Zebur 104
1 Perwerdigargha teshekkür-medhiye qaytur, i jénim! I Perwerdigar Xudayim, intayin ulughsen; Shanu-shewket we heywet bilen kiyin’gensen;
Min sjæl, lov HERREN! HERRE min Gud, du er saare stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
2 Libas bilen pürken’gendek yoruqluqqa pürken’gensen, Asmanlarni chédir perdisi kebi yayghansen.
hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
3 U yuqiriqi rawaqlirining limlirini sulargha ornatqan, Bulutlarni jeng harwisi qilip, Shamal qanatliri üstide mangidu;
du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem paa Vindens Vinger;
4 U perishtilirini shamallar, Xizmetkarlirini ot yalquni qilidu.
Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
5 Yerni U ulliri üstige ornatqan; U esla tewrinip ketmeydu.
Du fæsted Jorden paa dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
6 Libas bilen oralghandek, uni chongqur déngizlar bilen orighansen, Sular taghlar choqqiliri üstide turdi.
Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
7 Séning tenbihing bilen sular beder qachti, Güldürmamangning sadasidin ular tézdin yandi;
For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
8 Taghlar örlep chiqti, Wadilar chüshüp ketti, [Sular] Sen békitken jaygha chüshüp ketti.
for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
9 Ular téship, yerni yene qaplimisun dep, Sen ulargha cheklime qoyghansen.
du satte en Grænse, de ej kommer over, saa de ikke igen skal tilhylle Jorden.
10 [Tengri] wadilarda bulaqlarni échip urghutidu, Suliri taghlar arisida aqidu.
Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
11 Daladiki herbir janiwargha ussuluq béridu, Yawayi éshekler ussuzluqini qanduridu.
de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
12 Köktiki qushlar ularning boyida qonidu, Derex shaxliri arisida sayraydu.
over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
13 U yuqiridiki rawaqliridin taghlarni sughiridu; Yer Séning yasighanliringning méwiliridin qandurulidu!
Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
14 U mallar üchün ot-chöplerni, Insanlar üchün köktatlarni östüridu, Shundaqla nanni yerdin chiqiridu;
du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, saa du frembringer Brød af Jorden
15 Ademning könglini xush qilidighan sharabni, Insan yüzini parqiritidighan mayni chiqiridu; Insanning yürikige nan bilen quwwet béridu;
og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
16 Perwerdigarning derexliri, Yeni Özi tikken Liwan kédir derexliri [su ichip] qanaetlinidu.
HERRENS Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
17 Ene ashular arisigha qushlar uwa yasaydu, Leylek bolsa, archa derexlirini makan qilidu.
hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
18 Égiz choqqilar tagh öchkilirining, Tik yarlar sughurlarning panahi bolidu.
Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
19 Pesillerni békitmek üchün U ayni yaratti, Quyash bolsa pétishini bilidu.
Du skabte Maanen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
20 Sen qarangghuluq chüshürisen, tün bolidu; Ormandiki janiwarlarning hemmisi uningda shipir-shipir kézip yüridu.
du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
21 Arslanlar olja izdep hörkireydu, Tengridin ozuq-tülük sorishidu;
de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
22 Quyash chiqipla, ular chékinidu, Qaytip kirip uwilirida yatidu.
De sniger sig bort, naar Sol staar op, og lægger sig i deres Huler;
23 Insan bolsa öz ishigha chiqidu, Ta kechkiche méhnette bolidu.
Mennesket gaar til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder paa.
24 I Perwerdigar, yasighan herxil nersiliring neqeder köptur! Hemmisini hékmet bilen yaratqansen, Yer yüzi ijat-bayliqliring bilen toldi.
Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
25 Ene büyük bipayan déngiz turidu! Uningda san-sanaqsiz ghuzh-ghuzh janiwarlar, Chong we kichik haywanlar bar.
Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, baade smaa og store;
26 Shu yerde kémiler qatnaydu, Uningda oynaqlisun dep sen yasighan léwiatanmu bar;
Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
27 Waqtida ozuq-tülük bergin dep, Bularning hemmisi Sanga qaraydu.
De bier alle paa dig, at du skal give dem Føde i Tide;
28 Ulargha berginingde, tériwalidu, Qolungni achqiningdila, ular nazunémetlerge toyidu.
du giver dem den, og de sanker, du aabner din Haand, og de mættes med godt.
29 Yüzüngni yoshursang, ular dekke-dükkige chüshidu, Rohlirini alsang, ular jan üzüp, Yene tupraqqa qaytidu.
Du skjuler dit Aasyn, og de forfærdes; du tager deres Aand, og de dør og vender tilbage til Støvet;
30 Rohingni ewetkiningde, ular yaritilidu, Yer-yüzi yéngi [bir dewr bilen] almishidu.
du sender din Aand, og de skabes, Jordens Aasyn fornyer du.
31 Perwerdigarning shan-shöhriti ebediydur, Perwerdigar Öz yaratqanliridin xursen bolidu.
HERRENS Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
32 U yerge baqqinida, yer titreydu, Taghlargha tegkinide, ular tütün chiqiridu.
Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger.
33 Hayatla bolidikenmen, Perwerdigargha naxsha éytimen; Wujudum bolsila Xudayimni küyleymen.
Jeg vil synge for HERREN, saa længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
34 U sürgen oy-xiyallirimdin söyünse! Perwerdigarda xushallinimen!
Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
35 Gunahkarlar yer yüzidin tügitilidu, Reziller yoq bolidu. I jénim, Perwerdigargha teshekkür-medhiye qaytur! Hemdusana!
Maatte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!
