Zebur 38
1 Dawut yazghan küy: — (Eslime üchün) I Perwerdigar, ghezipingde tenbih bermigeysen, Qehringde méni jazalimighaysen!
En Salme af David. Lehazkir.
2 Chünki oqliring méni zeximlendürüp sanjidi, Qolung üstümdin qattiq basti.
HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme!
3 Qattiq gheziping tüpeylidin etlirimde héch saqliq yoq, Gunahim tüpeylidin ustixanlirimda aram yoqtur.
Thi dine Pile sidder i mig, din Haand har lagt sig paa mig.
4 Chünki gunahlirim boyumdin tashti; Ular kötürelmigüsiz éghir yüktek méni bésiwaldi.
Intet er karskt paa min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;
5 Exmeqliqimdin jarahetlirim sésip, shelwerep ketti.
thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.
6 Azabtin bellirim tolimu pükülüp ketti, Kün boyi ghemge pétip yürimen!
Mine Saar baade stinker og raadner, for min Daarskabs Skyld gaar jeg bøjet;
7 Chatiraqlirim otqa toldi, Etlirimning saq yéri yoqtur.
jeg er saare nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.
8 Men tolimu halsirap, ézilip kettim; Qelbimdiki azab-qayghu tüpeylidin hörkireymen.
Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt paa min Krop,
9 Reb, barliq arzuyum köz aldingdidur; Uh tartishlirim Sendin yoshurun emes;
jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vaande.
10 Yürikim jighildap, halimdin kettim; Közlirimning nuri öchti.
HERRE, du kender al min Attraa, mit Suk er ej skjult for dig;
11 Yar-buraderlirimmu méni urghan waba tüpeylidin, özlirini mendin tartti; Yéqinlirimmu mendin yiraq qachti.
mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.
12 Jénimni almaqchi bolghanlar tuzaq quridu; Manga ziyanni qestligenler zehirini chachmaqta; Ular kün boyi hiyle-mikirlerni oylimaqta.
For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjernt;
13 Lékin men gas ademdek anglimaymen, Gacha ademdek aghzimni achmaymen;
de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Raad om Fordærv, de tænker Dagen igennem paa Svig.
14 Berheq, men angliyalmaydighan gaslardek bolup qaldim; Aghzimda qilidighan reddiye-tenbih yoq.
Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej aabner sin Mund,
15 Chünki ümidimni Sen Perwerdigargha baghlidim; Reb Xudayim, Sen iltijayimgha ijabet qilisen.
som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.
16 Chünki men: — «Ular méning üstümge chiqip maxtanmighay; Bolmisa, putlirim téyilip ketkende, ular shadlinidu» — dédim men.
Thi til dig staar mit Haab, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,
17 Chünki men deldengship, tügishey dep qaldim, Azabim köz aldimdin ketmeydu.
naar jeg siger: »Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!«
18 Chünki men öz yamanliqimni iqrar qilimen; Gunahim üstide qayghurimen.
Thi jeg staar allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;
19 Lékin düshmenlirim jushqun hem küchlüktur; Qara chaplap, manga nepretlen’genlerning sani nurghundur.
thi jeg maa bekende min Skyld, maa sørge over min Synd.
20 Wapagha japa qilidighanlar bolsa, men bilen qarshilishidu; Chünki men yaxshiliqni közlep, intilimen.
Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,
21 I Perwerdigar, mendin waz kechmigeysen! I Xudayim, mendin yiraqlashmighaysen!
som lønner mig godt med ondt, som staar mig imod, fordi jeg søger det gode.
22 I Reb, méning nijatliqim, Manga chapsan yardem qilghaysen!
HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig, il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!
