Nnwom 139
1 Dawid dwom. Ao Awurade, woahwehwɛ me mu na woahunu me.
Til Sangmesteren. Af David. En Salme. HERRE, du ransager mig og kender mig!
2 Wonim mʼasetena ne me sɔreɛ; wofiri akyirikyiri hunu mʼadwene mu.
Du ved, naar jeg sidder, og naar jeg staar op, du fatter min Tanke i Frastand,
3 Wonim mʼadifirie ne me nnaeɛ; wonim mʼakwan nyinaa.
du har Rede paa, hvor jeg gaar eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
4 Ansa na mɛbue mʼano akasa no Ao Awurade, na wonim ne nyinaa dada.
Thi før Ordet er til paa min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
5 Woatwa me ho nyinaa ahyia na wobɔ me ho ban.
Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Haand paa mig.
6 Saa nimdeɛ yi boro me nteaseɛ so, ɛyɛ me nwanwa dodo.
At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
7 Ɛhe na mɛtumi afiri wo honhom anim akorɔ? Ɛhe na mɛtumi adwane afiri wʼanim akorɔ?
Hvorhen skal jeg gaa for din Aand, og hvor skal jeg fly for dit Aasyn?
Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, saa er du der; (Sheol h7585)
9 Sɛ mede adekyeeɛ ntaban tu na mekɔtena ɛpo akyi nohoa a,
tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
10 mpo ɛhɔ na wo nsa bɛgya me akɔ, na wo nsa nifa bɛsɔ me mu.
da vil din Haand ogsaa lede mig der, din højre holde mig fast!
11 Na meka sɛ, “Ampa ara esum mmɛkata me so na hann nnane adesaeɛ ntwa me ho nhyia a,”
Og siger jeg: »Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!«
12 esum mpo nnyɛ sum mma wo; na anadwo bɛhyerɛn sɛ awia; esum ne hann yɛ wo pɛ.
saa er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
13 Na wo na wobɔɔ me honhom wonwonoo me wɔ me maame awotwaa mu.
Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
14 Mekamfo wo, ɛfiri sɛ woyɛɛ me anwanwakwan so a ɛyɛ hu. Wo nnwuma yɛ nwanwa. Menim ɛno yie pa ara.
Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
15 Wɔamfa me bɔberɛ anhinta wo ɛberɛ a wɔyɛɛ me kɔkoam no; ɛberɛ a wɔnwonoo me asase yam no,
Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
16 wʼani hunuu me ɛberɛ a meyɛ mogya toa no. Nna dodoɔ a woatwa ama me no, wɔatwerɛ ne nyinaa wɔ wo nwoma mu ansa na emu baako reba mu.
som Foster saa dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
17 Ao Onyankopɔn, wo nsusuiɛ som bo ma me! Woka ne nyinaa bɔ mu a, ɛso dodo!
Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
18 Sɛ mese mɛkan a, ne dodoɔ bɛboro mpoano anwea, sɛ menyane a, me ne wo wɔ hɔ ara.
Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vaagner — og end er jeg hos dig.
19 Ao Onyankopɔn, sɛ anka wobɛkumkum amumuyɛfoɔ a! Momfiri me so, mo mogyapɛfoɔ!
Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, maatte Blodets Mænd vige fra mig,
20 Wɔde adwemmɔne ka wo ho asɛm; wʼatamfoɔ mmɔ wo din pa.
de, som taler om dig paa Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
21 Ao Awurade, metane wɔn a wɔtane wo, na mekyiri wɔn a wɔsɔre tia woɔ.
Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der staar dig imod;
22 Menni hwee sɛ ɔtan a mewɔ ma wɔn; mefa wɔn sɛ mʼatamfoɔ.
med fuldt Had hader jeg dem, de er ogsaa mine Fjender.
23 Hwehwɛ me mu, Ao Onyankopɔn, na hunu mʼakoma; sɔ me hwɛ na hunu mʼadwene.
Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
24 Hwɛ sɛ bɔne bi wɔ me mu a, na fa me fa ɛkwan a ɛkɔ daa nkwa so. Wɔde ma dwomkyerɛfoɔ.
Se, om jeg er paa Smertens Vej, og led mig paa Evigheds Vej!
