Zebur 2

1 Eller némishqa chuqan salidu? Néme üchün xelqler bikardin-bikar suyiqest oylaydu?

Hvorfor fnyse Hedningerne, og grunde Folkene paa Forfængelighed?

2 Dunyadiki padishahlar sepke tizilip, Emeldarlar qara niyet eyliship, Perwerdigar we Uning Mesihi bilen qarshiliship: —

Jordens Konger rejse sig, og Fyrsterne raadslaa tilsammen imod Herren og imod hans salvede:

3 «Ularning cheklimilirini chörüwéteyli, Ularning asaretlirini buzup tashlayli!» — déyishidu.

„Lader os sønderrive deres Baand og kaste deres Reb af os!‟

4 Asmanda olturghuchi külidu, Reb ularni mazaq qilidu;

Han, som bor i Himlene, ler; Herren spotter dem.

5 Hem achchiqida ulargha sözlep, Qehri bilen ularni wehimige sélip: —

Da skal han tale til dem i sin Vrede og forfærde dem i sin Harme:

6 «Özüm bolsam Zionda, yeni muqeddes téghimda, Özüm mesih qilghan padishahni tiklidim».

„Jeg har dog indsat min Konge over Zion, mit hellige Bjerg.‟

7 «Men [ershtiki] permanni jakarlaymenki, Perwerdigar manga: — «Sen Méning oghlum; Özüm séni bügünki künde tughuldurdum;

Jeg vil fortælle om et beskikket Raad; Herren sagde til mig: Du er min Søn; jeg fødte dig i Dag.

8 Mendin sora, Men sanga miras bolushqa ellerni, Teelluqung bolushqa yer yüzini chet-chetlirigiche bérimen;

Begær af mig, saa vil jeg give dig Hedningerne til din Arv og Jordens Grænser til din Ejendom.

9 Sen tömür tayaq bilen ularni bitchit qiliwétisen; Sapal chinini kukum-talqan qilghandek, sen ularni pare-pare qiliwétisen» — dédi».

Du skal sønderslaa dem med et Jernspir, ligesom Pottemagerkar skal du sønderbryde dem.

10 Emdi, hey padishahlar, eqildar bolunglar! Jahandiki soraqchilar sawaq élinglar;

Og nu, I Konger, handler klogelig! lader eder undervise, I Dommere paa Jorden!

11 Perwerdigardin qorqush bilen uning xizmitide bolunglar; Titrek ichide xushallininglar!

Tjener Herren med Frygt og fryder eder med Bæven!

12 Oghulning ghezipining qozghalmasliqi üchün, Uni söyünglar; Chünki uning ghezipi sella qaynisa, Yolunglardila halak bolisiler; Uninggha tayan’ghanlar neqeder bextliktur!

Kysser Sønnen, at han ikke bliver vred, og I skulle omkomme paa Vejen; thi om et lidet vil hans Vrede optændes; salige alle de, som forlade sig paa ham!