Mmɛbusɛm 5
1 Me ba, yɛ aso ma me nyansa; tie me nhunumu nsɛm no yie,
Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt;
2 sɛdeɛ ɛbɛma woahwɛ yie, na wʼano akora nimdeɛ.
at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab.
3 Ɛfiri sɛ ɔbaa dwamanfoɔ ano sosɔ ɛwoɔ, na ne kasa kɔ yɛɛ sene ngo;
Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane.
4 nanso, awieeɛ no ɛyɛ nwono sene bɔnwoma, ɛyɛ nam sɛ akofena anofanu.
Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd.
Hendes Fødder gaa nedad til Døden, hendes Skridt stunde imod Dødsriget. (Sheol h7585)
6 Ɔnnwene ɛkwan a ɛkɔ nkwa mu ho; nʼakwan yɛ kɔntɔnkye, nanso ɔnnim.
For at hun ikke skal tænke over Livets Sti, ere hendes Veje ustadige, uden at hun ved det.
7 Enti, afei, me mma, montie me; Monntwe mo ho mfiri deɛ meka ho.
Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Ord.
8 Ɛkwan a ɛmmɛn noɔ no na momfa so mommmɛn ne fie ɛpono ano,
Lad din Vej være langt fra hende, og nærm dig ikke Døren til hendes Hus,
9 anyɛ saa a, mode mo ahoɔden bɛma afoforɔ na mode mo mfeɛ ama otirimuɔdenfoɔ,
at du ikke skal give andre din Ære og en grusom Herre dine Aar;
10 anyɛ saa a, ahɔhoɔ bɛfom mo ahonyadeɛ na mobrɛ de ahonya akɔ afoforɔ fie.
at fremmede ikke skulle mættes af din Formue, og alt, hvad du har arbejdet for, komme i anden Mands Hus;
11 Mo nkwanna akyi, mobɛsi apinie ɛberɛ a mo honam ne mo onipadua asa no.
saa at du skal hyle; paa det sidste, naar dit Kød og dit Huld tæres hen,
12 Na moaka sɛ, “Na mekyiri ahohyɛsoɔ! Mʼakoma ampɛ ntenesoɔ!
og sige: Hvorledes har jeg dog kunnet hade Undervisning og mit Hjerte kunnet foragte Revselse?
13 Manyɛ ɔsetie amma mʼakyerɛkyerɛfoɔ na mantie mʼakwankyerɛfoɔ asɛm.
saa at jeg ikke hørte paa mine Læbers Røst, ej heller bøjede mit Øre til dem, som underviste mig.
14 Maduru ɔsɛeɛ ntɛntɛnoa wɔ asafo no nyinaa mu.”
Nær var jeg kommen i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.
15 Nom nsuo firi wʼankasa ankorɛ mu, nsuo a ɛtene firi wʼankasa abura mu.
Drik Vand af din egen Brønd og frisk Vand af din egen Kilde!
16 Ɛsɛ sɛ wo nsutire yiri fa mmɔntene so na wo nsuwa kokɔ ɔman adwaberem anaa?
Skulde vel dine Kilder flyde udenfor, dine Vandbække ud paa Gaderne?
17 Ma ɛnyɛ wo nko ara dea, a wone ahɔhoɔ nnkyɛ da.
Lad dem høre dig til, dig alene, og ikke de fremmede tillige med dig.
18 Nhyira nka wʼasubura na wʼani nka wʼababunuberɛ mu yere ho.
Din Kilde være velsignet, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,
19 Ɔte sɛ ɔtwe bereɛ dɔfoɔ, ɔwansane animuonyamfoɔ. Ma ne nufoɔ nsɔ wʼani daa na ne dɔ nkyekyere wo.
en elskelig Hind og en yndig Stenged; hendes Barm beruse dig stedse, i hendes Kærlighed sværme du alle Tider.
20 Me ba, adɛn enti na woma ɔbaa dwamanfoɔ kyekyere wo? Adɛn enti na woda ɔbarima foforɔ bi yere kokom?
Hvorfor vil du, min Søn! sværme for en fremmed Kvinde og favne en anden Kvindes Barm?
21 Awurade hunu onipa akwan nyinaa, na ɔhwehwɛ ne nyinaa mu.
Thi en Mands Veje ere for Herrens Øjne, og han vejer alle hans Skridt.
22 Omumuyɛfoɔ nnebɔne sum no afidie; na ne bɔne nhoma kyekyere no papee.
Den ugudeliges Misgerninger skulle gribe ham selv, og han skal holdes fast i sin Synds Snorer.
23 Ɔbɛwu ɛsiane ahohyɛsoɔ a ɔnni enti, na wayera ɛsiane nʼagyegyentwisɛm enti.
Han skal dø, fordi han ikke vilde lade sig undervise, og han skal tumle om for sin Daarligheds Skyld.
