Nnwom 77
1 Asaf dwom. Mesu mefrɛɛ Onyankopɔn srɛɛ mmoa; mesu mefrɛɛ no sɛ ɔntie me.
Til sangmesteren, for Jedutun; av Asaf; en salme. Min røst er til Gud, og jeg vil rope; min røst er til Gud, og han vil vende øret til mig.
2 Ɛberɛ a mewɔ ahohiahia mu no, mehwehwɛɛ Awurade; metrɛɛ me nsa a ɛmpa aba mu anadwo na me kra ampene sɛ wɔbɛkyekye ne werɛ.
På min nøds dag søker jeg Herren; min hånd er utrakt om natten og blir ikke trett, min sjel vil ikke la sig trøste.
3 Ao Onyankopɔn mekaee wo, na mesii apinie; medwendweneeɛ, na me honhom tɔɔ piti.
Jeg vil komme Gud i hu og sukke; jeg vil gruble, og min ånd vansmekter. (Sela)
4 Woamma mʼani ankum; amanehunu dodoɔ enti, mantumi ankasa.
Du holder mine øine oppe i nattevaktene; jeg er urolig og taler ikke.
5 Medwenee nna a atwam no ho, teteete mfeɛ no ho;
Jeg tenker på fordums dager, på de lengst fremfarne år.
6 mekaee me nnwom a na meto no anadwo. Mʼakoma dwenee ho na me honhom bisaa sɛ:
Jeg vil komme i hu mitt strengespill om natten, i mitt hjerte vil jeg gruble, og min ånd ransaker.
7 “Enti, Awurade bɛpo yɛn daa? Ɔrenhunu yɛn mmɔbɔ bio anaa?
Vil da Herren forkaste i all evighet, og vil han ikke mere bli ved å vise nåde?
8 Nʼadɔeɛ a ɛnsa da atu ayera koraa anaa? Na ne bɔhyɛ no, amma mu koraa anaa?
Er det for all tid ute med hans miskunnhet? er hans løfte blitt til intet slekt efter slekt?
9 Onyankopɔn werɛ afiri sɛ ɔbɛyɛ mmɔborɔhunufoɔ anaa? Abufuo enti ne yam nhyehye no bio anaa?”
Har Gud glemt å være nådig? Har han i vrede tillukket sin barmhjertighet? (Sela)
10 Afei, medwenee sɛ, “Onyankopɔn Ɔsorosoroni, deɛ ɛhyɛ me kra so ne sɛ, wommfa wo tete nsa nifa no mmoa yɛn bio.”
Jeg sier: Dette er min plage, det er år fra den Høiestes høire hånd.
11 Mɛkae nneɛma a Awurade ayɛ; aane, mɛkae wʼanwanwadeɛ a woyɛɛ tete no.
Jeg vil forkynne Herrens gjerninger; for jeg vil komme dine under i hu fra fordums tid.
12 Mɛdwene wo nnwuma nyinaa ho na masusu wo nneyɛɛ akɛseɛ nyinaa ho.
Og jeg vil eftertenke alt ditt verk, og på dine store gjerninger vil jeg grunde.
13 Ao Onyankopɔn, wʼakwan yɛ kronn. Onyame bɛn na ɔso sɛ yɛn Onyankopɔn?
Gud! Din vei er i hellighet; hvem er en gud stor som Gud?
14 Wone Onyankopɔn a woyɛ anwanwadeɛ; wokyerɛ wo tumi wɔ aman mu.
Du er den Gud som gjør under; du har kunngjort din styrke blandt folkene.
15 Wode wo tumi nsa no gyee wo nkurɔfoɔ, Yakob ne Yosef asefoɔ no.
Du har forløst ditt folk med velde, Jakobs og Josefs barn. (Sela)
16 Ao Onyankopɔn, nsuo no hunuu wo, nsuo no hunuu wo na wɔpopoeɛ; ebunu no mpo ho wosoeɛ.
Vannene så dig, Gud, vannene så dig, de bevet, ja avgrunnene skalv.
17 Omununkum tɔɔ nsuo, aprannaa gyegyee wɔ soro; na wo bɛmma twaa ogya dii akɔneaba.
Skyene utøste vann, himlene lot sin røst høre, ja dine piler fløi hit og dit.
18 Wʼaprannaa boboom wɔ twahoframa no mu, wʼanyinam hyerɛn ewiase; asase popoeɛ na ɛwosoeɛ.
Din tordens røst lød i stormhvirvelen, lyn lyste op jorderike, jorden bevet og skalv.
19 Wode wo kwan faa ɛpo mu, wode faa nsuo kɛseɛ mu, nanso wɔanhunu wʼanammɔn.
Gjennem havet gikk din vei, og dine stier gjennem store vann, og dine fotspor blev ikke kjent.
20 Wonam Mose ne Aaron so dii wo nkurɔfoɔ anim sɛ nnwankuo.
Du førte ditt folk som en hjord ved Moses' og Arons hånd.
