< Mmɛbusɛm 27 >
1 Mfa ɔkyena nhoahoa wo ho, na wonnim deɛ ɛda bi de bɛba.
Ros dig ikke af den Dag i Morgen; thi du ved ikke, hvad Dagen vil føde.
2 Ma ɔfoforɔ nkamfo wo; na ɛnyɛ wʼankasa; ma ɛmfiri ɔfoforɔ anomu na ɛnyɛ wo.
Lad en fremmed rose dig og ikke din egen Mund; en anden og ikke dine egne Læber!
3 Ɛboɔ mu yɛ duru, na anwea yɛ adesoa, nanso ɔkwasea abufuhyeɛ yɛ duru sene emu biara.
Stenen er svar, og Sandet er tungt; men Daarens Fortørnelse er svarere end begge.
4 Abufuo tirim yɛ den, na abufuhyeɛ sɛe adeɛ, na hwan na ɔbɛtumi agyina ninkuntwe ano?
Hidsighed er grum, og Vrede strømmer over; men hvo kan staa for Skinsyge?
5 Animka a ɛda edwa yɛ sene ɔdɔ a asuma.
Aabenbar Irettesættelse er bedre end skjult Kærlighed.
6 Apirakuro a ɛfiri adamfo nkyɛn no yɛ sene ɔtamfoɔ mfeano bebrebe.
Saar af en Elsker ere vel mente, men den hadefuldes Kys ere rigelige.
7 Ɛwoɔ nyɛ deɛ wameeɛ akɔnnɔ, nanso deɛ ɛkɔm de noɔ no, deɛ ɛyɛ nwono yɛ nʼanom dɛ.
En mæt Sjæl vrager Honningkage; men alt besk er sødt for en hungrig Sjæl.
8 Onipa a wayera ne fie ɛkwan, te sɛ anomaa a wafiri ne pirebuo mu rekyinkyini.
Ligesom en Spurv, der flagrer om borte fra sin Rede, saa er en Mand, der vanker omkring borte fra sit Sted.
9 Ngo ne aduhwam ma akoma ani gye, adamfo ho anigyeɛ firi nʼafotu pa a ɔma.
Olie og Røgelse glæde Hjertet, og en Vens Sødhed glæder, naar den kommer fra hans Sjæls Raad.
10 Nnyaa wʼadamfo ne wʼagya adamfo mu, nkɔ wo nuabarima fie ɛberɛ a ɔhaw ato woɔ, na ɔyɔnko a ɔbɛn woɔ no yɛ sene onuabarima a ɔwɔ akyirikyiri.
Forlad ikke din Ven og din Faders Ven, og gak ikke i din Broders Hus paa din Nøds Dag; bedre er en Nabo nær hos end en Broder langt borte.
11 Me ba, hunu nyansa na ma mʼakoma ani nnye; ɛno na ɛbɛma manya mmuaeɛ ama obiara a ɔbu me animtiaa.
Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den, som forhaaner mig.
12 Mmadwemma hunu asiane na wɔhinta, nanso ntetekwaafoɔ kɔ wɔn anim kɔtɔ mu.
Den kloge saa Ulykken og skjulte sig; men de uerfarne gik frem og maatte bøde.
13 Fa atadeɛ a ɛhyɛ obi a ɔdi ɔhɔhoɔ akagyinamu; sɛ ɔregyina ɔbaa huhufoɔ akyi a, fa si awowa.
Naar en gaar i Borgen for en fremmed, tag saa hans Klæder, og tag Pant af ham for den fremmede Kvindes Skyld.
14 Sɛ obi team hyira ne yɔnko anɔpahema a, wɔbɛfa no sɛ ɛyɛ nnome.
Hvo som velsigner sin Næste med høj Røst aarle om Morgenen, ham skal det regnes for en Forbandelse.
15 Ɔyere ntɔkwapɛfoɔ te sɛ osutɔ da nsusosɔ a ɛnnyae da;
Et vedholdende Tagdryp paa en Regndag og en trættekær Kvinde ligne hinanden.
16 sɛ wopata no a, ɛte sɛ deɛ wopata mframa anaa wode wo nsa bɛsɔ ngo mu.
Hver som søger at skjule hende, skjuler Vind, og hans højre Haand griber i Olie.
17 Dadeɛ se dadeɛ, saa ara na onipa se ɔfoforɔ.
Jern skærpes ved Jern, og en Mand skærpes over for hans Næstes Ansigt.
18 Deɛ ɔhwɛ borɔdɔma dua so no bɛdi ɛso aba, na deɛ ɔsom ne wura no, wɔbɛhyɛ no animuonyam.
Hvo, som bevarer et Figentræ, skal æde Frugt deraf, og hvo der tager Vare paa sin Herre, skal æres.
19 Sɛdeɛ nsuo yi animdua kyerɛ no, saa ara na onipa akoma da onipa no adi.
Ligesom i Vandet Ansigt er imod Ansigt, saa er et Menneskes Hjerte imod et Menneske.
20 Sɛdeɛ Owuo ne Ɔsɛeɛ bo ntɔ da no, saa ara, na onipa ani nso bo ntɔ da. (Sheol )
Dødsriget og Afgrunden kunne ikke mættes, saa kunne og Menneskens Øjne ikke mættes. (Sheol )
21 Kyɛmferɛ wɔ hɔ ma dwetɛ na fononoo wɔ hɔ ma sikakɔkɔɔ, nanso wɔnam nkamfo a onipa nya so na ɛso no hwɛ.
Diglen er til Sølvet og Ovnen til Guldet, og en Mand prøves efter, hvad han roser.
22 Sɛ wowɔ ɔkwasea wɔ ɔwaduro mu, sɛ wode ɔwɔma wɔ no te sɛ deɛ wosi aburoo a, worentumi nnyi agyimisɛm mfiri ne ho.
Dersom du vilde støde en Daare i Morteren med Støderen midt iblandt Gryn, skal hans Daarskab dog ikke vige fra ham.
23 Ma ɛnyɛ wo asɛnhia sɛ wobɛhunu wo nnwankuo tebea, na ma wʼani nkɔ wʼanantwikuo so;
Du skal grant kende dine Faars Udseende; sæt din Hu til Hjordene!
24 ɛfiri sɛ, ahonya ntena hɔ daa, na ahenkyɛ ntena hɔ mma awoɔ ntoantoasoɔ nyinaa.
Thi Gods er ikke evindelig, og mon en Krone varer. Ira Slægt til Slægt?
25 Sɛ wotwa ɛserɛ no na foforɔ fifiri na wɔboaboa nkokoɔ so ɛserɛ no ano a,
Naar Høet er bortført, saa lader Græsset sig se igen, og Urterne paa Bjergene sankes.
26 ɛnneɛ nnwammaa no bɛma wo ntoma, na mpɔnkye ama sika a ɛtɔ mfuo.
Lammene ere til dine Klæder, og Bukke ere en Ager værd.
27 Wobɛnya mmirekyie nufosuo bebree ama wo ne wʼabusuafoɔ adi ne aduane ama wo mmaawa.
Og du har Gedemælk nok til Føde for dig, til Føde for dit Hus, og Livs Ophold til dine Piger.