Ayup 29
1 Ayup bayanini dawamlashturup mundaq dédi: —
Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 «Ah, ehwalim ilgiriki aylardikidek bolsidi, Tengri mendin xewer alghan künlerdikidek bolsidi!
Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
3 U chaghda Uning chirighi béshimgha nur chachqan, Uning yoruqluqi bilen qarangghuluqtin ötüp ketken bolattim!
da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
4 Bu ishlar men qiran waqtimda, Yeni Tengri chédirimda manga sirdash [dost] bolghan waqitta bolghanidi!
som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
5 Hemmige Qadir men bilen bille bolghan, Méning yash balilirim etrapimda bolghan;
da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
6 Méning basqan qedemlirim sériq maygha chömülgen; Yénimdiki tash men üchün zeytun may deryasi bolup aqqan;
da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
7 Sheher derwazisigha chiqqan waqtimda, Keng meydanda ornum teyyarlan’ghanda,
da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.
8 Yashlar méni körüpla eyminip özlirini chetke alatti, Qérilar bolsa ornidin turatti,
Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,
9 Shahzadilermu geptin toxtap, Qoli bilen aghzini étiwalatti.
Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,
10 Aqsöngeklermu tinchlinip, Tilini tangliyigha chapliwalatti.
Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
11 Qulaq sözümni anglisila, manga bext tileytti, Köz méni körsila manga yaxshi guwahliq béretti.
Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.
12 Chünki men manga himaye bol dep yélin’ghan ézilgüchilerni, Panahsiz qalghan yétim-yésirlarnimu qutquzup turattim.
Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
13 Halak bolay dégen kishi manga bext tileytti; Men tul xotunning könglini shadlandurup naxsha yangratquzattim.
den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
14 Men heqqaniyliqni ton qilip kiyiwaldim, U méni öz gewdisi qildi. Adaletlikim manga yépincha hem selle bolghan.
jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
15 Men korgha köz bolattim, Tokurgha put bolattim.
Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
16 Yoqsullargha ata bolattim, Manga natonush kishining dewasinimu tekshürüp chiqattim.
jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
17 Men adaletsizning hinggayghan chishlirini chéqip tashlayttim, Oljisini chishliridin élip kétettim.
den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
18 Hem: «Méning künlirim qumdek köp bolup, Öz uwamda rahet ichide ölimen» deyttim;
Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;
19 Hem: «Yiltizim sularghiche tartilip baridu, Shebnem pütün kéchiche shéximgha chapliship yatidu;
min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
20 Shöhritim herdaim mende yéngilinip turidu, Qolumdiki oqyayim herdaim yéngi bolup turidu» deyttim.
min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
21 Ademler manga qulaq salatti, kütüp turatti; Nesihetlirini anglay dep süküt ichide turatti.
Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;
22 Men gep qilghandin kéyin ular qayta gep qilmaytti, Sözlirim ularning üstige shebnem bolup chüshetti.
ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;
23 Ular yamghurlarni kütkendek méni kütetti, Kishiler [waqtida yaghqan] «kéyinki yamghur»ni qarshi alghandek sözlirimni aghzini échip ichetti!
de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.
24 Ümidsizlen’ginide men ulargha qarap külümsireyttim, Yüzümdiki nurni ular yerge chüshurmeytti.
Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.
25 Men ulargha yolini tallap körsitip bérettim, Ularning arisida kattiwash bolup olturattim, Qoshunliri arisida turghan padishahdek yashayttim, Biraq buning bilen matem tutidighanlargha teselli yetküzgüchimu bolattim».
Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
