Zebur 12

1 Neghmichilerning béshigha tapshurulup, shéminit bilen oqulsun dep, Dawut yazghan küy: — Qutquzghaysen, Perwerdigar, chünki ixlasmen adem tügep ketti; Ademler arisidin sadiq möminler ghayip boldi.

(Til sangmesteren. Efter den ottende. En salme af David.) HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;

2 Herbirsi öz yéqinlirigha yalghan éytidu; Xushametchi lewlerde, aliköngüllük bilen sözlishidu.

de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.

3 Perwerdigar barliq xushametchi lewlerni, Hakawurlarche sözleydighan tilni késiwetkey!

Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,

4 Ular: «Tilimiz bilen ghelibe qilimiz; Lewlirimiz bolsa özimizningkidur; Kim bizge Reb bolalisun?» — deydu.

dem, som siger: "Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?"

5 «Ézilgüchi ajizlarni basqan zulum wejidin, Miskinlerning ahuzarliri wejidin, Hazirla ornumdin turay» — deydu Perwerdigar, «Men ulargha, ular zariqip kütken azadliqni yetküzimen».

"For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger HERREN, "jeg frelser den, som man blæser ad."

6 Perwerdigarning sözliri bolsa sap sözlerdur; Ular yette qétim saplashturulghan, Sapal qazanda tawlan’ghan kümüshtektur.

HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.

7 Sen Perwerdigar, ularni saqlaysen; Sen [möminlerni] mushu dewrdin menggüge qoghdaysen;

HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.

8 [Chünki] rezil ademler heryanda ghadiyip yürüshidu, Peskeshlik insan baliliri arisida aliyjanabliq dep maxtalmaqta!

De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.