Zebur 137

1 Babildiki derya-ériqlar boyida biz olturduq; Zionni esliginimizde, berheq yigha kötürduq;

Ved Babels Floder, der sad vi og græd, naar Zion randt os i Hu.

2 Chiltarimizni arisidiki sögetlerge ésip qoyduq.

Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

3 Chünki bizni sürgün qilghanlar bizdin naxsha telep qildi; Bizni zarlatquchilar bizdin tamasha telep qilip: — «Hey, Zion naxshiliridin birni bizge éytqina» — déyishti.

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: »Syng os af Zions Sange!«

4 Yaqa yurtta turup Perwerdigarning naxshisini qandaqmu éytayli?

Hvor kan vi synge HERRENS Sange paa fremmed Grund?

5 Ey Yérusalém, men séni untusam, Ong qolum [maharitini] untusun!

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

6 Séni eslimisem, — Yérusalémni eng chong xursenlikimdin ewzel körmisem — Tilim tanglayimgha chapliship qalsun!

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

7 I Perwerdigar, Édom baliliridin hésab alghanda, Yérusalémning béshigha chüshken künini yadinggha keltürgeysen; Chünki ular: «Uni yer bilen yeksan qilinglar, Ulighiche yer bilen yeksan qilinglar!» déyishti.

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de raabte: »Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!«

8 I bulinish aldida turghan Babil qizi, Bizge qilghan qilmishliringni özüngge qayturghuchi bextliktur!

Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

9 Bowaqliringni élip tashqa atquchi kishi bextliktur!

Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!