Zebur 52
1 Neghmichilerning béshigha tapshurulup oqulsun dep, Dawut yazghan «Masqil»; Édomluq Doeg Saul padishahning yénigha bérip: «Dawut Aximelekning öyige kirdi» dep ayghaqchiliq qilghandin kéyin yézilghan: — I nochi batur, Néme üchün rezillikingdin maxtinisen? Tengrining özgermes muhebbiti menggülüktur.
Til Sangmesteren; en Undervisning af David,
2 Ötkür ustira kebi, Tiling zeher chachmaqchi, U yalghanchiliq toquwatidu.
der Edomiteren Doeg kom med Underretning til Saul og sagde til ham: David er kommen i Akimeleks Hus.
3 Sen yaxshiliqning ornida yamanliqni, Heq sözleshning ornida yalghanchiliqni yaxshi körisen;
Hvorfor roser du dig af Ondskab, du vældige? Guds Miskundhed varer den ganske Dag.
4 Haman ademni nabut qilidighan sözlerni yaxshi körisen, i aldamchi til!
Paa idel Skade arbejder din Tunge, som en skærpet Ragekniv, du, som øver Svig!
5 Berheq, Tengri oxshashla séni menggüge yoqitidu; U séni tutuwalidu, yeni öz chédiringdin tartip chiqidu; Tiriklerning zéminidin séni yiltizingdin qomurup tashlaydu. (Sélah)
Du elsker ondt mere end godt, Løgn fremfor at tale Retfærdighed. (Sela)
6 Heqqaniylar buni körüp qorqushidu, We uni mesxire qilip külüp: —
Du elsker alle fordærvelige Ord, du svigefulde Tunge!
7 «Qaranglar, Xudani öz yölenchisi qilmighan adem, Peqet öz bayliqlirining köplükige tayan’ghan adem; U ach közlüki bilen küchlendi» — deydu.
Men Gud skal og nedbryde dig for evig Tid; han skal borttage dig og udrydde dig af Teltet, ja, oprykke dig med Rode af de levendes Land. (Sela)
8 Men bolsam Xudaning öyide ösken baraqsan zeytun derextekmen, Men Xudaning özgermes muhebbitige menggüge tayinimen.
Og de retfærdige skulle se det og frygte og spotte over ham og sige:
9 Men Sanga ebedil’ebed teshekkür éytimen; Chünki Sen bu ishlarni qildingsen; Mömin bendiliring aldida naminggha telmürüp kütimen; Mushundaq qilish eladur.
Se der den Mand, som ikke holdt Gud for sin Styrke, men forlod sig paa sin megen Rigdom, blev stærk ved sin Ondskab! Men jeg er som et grønt Olietræ i Guds Hus; jeg forlader mig paa Guds Miskundhed evindelig og altid. Jeg vil takke dig evindelig, thi du gjorde det; og jeg vil bie efter dit Navn — thi det er godt — i Paasyn af dine hellige.
