< 2 до коринтян 1 >

1 Павло, з волі Божої апо́стол Христа Ісуса, та брат Тимофій, до Божої Церкви в Коринті, з усіма́ святими в ці́лій Аха́ї, —
Paulus, ved Guds Villie Kristi Jesu Apostel, og Broderen Timotheus til Guds Menighed, som er i Korinth, tillige med alle de hellige, som ere i hele Akaja:
2 благода́ть вам і мир від Бога Отця нашого й Господа Ісуса Христа!
Naade være med eder og Fred fra Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus!
3 Благословенний Бог і Отець Господа нашого Ісуса Христа, Отець милосердя й Бог потіхи всілякої,
Lovet være Gud og vor Herres Jesu Kristi Fader, Barmhjertighedens Fader og al Trøsts Gud,
4 що в усякій скорбо́ті Він нас потішає, щоб змогли потішати й ми тих, що в усякій скорбо́ті знахо́дяться, тією потіхою, якою потішує Бог нас самих.
som trøster os under al vor Trængsel, for at vi maa kunne trøste dem, som ere i alle Haande Trængsel, med den Trøst, hvormed vi selv trøstes af Gud!
5 Бо поскільки намно́жуються в нас терпіння Христові, — так через Христа й поті́шення наше намножується.
Thi ligesom Kristi Lidelser komme rigeligt over os, saaledes bliver ogsaa vor Trøst rigelig ved Kristus.
6 Бо як те́рпимо скорбо́ти, то на вашу потіху й спасі́ння; коли потішаємось, то на вашу потіху в терпінні тих самих стражда́нь, які те́рпимо й ми.
Men hvad enten vi lide Trængsel, sker det til eders Trøst og Frelse, eller vi trøstes, sker det til eders Trøst, som viser sin Kraft i, at I udholde de samme Lidelser, som ogsaa vi lide; og vort Haab om eder er fast,
7 А наша надія певна про вас, бо ми знаємо, що ви спільники як у терпіннях, так само і в потісі.
efterdi vi vide, at ligesom I ere delagtige i Lidelserne, saaledes ere I det ogsaa i Trøsten.
8 Бо не хочемо, браття, щоб не відали ви про нашу скорбо́ту, що в Азії трапилась нам, бо над міру й над силу були́ ми обтяжені, так що ми не наді́ялися навіть жити.
Thi vi ville ikke, Brødre! at I skulle være uvidende om den Trængsel, som kom over os i Asien, at vi bleve overvættes besværede, over Evne, saa at vi endog mistvivlede om Livet.
9 Та самі ми в собі мали при́суд на смерть, щоб нам не покладати надії на себе, а на Бога, що воскрешує мертвих,
Ja, selv have vi hos os selv faaet det Svar: „Døden”, for at vi ikke skulde forlade os paa os selv, men paa Gud, som oprejser de døde,
10 що від смерти такої нас визволив і визволяє, і на Нього й поклада́ємося, що й ще визволить Він,
han, som friede os ud af saa stor en Dødsfare og vil fri os, til hvem vi have sat vort Haab, at han ogsaa fremdeles vil fri os,
11 як поможете ра́зом і ви молитвою за нас, щоб за дар ласки, що нам виявлений багатьма́, багато-хто дяку складали за нас.
idet ogsaa I komme os til Hjælp med Bøn for os, for at der fra mange Munde maa blive rigeligt takket for os, for den Naade, som er bevist os.
12 Бо це нам хвала́, — сві́дчення нашого сумління, що в святості й чистості Божій, не в тілесній мудрості, але в Божій благода́ті жили́ ми на світі, особливо ж у вас.
Thi dette er vor Ros, vor Samvittigheds Vidnesbyrd, at i Guds Hellighed og Renhed, ikke i kødelig Visdom, men i Guds Naade have vi færdedes i Verden, men mest hos eder.
13 Бо іншого вам ми не пишемо, тільки те, що читаєте та розумієте, а сподіва́юсь, що ви й до кінця зрозумієте,
Thi vi skrive eder ikke andet til end det, som I læse eller ogsaa erkende; men jeg haaber, at I indtil Enden skulle erkende,
14 як части́нно нас ви й зрозуміли, що ми вам похвала́, як і ви нам, у день Господа нашого Ісуса.
ligesom I ogsaa til Dels have erkendt om os, at vi ere eders Ros, ligesom I ere vor, paa den Herres Jesu Dag.
15 І з певністю цією хотів я давніше прибути до вас, щоб мали ви благода́ть удру́ге,
Og i Tillid hertil havde jeg i Sinde at komme først til eder, for at I skulde faa Naade to Gange,
16 і через вас перейти в Македонію, а з Македонії зно́ву прибути до вас, а ви щоб в Юдею мене відпрова́дили.
og om ad eder at drage til Makedonien og atter fra Makedonien at komme til eder og blive befordret videre af eder til Judæa.
17 Маючи за́дум такий, чи я чини́в легковажно? Чи те, що заду́мую, за тілом задумую, щоб було в мене і „Так, так“, і „Ні, ні?“
Naar jeg nu havde dette i Sinde, mon jeg da saa handlede i Letsindighed? Eller hvad jeg beslutter, beslutter jeg det efter Kødet, for at der hos mig skal være Ja, Ja og Nej, Nej?
18 Але вірний Бог, що наше слово до вас не було „Так“і „Ні“.
Saa sandt Gud er trofast, er vor Tale til eder ikke Ja og Nej.
19 Бо Син Божий Ісус Христос, що ми Його вам проповідували, я й Силуа́н, і Тимофій, не був „Так“і „Ні“, але в Нім було „Так“.
Thi Guds Søn, Kristus Jesus, som blev prædiket iblandt eder ved os, ved mig og Silvanus og Timotheus, han blev ikke Ja og Nej, men Ja er vorden i ham.
20 Скільки бо Божих обі́тниць, то в Ньому „Так“, і в Ньому „Амінь“, — Богові на славу через нас.
Thi saa mange som Guds Forjættelser ere, i ham have de deres Ja; derfor faa de ogsaa ved ham deres Amen, Gud til Ære ved os.
21 А Той, Хто нас із вами в Христа утверджує, і Хто нас намасти́в, — то Бог,
Men den, som holder os med eder fast til Kristus og salvede os, er Gud,
22 Який і запечатав нас, і в наші серця дав завда́ток Духа.
som ogsaa beseglede os og gav os Aandens Pant i vore Hjerter.
23 А я кличу Бога на свідка на душу мою, що я, щадячи́ вас, не прийшов у Кори́нт дотепе́р,
Men jeg kalder Gud til Vidne over min Sjæl paa, at det var for at skaane eder, at jeg ikke igen kom til Korinth.
24 не тому́, ніби ми беремо́ вла́ду над вашою вірою, але вашої радости помічники ми, — бо ви всто́яли вірою!
Ikke at vi ere Herrer over eders Tro, men vi ere Medarbejdere paa eders Glæde; thi i Troen staa I.

< 2 до коринтян 1 >