinimu oyghitimen!
Gud! mit Hjerte er trøstigt, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lege paa Harpe.
9 Men xelq-milletler arisida séni ulughlaymen, i Reb; Eller arisida Séni küyleymen!
Vaagn op, min Ære! vaagn op, Psalter og Harpe! jeg vil vække Morgenrøden.
10 Chünki özgermes muhebbiting ershlerge yetküdek ulughdur; Heqiqiting bulutlargha taqashti.
Herre! jeg vil takke dig iblandt Folkene; jeg vil lege paa Harpe for dig iblandt Folkestammer.
11 I Xuda, ershlerdin yuqiri ulughlan’ghaysen, Shan-sheriping yer yüzini qaplighay!
Thi din Miskundhed er stor indtil Himlene og din Sandhed indtil Skyerne. Gud! ophøj dig over Himlene, din Ære være over al Jorden.
