< Zebur 17 >

1 Dawutning duasi: — Heqqaniy telepni angla, i Perwerdigar, méning nidayimgha köngül qoyghin; Méning duayimgha qulaq salghin, U yalghanchi lewlerdin chiqqan emes.
En Bøn af David. Herre! hør Retfærdighed, giv Agt paa mit Raab, vend Øren til min Bøn, som ikke sker med svigefulde Læber.
2 Huzurungdin hökümüm chiqirilghay! Közüng néme durus ikenlikini perq etkey!
Lad min Ret udgaa fra dit Ansigt; lad dine Øjne beskue Retskaffenhed.
3 Sen méning qelbimni sinighansen, Sen kéchidimu manga yéqinliship közetting; Sen méni tawlap közüngdin kechürdingsen, Méningdin héchbir sewenlik tapalmiding; Könglümde: Aghzim itaetsizlik qilmisun! — dep niyet qildim.
Du prøvede mit Hjerte, du besøgte det om Natten, du smeltede mig: Du fandt intet; jeg tænkte, min Mund skal ikke overtræde.
4 Adem balilirining hayattiki ishlirida, Lewliringdin chiqqan sözler bilen zorawanlarning yolliridin özümni néri qildim.
Med Hensyn paa Menneskenes Gerninger, da har jeg vogtet mig for Røveres Stier efter dine Læbers Ord.
5 Méning qedemlirim yolliringdin chiqmighan, Putlirim téyilip ketmigen.
Mine Skridt holdt sig paa dine Veje, mine Trin rokkedes ikke.
6 Men Sanga iltija qildim, Chünki tileklirimni ijabet qilisen, i Tengrim; Manga qulaq salghin, Sözlirimni anglighin.
Jeg raaber til dig; thi du, Gud! bønhører mig; bøj dit Øre til mig, hør min Tale!
7 I, Özüngge tayan’ghanlarni qarshi chiqquchilardin ong qolung bilen Qutquzghuchi, Karametliringni körsitip, özgermes muhebbitingni ayan qilghaysen!
Bevis din underfulde Miskundhed, du, som med din højre Haand frelser dem, som tro, fra Modstanderne.
8 Méni köz qarichuqungdek saqlighaysen; Qanatliring sayiside méni yoshurghaysen;
Bevar mig som Øjestenen, Øjets Datter, skjul mig under dine Vingers Skygge
9 Méni bulimaqchi bolghan rezil ademlerdin, Méni qorshiwalghan esheddiy küshendilirimdin yoshurghin;
for de ugudeliges Ansigt, som ødelægge mig, for min Sjæls Fjender, som omringe mig.
10 Ularning baghrini may qaplap, qétip ketken; Ularning éghizliri tekebburlarche sözleydu;
De lukke deres Hjerte til, de tale med deres Mund af Hovmod.
11 Ular yolimizni toriwélip, Bizni yerge urushqa közini alaytip,
Hvor vi gaa, have de nu omringet os; deres Øjemed er, at vi maa glide paa Jorden.
12 Oljigha ach közlük bilen tikilgen shirdek, Yoshurun jaylarda marap yüridighan yash shirdektur.
Han er lig en Løve, der higer efter Rov, og lig en ung Løve, der sidder i Skjul.
13 Ornungdin turghaysen, i Perwerdigar, Uning yolini tosup, yer bilen yeksan qilghaysen, Jénimni rezil ademdin qutquzghin, qiliching bilen;
Herre! staa op, forekom ham, bøj ham; frels min Sjæl fra den ugudelige ved dit Sværd,
14 [Méni] Öz qolung bilen kishilerdin, Yeni mushu dewrdiki kishilerdin qutquzghin; Ularning nésiwisi bolsa mushu dunyadiladur; Sen ularning qarnini németliring bilen toldurisen; Ularning köngli perzentliri bilen qandi, Balilirigha bayliqlirini qalduridu.
fra Folk ved din Haand; Herre! fra Verdens Folk, som have deres Del i Livet, øg hvis Bug du fylder med dine Skatte; deres Børn mættes, og det, som de have tilovers, efterlade de til deres spæde Børn.
15 Men bolsam, heqqaniyliqta yüzüngge qarighuchi bolimen; Oyghan’ghinimda, Séning didaringdin söyünimen!
Men jeg skal beskue dit Ansigt i Retfærdighed; jeg skal mættes ved din Skikkelse, naar jeg opvaagner.

< Zebur 17 >