Mmɛbusɛm 7
1 Me ba, fa me nsɛm sie na kora mʼahyɛdeɛ wɔ wo mu.
Min Søn! bevar mine Ord, og gem mine Bud hos dig.
2 Di mʼahyɛdeɛ so na wobɛnya nkwa; bɔ me nkyerɛkyerɛ ho ban sɛ deɛ wodɔ noɔ.
Hold mine Bud, saa skal du leve, og min Lov som din Øjesten.
3 Kyekyere bɔ wo nsateaa ho; twerɛ no yie gu wʼakoma ɛpono so.
Bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle!
4 Ka kyerɛ nyansa sɛ, “Wo yɛ me nuabaa,” na frɛ nteaseɛ wo busuani;
Sig til Visdommen: Du er min Søster, og Forstanden kalde du din Kynding;
5 Wɔbɛtwe wo afiri ɔbaawaresɛefoɔ ho, afiri ɔbaawarefoɔ sansani nsɛmmɔdɛ ho.
for at den maa bevare dig fra en fremmed Kvinde, fra en ubekendt, som gør sine Ord glatte.
6 Me fie mpomma ano mede mʼani faa ntokua mu.
Thi jeg saa ud af mit Hus's Vindu, igennem mit Gitter;
7 Mehunuu wɔ ntetekwaafoɔ mu, mehyɛɛ mmeranteɛ no mu baako nso, ɔbabunu a ɔnni adwene.
og jeg saa iblandt de uerfarne, jeg blev var iblandt Sønnerne et ungt Menneske, som fattedes Forstand,
8 Na ɔnam borɔno a ɛbɛn ɔbaa no fie so a nʼani kyerɛ ɔbaa no fie
og han gik forbi paa Gaden ved hendes Hjørne og skred frem ad Vejen til hendes Hus,
9 ɛberɛ a ɔnwunu redwoɔ, na animu rebiribiri no.
i Tusmørket om Aftenen efter Dagen, midt i Natten og Mørket.
10 Afei ɔbaa bi firi bɛhyiaa no a wasiesie ne ho sɛ odwamanfoɔ a nnaadaa wɔ nʼakomam.
Og se, en Kvinde mødte ham i Horesmykke og underfundig i Hjertet,
11 (Ɔyɛ hyirenn na hwee mfa ne ho, ɔntena efie koraa;
støjende og ustyrlig, hendes Fødder kunne ikke blive i hendes Hus.
12 ɛnnɛ wɔhunu no mmɔntene so, ɔkyena na ɔte adwaberem, ɔtetɛ wɔ mmantwea mmantwea.)
Stundom er hun ude, stundom paa Gaderne og lurer ved alle Hjørner.
13 Ɔsɔɔ ne mu fee nʼano wamfɛre, na ɔkaa sɛ,
Og hun tog fat paa ham og kyssede ham, hun gjorde sit Ansigt frækt og sagde til ham:
14 “Mewɔ ayɔnkofa ayɛyɛdeɛ wɔ efie; ɛnnɛ madi me bɔhyɛ so.
Der paalaa mig Takoffer, i Dag har jeg betalt mine Løfter;
15 Enti mebaeɛ sɛ merebɛhyia wo; mehwehwɛɛ wo na mahunu wo!
derfor er jeg gaaet ud at møde dig, at søge dit Ansigt, og jeg har fundet dig.
16 Mato me mpa mede nwera a wɔahyɛ no aduro a ɛfiri Misraim.
Jeg har redet mit Leje med Tæpper, med stribet Tøj af Garn fra Ægypten;
17 Mede nnuhwam apete me mpa so: kurobo, pɛperɛ ne sinamon.
jeg har overstænket min Seng med Myrra. Aloe og Kanel;
18 Bra, ma yɛmfa ɔdɔ mmɔ ɔdɔ mu nkɔsi anɔpa;
kom, lader os beruse os i Kærlighed indtil Morgenen, lader os forlyste os i Elskov;
19 Me kunu nni efie; watu kwan na ɔbɛkyɛre.
thi Manden er ikke hjemme, han er faren lang Vej bort;
20 Ɔde sika a ɛdɔɔso hyɛɛ ne sikabɔtɔ ma na ɔremma kɔsi ɔsrane no korokumatwa berɛ mu.”
han tog Pengeknuden med sig, han kommer hjem til Fuldmaanedagen.
21 Ɔde akorɔkorɔ bɔɔ no asɔn; ɔde nnaadaa nyaa no ne no daeɛ.
Hun bøjede ham med sin megen Overtalelse, tilskyndte ham med sine smigrende Læber.
22 Ɔdii nʼakyi prɛko pɛ te sɛ nantwie a ɔrekɔ akumiiɛ, anaa ɔwansane a ɔde ne tiri rekɔhyɛ hankrafidie mu
Hvo der hastelig gaar efter hende, kommer som Oksen til Slagterbænken og som i Fodlænken, der er til Daarens Tugtelse,
23 kɔsi sɛ bɛmma bɛhwire ne brɛboɔ mu, te sɛ anomaa a ɔrekɔtɔ anomaa afidie mu na ɔnnim sɛ ɔbɛhwere ne nkwa.
indtil en Pil sønderskærer hans Lever; ligesom Fuglen skynder sig til Snaren og ved ikke, at det gælder dens Liv.
24 Na afei, me mma, montie me; monyɛ aso mma deɛ meka.
Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Ord!
25 Mommma mo akoma mpatere nkɔ ne so na mommane mfa nʼakwan so.
Lad dit Hjerte ikke vige af til hendes Veje, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier;
26 Bebree na wɔnam ne so ahwehwe ase; wɔn a wakum wɔn dɔɔso pa ara.
thi mange ere de gennemborede, som hun har fældet, og mangfoldige alle de, hun har ihjelslaget.
