Nnwom 78

1 Asaf dwom. Ao me nkurɔfoɔ, montie me nkyerɛkyerɛ; monyɛ aso mma mʼanomu nsɛm.

Mit Folk! vend dine Øren til min Lære, bøjer eders Øren til min Munds Tale!

2 Mɛkasa wɔ abɛbuo mu, mɛka ahintasɛm, teteete nneɛma no,

Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde mørke Taler fra fordums Tid,

3 nneɛma a yɛate na yɛahunu; nneɛma a yɛn agyanom aka ho asɛm akyerɛ yɛn.

dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os.

4 Yɛremfa nkame wɔn mma; yɛbɛka akyerɛ nkyirimma; Awurade nneyɛɛ a ɛfata nkamfo no, ne tumi ne anwanwadeɛ a wayɛ no.

Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde Herrens megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort.

5 Ɔyɛɛ ahyɛdeɛ maa Yakob na ɔyɛɛ mmara wɔ Israel, deɛ ɔhyɛɛ yɛn nananom sɛ wɔnkyerɛ wɔn mma,

Han oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hvilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn,

6 sɛdeɛ ɛbɛyɛ a, nkyirimma bɛsua mpo mmɔfra a wɔnnya nwoo wɔn, na wɔn nso akyerɛkyerɛ wɔn mma.

paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn,

7 Afei wɔde wɔn ho bɛto Onyankopɔn so, na wɔn werɛ remfiri ne nneyɛɛ, na wɔbɛdi nʼahyɛdeɛ so.

og at de maatte sætte deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud;

8 Wɔrenyɛ sɛ wɔn nananom, a na wɔyɛ asoɔdenfoɔ ne atuatefoɔ, wɔn a wɔn akoma mu wɔnni Onyankopɔn nokorɛ na woyɛ honhom mu atorofoɔ ma noɔ no.

og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud.

9 Ɛwom sɛ na Efraim mmarima kurakura agyan, nanso ɔko da no, wɔdwaneeɛ;

Efraims Børn vare rustede Bueskytter, men svigtede paa Stridens Dag.

10 Wɔanni Onyankopɔn apam no so wɔampɛ sɛ wɔdi ne mmara no so.

De holdt ikke Guds Pagt og vægrede sig ved at vandre i hans Lov.

11 Wɔn werɛ firii deɛ wayɛ, anwanwadeɛ a wayɛ akyerɛ wɔn no.

Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se.

12 Ɔyɛɛ anwanwadeɛ wɔ wɔn nananom anim wɔ Soan mantam a ɛwɔ Misraim asase so.

For deres Fædre havde han gjort Undere i Ægyptens Land, paa Zoans Mark.

13 Ɔkyɛɛ ɛpo mu na ɔde wɔn faa mu. Ɔmaa nsuo no gyinaa sɛ afasuo.

Han adskilte Havet og lod dem gaa igennem og optaarnede Vandet som en Dynge.

14 Ɔde omununkum dii wɔn anim awia na ɔde ogyadum dii wɔn anim anadwo nyinaa.

Og han ledede dem om Dagen ved Skyen og den ganske Nat ved Ildens Lys.

15 Ɔpaee ɔbotan mu wɔ ɛserɛ so, na ɔmaa wɔn nsuo a ɛdɔɔso sɛ ɛpo;

Han kløvede Klipper i Ørken og gav dem at drikke som af store Dyb.

16 Ɔmaa asutire firii abotan mu na ɔmaa nsuo tenee sɛ nsubɔntene.

Og han lod Bække strømme frem af Klippen og lod Vand rinde ned som Floder.

17 Nanso, wɔkɔɔ so yɛɛ bɔne tiaa no, wɔsɔre tiaa Ɔsorosoroni no wɔ ɛserɛ no so.

Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at være genstridige imod den Højeste i Ørken.

18 Wɔboapa sɔɔ Onyankopɔn hwɛeɛ; wɔbisaa aduane a wɔpɛ.

Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst.

19 Wɔkasa tiaa Onyankopɔn sɛ, “Onyankopɔn bɛtumi ato ɛpono wɔ ɛserɛ so anaa?

Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken?

20 Ɔde adeɛ bɔɔ ɔbotan mu no, nsuo to firi mu baeɛ, na nsuwa bebree tenee hɔ. Na ɔbɛtumi ama yɛn aduane nso? Ɔbɛtumi ama ne nkurɔfoɔ ɛnam anaa?”

Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk?

21 Ɛberɛ a Awurade tee deɛ wɔreka no, ne bo fuu yie; ne ogya bɛguu Yakob so, na nʼabufuhyeɛ sɔre tiaa Israel,

Derfor, da Herren hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optændtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel,

22 ɛfiri sɛ, na wɔnni Onyankopɔn mu gyidie anaasɛ ne nkwagyeɛ mu ahotosoɔ.

fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse.

23 Nanso, ɔkasa kyerɛɛ ɔsoro ɔhyɛ so; na ɔbuee ɔsorosoro apono.

Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre.

24 Ɔtɔɔ mana firi soro maa nnipa no sɛ wonni, ɔmaa wɔn ɔsoro aduane.

Og han lod Man regne paa dem til at æde og gav dem Himmelkorn.

25 Nnipa dii abɔfoɔ aduane; ɔmaa wɔn aduane a wɔbɛtumi adi nyinaa.

Hver aad de stærkes Brød; han sendte dem Mad til Mættelse.

26 Ɔmaa apueeɛ mframa bɔ firii sorosoro, na ɔde ne tumi bɔɔ atɔeɛ mframa.

Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke.

27 Ɔtoo ɛnam sɛ mfuturo guu wɔn so, nnomaa a wɔtu bebree sɛ mpoano anwea.

Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand.

28 Ɔma wɔbaa fam kɔɔ wɔn atenaeɛ, ne wɔn ntomadan ho nyinaa.

Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger.

29 Wɔdidi maa aduane no boroo wɔn so ɛfiri sɛ ɔmaa wɔn deɛ wɔhwehwɛ.

Og de aade og bleve saare mætte; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til.

30 Nanso ansa na wɔbɛfiri aduane a wɔhwehwɛeɛ no ho, ɛberɛ a ɛhyehyɛ wɔn anomu mpo no,

De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund:

31 Onyankopɔn abufuo sɔree wɔn so; ɔkum ahoɔdenfoɔ a wɔwɔ wɔn mu twitwaa Israel mmeranteɛ guiɛ.

Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog nogle iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel.

32 Yeinom nyinaa akyi, wɔkɔɔ so yɛɛ bɔne; nʼanwanwadeɛ akyi no, wɔannye anni.

Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger.

33 Enti, ɔtwaa wɔn nna so te sɛ ahuro yɛɛ wɔn mfeɛ awieeɛ huhuuhu.

Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse.

34 Ɛberɛ biara a Onyankopɔn bɛkum wɔn no, wɔhwehwɛɛ no, na wɔpere wɔn ho sane baa ne nkyɛn.

Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle.

35 Wɔkaee sɛ Onyankopɔn yɛ wɔn botan, sɛ Ɔsorosoro Onyankopɔn no yɛ wɔn Gyefoɔ.

Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser.

36 Nanso, wɔde wɔn ano bɛdaadaa no, na wɔde wɔn tɛkrɛma twaa atorɔ kyerɛɛ no;

Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger.

37 wɔn akoma anni no nokorɛ, na wɔanni nʼapam no so.

Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt.

38 Nanso na ɔyɛ ahummɔborɔ; ɔde wɔn amumuyɛ kyɛɛ wɔn a wansɛe wɔn. Mpɛn bebree ɔtwentwɛnee nʼabufuo so na wanhwie nʼabufuhyeɛ nyinaa.

Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem.

39 Ɔkaee sɛ wɔyɛ ɔhonam ara kwa, mframa bi a ɛbɔ twam na ɛnsane nʼakyi.

Og han kom i Hu, at de vare Kød, et Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage.

40 Mpɛn ahe na wɔansɔre antia no wɔ ɛserɛ no so hɔ, na mpɛn ahe na wɔamma ne werɛ anho wɔ asase wesee no so?

Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder.

41 Wɔsɔɔ Onyankopɔn hwɛeɛ ɛberɛ biara; na wɔyii Israel Ɔkronkronni no abufuo.

Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel.

42 Wɔn werɛ firii ne tumi no, ɛda a ɔgyee wɔn firii wɔn nhyɛsofoɔ nsam no,

De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød;

43 ɛda a ɔyɛɛ nsɛnkyerɛnneɛ nwanwasoɔ wɔ Misraim no ne nʼanwanwadeɛ wɔ Soan mantam mu no.

da han satte sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Mark;

44 Ɔmaa wɔn nsubɔntene danee mogya; wɔantumi annom wɔn asutene mu nsuo.

da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem;

45 Ɔmaa nwansenadɔm baa wɔn so bɛhaa wɔn na mponkyerɛne nso bɛsɛee wɔn asase.

og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse;

46 Ɔmaa mmɛbɛ bɛdii wɔn mfuo so aduane na ɔde wɔn mfudeɛ nso maa ntutummɛ.

og han gav Kornormen deres Grøde og Græshoppen deres Arbejde;

47 Ɔde asukɔtweaa sɛee wɔn bobe na ɔde nsukyeneeɛ sɛee wɔn ankye nnua.

han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker;

48 Ɔde sukyerɛmma kumm wɔn anantwie ɔde anyinam kumm wɔn nyɛmmoa.

og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene;

49 Ɔhwiee nʼabufuhyeɛ guu wɔn so, abufuo, anibereɛ ne ahohia; abɔfoɔ asɛefoɔ kuo no.

han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud;

50 Ɔbɔɔ ɛkwan maa nʼabufuo; na wamfa wɔn nkwa ankyɛre wɔn mmom ɔde wɔn maa ɔyaredɔm.

han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten;

51 Ɔkunkumm Misraimfoɔ mmakan nyinaa, Ham ntomadan mu nnipa mu abakan.

og han slog alle førstefødte i Ægypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte;

52 Nanso ɔyii ne nkurɔfoɔ firii mu sɛ nnwankuo; ɔdii wɔn anim sɛ nnwan wɔ ɛserɛ no so.

men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden;

53 Ɔdii wɔn anim dwoodwoo, enti wɔansuro; nanso wɔn atamfoɔ deɛ, ɛpo asorɔkye bu faa wɔn so.

og han ledede dem tryggelig, at de ikke flygtede; men Havet skjulte deres Fjender.

54 Sei na ɔyɛ de wɔn baa nʼasase kronkron no ahyeɛ so, bepɔ asase a ɔde ne nsa nifa gyeeɛ no.

Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans højre Haand havde forhvervet;

55 Ɔpamoo amanaman a wɔwɔ wɔn anim no na ɔkyekyɛɛ wɔn nsase no mu maa wɔn sɛ wɔn agyapadeɛ; ɔbɔɔ Israel mmusuakuo no atenaseɛ wɔ wɔn afie mu.

og han uddrev Hedningerne for deres Ansigt og lod disses Land tilfalde dem som Arvedel; og han lod Israels Stammer bo i deres Telte.

56 Nanso wɔsɔɔ Onyankopɔn hwɛeɛ na wɔsɔre tiaa Ɔsorosoroni no; na wɔanni ne mmara so.

Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd.

57 Wɔyɛɛ sɛ wɔn agyanom, wɔanni nokorɛ na wɔannya gyidie, ahotosoɔ nni wɔn mu, na wɔte sɛ agyan a asɛe.

Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue.

58 Wɔde wɔn sorɔnsorɔmmea hyɛɛ no abufuo na wɔn ahoni maa ne ninkuntwe mu yɛɛ den.

Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkær ved deres udskaarne Billeder.

59 Onyankopɔn tee wɔn nka no, ne bo fuiɛ; na ɔpoo Israel korakora.

Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare.

60 Ɔgyaa nʼatenaeɛ a ɛwɔ Silo no hɔ ntomadan a wasi wɔ nnipa mu no.

Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene.

61 Ɔde Apam Adaka a ɛyɛ ne tumi no kɔɔ nnommumfa mu, nʼanimuonyam kɔɔ atamfoɔ nsam.

Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand.

62 Ɔde ne nkurɔfoɔ maa akofena; ne bo fuu nʼagyapadeɛ yie.

Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv.

63 Egya hyee wɔn mmeranteɛ kumm wɔn, na wɔn mmabaawa annya ayeforɔhyia dwom anto;

Ild fortærede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang.

64 Wɔn asɔfoɔ wuwuu akofena ano, na wɔn akunafoɔ antumi ansu.

Deres Præster faldt for Sværdet, og deres Enker begræd dem ikke.

65 Afei Awurade sɔree sɛdeɛ ɔfiri nna mu no, sɛdeɛ ɔbarima a waboro nsã nyane firi nnahɔɔ mu no.

Da opvaagnede Herren som en sovende, som en Helt, der jubler af Vin.

66 Ɔbobɔɔ nʼatamfoɔ ma wɔdwane kɔɔ wɔn akyi; ɔhyɛɛ wɔn aniwuo afebɔɔ.

Og han slog sine Fjender tilbage, han gjorde dem en evig Skam.

67 Afei ɔpoo Yosef ntomadan no, na wamfa Efraim abusuakuo no nso;

Og han forkastede Josefs Telt og udvalgte ikke Efraims Stamme;

68 Na mmom, ɔfaa Yuda abusuakuo no, Bepɔ Sion a ɔdɔ noɔ no.

men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede.

69 Ɔsii ne kronkronbea te sɛ sorɔnsorɔmmea, te sɛ asase a ɛtim hɔ daa.

Og han byggede sin Helligdom lig Højderne, lig Jorden, hvilke han har grundfæstet evindelig.

70 Ɔyii ne ɔsomfoɔ Dawid; ɔfrɛɛ no firii nnwammuo mu

Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne;

71 firii nnwan akyiridie, na ɔde no baeɛ sɛ ɔmmɛyɛ odwanhwɛfoɔ mma ne nkurɔfoɔ Yakob, mma Israel a wɔyɛ nʼagyapadeɛ.

fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv.

72 Na Dawid de akoma pa hwɛɛ wɔn so na ɔde ne nimdeɛ dii wɔn anim.

Og han vogtede dem efter sit Hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand.