Kwadwom 3
1 Mene ɔbarima a mahunu amane wɔ nʼabufuo abaa ano.
Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
2 Wapam me afiri ne ho ama manante sum mu na ɛnyɛ hann mu;
mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
3 Ampa ara wama nsa so atia me mpɛn bebree, ɛda mu nyinaa.
ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
4 Wama me wedeɛ ne me nam anyini Na wabubu me nnompe.
Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
5 Waka me ahyɛ mu, ɔde nwononwono ne ahokyere atwa me ho ahyia.
han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
6 Wama matena esum mu sɛ wɔn a wɔawuwu dada no.
lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
7 Wato ɔfasuo atwa me ho ahyia enti mentumi nnwane; wagu me nkɔnsɔnkɔnsɔn ama matɔ baha.
Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
8 Mpo sɛ mefrɛ anaasɛ mebɔ mpaeɛ srɛ mmoa a ɔsi me mpaeɛbɔ ano.
Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
9 Ɔde abotan asi me ɛkwan; wama mʼakwan ayɛ kɔntɔnkye.
Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
10 Te sɛ sisi a ɔda hɔ retwɛn, te sɛ gyata a watɛ,
Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
11 ɔtwee me firi ɛkwan no mu dwerɛɛ me na ɔgyaa me a menni mmoa biara.
han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
12 Ɔkuntunuu ne tadua mu na ɔde ne bɛmma kyerɛɛ me so.
han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
13 Ɔde bɛmma a ɛfiri ne kotokuo mu hwiree mʼakoma mu.
Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
14 Meyɛɛ asredeɛ maa me nkurɔfoɔ nyinaa; wɔto akutia nnwom de di me ho fɛ ɛda mu nyinaa.
hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
15 Ɔde nhahan nwononwono ahyɛ me ma. Wama me bɔnwoma anom.
med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
16 Ɔde aboseaa abubu me se; na watiatia me so wɔ mfuturo mu.
Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
17 Wɔama asomdwoeɛ abɔ me; na mewerɛ afiri yiedie.
han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
18 Enti mese, “Mʼanimuonyam asa, deɛ mede mʼani too so Awurade mu no nyinaa.”
og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."
19 Mekae mʼamanehunu wɔ mʼakyinkyini mu, nwononwono ne bɔnwoma mu.
At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
20 Mekae yie, na me kra aboto wɔ me mu.
min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
21 Nanso, mekae yei ne saa enti, mewɔ anidasoɔ.
Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
22 Awurade dɔ kɛseɛ enti yɛnnsɛeɛ. Nʼayamhyehyeɛ nni hwammɔ.
HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
23 Ɛyɛ foforɔ anɔpa biara; wo nokorɛdie yɛ kɛseɛ.
hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
24 Meka kyerɛ me ho sɛ, “Awurade yɛ me kyɛfa, enti mɛtwɛn no.”
Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor håber jeg på ham.
25 Awurade yɛ ma wɔn a wɔn anidasoɔ wɔ ne mu, onipa a ɔhwehwɛ noɔ no;
Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
26 Ɛyɛ sɛ wɔyɛ komm de twɛn Awurade nkwagyeɛ.
det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
27 Ɛyɛ ma ɔbarima sɛ ɔsoa kɔnnua no wɔ ne mmeranteɛ ɛberɛ mu.
godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
28 Ma ɔntena ase komm, ɛfiri sɛ Awurade de ato no so.
Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
29 Ma ɔmfa nʼanim nsie wɔ mfuturo mu, ebia anidasoɔ wɔ hɔ.
han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
30 Ma ɔmfa nʼafono mma deɛ ɔpɛɛ sɛ ɔbɔ no na ɔnhyɛ no aniwuo.
Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
31 Na Awurade nto nnipa ntwene koraa.
Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
32 Ɛwom, ɔde awerɛhoɔ ba deɛ, nanso ɔbɛnya ayamhyehyeɛ. Ne dɔ kɛseɛ no to rentwa da.
har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
33 Ɔfiri amemenemfe mu de amanehunu anaa awerɛhoɔ brɛ nnipa mma.
ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
34 Sɛ wɔde wɔn nan dwerɛ nneduafoɔ a wɔwɔ asase no so a,
Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
35 sɛ wɔtiatia obi ahofadie so wɔ Ɔsorosoroni no anim a,
når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
36 anaa sɛ wɔbu obi ntɛnkyea a, Awurade nhunu saa nneɛma yi anaa?
når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
37 Hwan na ɔbɛtumi aka na wama aba mu wɔ ɛberɛ a ɛnyɛ Awurade na ɔhyɛeɛ?
Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
38 Ɛnyɛ Ɔsorosoroni no anom na musuo ne nnepa firi anaa?
Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
39 Adɛn enti na ɛsɛ sɛ ɔteasefoɔ nwiinwii ɛberɛ a wɔatwe nʼaso wɔ ne bɔne ho?
Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
40 Momma yɛnhwehwɛ yɛn akwan mu na yɛnsɔ nhwɛ, na yɛnsane nkɔ Awurade nkyɛn.
Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
41 Momma yɛmma yɛn akoma ne yɛn nsa so, nkyerɛ Onyankopɔn wɔ ɔsoro, na yɛnka sɛ:
løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
42 “Yɛayɛ bɔne, na yɛate atua na woamfa ankyɛ.
vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
43 “Wode abufuo akata wo ho ataa yɛn; na wakunkum a woannya ahummɔborɔ.
men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
44 Wode wo ho asie omununkum mu enti mpaeɛbɔ biara nnuru wo nkyɛn.
hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
45 Woayɛ yɛn atantanneɛ ne wira wɔ amanaman no mu.
til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
46 “Yɛn atamfoɔ nyinaa abae wɔn anom tɛtrɛɛ de tia yɛn.
De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
47 Yɛabrɛ ne ahunahuna ne akukuruhweaseɛ, mmubuiɛ ne ɔsɛeɛ.”
Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
48 Me nisuo sene sɛ asutene ɛfiri sɛ wɔasɛe me nkurɔfoɔ.
Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
49 Me nisuo bɛsene ara, na ɛrennyae,
Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
50 kɔsi sɛ Awurade bɛhwɛ afiri ɔsoro, na wahu.
før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
51 Deɛ mehunu no ma me kra werɛ ho me kuropɔn no mu mmaa nyinaa enti.
Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
52 Mʼatamfoɔ a menyɛɛ wɔn hwee pampam me sɛ anomaa.
Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
53 Wɔpɛɛ sɛ wɔtwa me nkwa so na wɔsi me aboɔ wɔ amena mu;
de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
54 nsuo bu faa me tiri so, na ɛyɛɛ me sɛdeɛ wɔrewie me.
Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"
55 Mebɔɔ wo din, Ao Awurade firi amena no ase tɔnn.
Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
56 Wotee me sufrɛ: “Nsi wʼaso wɔ me gyeɛ sufrɛ ho.”
du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"
57 Wotwe bɛnee me ɛberɛ a mefrɛɛ woɔ no, na wokaa sɛ, “Nsuro.”
Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"
58 Ao Awurade, wodii mʼasɛm maa me; na wogyee me nkwa.
Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
59 Woahunu bɔne a wɔayɛ me, Ao Awurade. Di mʼasɛm ma me!
HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
60 Woahunu wɔn aweretɔ no mu den, wɔn pɔ a wɔbɔ tia me no nyinaa.
Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
61 Ao Awurade, woate wɔn sopa, wɔn pɔ a wɔbɔ tia me no nyinaa,
du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
62 deɛ mʼatamfoɔ ka no sɛ asomusɛm na wɔka no brɛoo de tia me da mu nyinaa.
mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
63 Hwɛ wɔn! Sɛ wɔgyinagyina hɔ anaa sɛ wɔtete hɔ, wɔto akutia nnwom de di me ho fɛw.
Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
64 Fa deɛ ɛfata tua wɔn so ka, Ao Awurade, deɛ wɔn nsa ayɛ enti.
Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
65 Pirim wɔn akoma, na ma wo nnome mmra wɔn so.
gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
66 Fa abufuo taa wɔn, na sɛe wɔn firi Awurade sorosoro ase.
forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
