Zebur 137

1 Babildiki derya-ériqlar boyida biz olturduq; Zionni esliginimizde, berheq yigha kötürduq;

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 Chiltarimizni arisidiki sögetlerge ésip qoyduq.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 Chünki bizni sürgün qilghanlar bizdin naxsha telep qildi; Bizni zarlatquchilar bizdin tamasha telep qilip: — «Hey, Zion naxshiliridin birni bizge éytqina» — déyishti.

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

4 Yaqa yurtta turup Perwerdigarning naxshisini qandaqmu éytayli?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 Ey Yérusalém, men séni untusam, Ong qolum [maharitini] untusun!

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 Séni eslimisem, — Yérusalémni eng chong xursenlikimdin ewzel körmisem — Tilim tanglayimgha chapliship qalsun!

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 I Perwerdigar, Édom baliliridin hésab alghanda, Yérusalémning béshigha chüshken künini yadinggha keltürgeysen; Chünki ular: «Uni yer bilen yeksan qilinglar, Ulighiche yer bilen yeksan qilinglar!» déyishti.

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

8 I bulinish aldida turghan Babil qizi, Bizge qilghan qilmishliringni özüngge qayturghuchi bextliktur!

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 Bowaqliringni élip tashqa atquchi kishi bextliktur!

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.