Kwadwom 3
1 Mene ɔbarima a mahunu amane wɔ nʼabufuo abaa ano.
Teg er den Mand, som saa Elendighed ved hans Vredes Ris.
2 Wapam me afiri ne ho ama manante sum mu na ɛnyɛ hann mu;
Mig ledede og førte han ind i Mørke og ikke til Lys.
3 Ampa ara wama nsa so atia me mpɛn bebree, ɛda mu nyinaa.
Kun imod mig vendte han atter og atter sin Haand den ganske Dag.
4 Wama me wedeɛ ne me nam anyini Na wabubu me nnompe.
Han gjorde mit Kød og min Hud gammel; han sønderbrød mine Ben.
5 Waka me ahyɛ mu, ɔde nwononwono ne ahokyere atwa me ho ahyia.
Han byggede imod mig og omgav mig med Galde og Møje.
6 Wama matena esum mu sɛ wɔn a wɔawuwu dada no.
Han lod mig bo i de mørke Steder som dem, der ere døde i al Evighed.
7 Wato ɔfasuo atwa me ho ahyia enti mentumi nnwane; wagu me nkɔnsɔnkɔnsɔn ama matɔ baha.
Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde min Lænke svar.
8 Mpo sɛ mefrɛ anaasɛ mebɔ mpaeɛ srɛ mmoa a ɔsi me mpaeɛbɔ ano.
Naar jeg end skriger og raaber, lukker han til for min Bøn.
9 Ɔde abotan asi me ɛkwan; wama mʼakwan ayɛ kɔntɔnkye.
Han har tilmuret mine Veje med hugne Stene, han har gjort mine Stier krogede.
10 Te sɛ sisi a ɔda hɔ retwɛn, te sɛ gyata a watɛ,
Han er bleven mig som en Bjørn, der ligger paa Lur, som en Løve i Skjul.
11 ɔtwee me firi ɛkwan no mu dwerɛɛ me na ɔgyaa me a menni mmoa biara.
Han lod mine Veje bøje af, og saa sønderrev han mig; han lagde mig øde.
12 Ɔkuntunuu ne tadua mu na ɔde ne bɛmma kyerɛɛ me so.
Han spændte sin Bue og stillede mig som Maalet for Pilen.
13 Ɔde bɛmma a ɛfiri ne kotokuo mu hwiree mʼakoma mu.
Han lod Pile af sit Kogger trænge ind i mine Nyrer.
14 Meyɛɛ asredeɛ maa me nkurɔfoɔ nyinaa; wɔto akutia nnwom de di me ho fɛ ɛda mu nyinaa.
Jeg er bleven alt mit Folk til Latter, deres Spottesang den ganske Dag.
15 Ɔde nhahan nwononwono ahyɛ me ma. Wama me bɔnwoma anom.
Han mættede mig med beske Urter, „han gav mig rigelig Malurt at drikke
16 Ɔde aboseaa abubu me se; na watiatia me so wɔ mfuturo mu.
og lod mine Tænder bide i Grus, han nedtrykte mig i Aske.
17 Wɔama asomdwoeɛ abɔ me; na mewerɛ afiri yiedie.
Og du bortstødte min Sjæl fra Fred, jeg har glemt det gode.
18 Enti mese, “Mʼanimuonyam asa, deɛ mede mʼani too so Awurade mu no nyinaa.”
Og jeg sagde: Borte er min Kraft, og hvad jeg forventede fra Herren.
19 Mekae mʼamanehunu wɔ mʼakyinkyini mu, nwononwono ne bɔnwoma mu.
Kom min Elendighed og min Landflygtighed i Hu: Malurt og Galde!
20 Mekae yie, na me kra aboto wɔ me mu.
Min Sjæl kommer det ret i Hu og er nedbøjet i mit Indre.
21 Nanso, mekae yei ne saa enti, mewɔ anidasoɔ.
Dette vil jeg tage mig til Hjerte, derfor vil jeg haabe:
22 Awurade dɔ kɛseɛ enti yɛnnsɛeɛ. Nʼayamhyehyeɛ nni hwammɔ.
Det er Herrens Miskundhed, at vi ikke ere fortærede; thi hans Barmhjertighed har ingen Ende.
23 Ɛyɛ foforɔ anɔpa biara; wo nokorɛdie yɛ kɛseɛ.
Den er ny hver Morgen, din Trofasthed er stor.
24 Meka kyerɛ me ho sɛ, “Awurade yɛ me kyɛfa, enti mɛtwɛn no.”
Herren er min Del, siger min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
25 Awurade yɛ ma wɔn a wɔn anidasoɔ wɔ ne mu, onipa a ɔhwehwɛ noɔ no;
Herren er god imod dem, som bie efter ham, imod den Sjæl, som spørger efter ham.
26 Ɛyɛ sɛ wɔyɛ komm de twɛn Awurade nkwagyeɛ.
Det er godt, at man haaber og er stille til Herrens Frelse.
27 Ɛyɛ ma ɔbarima sɛ ɔsoa kɔnnua no wɔ ne mmeranteɛ ɛberɛ mu.
Det er en Mand godt, at han bærer Aag i sin Ungdom.
28 Ma ɔntena ase komm, ɛfiri sɛ Awurade de ato no so.
Han vil sidde ene og tie; thi han lægger det paa ham.
29 Ma ɔmfa nʼanim nsie wɔ mfuturo mu, ebia anidasoɔ wɔ hɔ.
Han vil trykke sin Mund imod Støvet, om der maaske kunde være Forhaabning.
30 Ma ɔmfa nʼafono mma deɛ ɔpɛɛ sɛ ɔbɔ no na ɔnhyɛ no aniwuo.
Han vil vende Kinden imod den, som slaar ham, han vil mættes med Forhaanelse.
31 Na Awurade nto nnipa ntwene koraa.
Thi Herren skal ikke forkaste evindelig.
32 Ɛwom, ɔde awerɛhoɔ ba deɛ, nanso ɔbɛnya ayamhyehyeɛ. Ne dɔ kɛseɛ no to rentwa da.
Thi dersom han bedrøver, da skal han dog forbarme sig efter sin store Miskundhed.
33 Ɔfiri amemenemfe mu de amanehunu anaa awerɛhoɔ brɛ nnipa mma.
Thi det er ikke af sit Hjerte, at han plager og bedrøver Menneskens Børn.
34 Sɛ wɔde wɔn nan dwerɛ nneduafoɔ a wɔwɔ asase no so a,
For at knuse alle de bundne paa Jorden under sine Fødder,
35 sɛ wɔtiatia obi ahofadie so wɔ Ɔsorosoroni no anim a,
for at bøje en Mands Ret for den Højestes Ansigt,
36 anaa sɛ wɔbu obi ntɛnkyea a, Awurade nhunu saa nneɛma yi anaa?
for at forvende et Menneskes Retssag — skuer Herren ikke ned.
37 Hwan na ɔbɛtumi aka na wama aba mu wɔ ɛberɛ a ɛnyɛ Awurade na ɔhyɛeɛ?
Hvo er den, som har sagt noget, saa at det skete, uden at Herren befaler det?
38 Ɛnyɛ Ɔsorosoroni no anom na musuo ne nnepa firi anaa?
Mon Lykke og Ulykke ikke udgaa af den Højestes Mund?
39 Adɛn enti na ɛsɛ sɛ ɔteasefoɔ nwiinwii ɛberɛ a wɔatwe nʼaso wɔ ne bɔne ho?
Hvorfor klager et Menneske som lever? — enhver for sine Synder!
40 Momma yɛnhwehwɛ yɛn akwan mu na yɛnsɔ nhwɛ, na yɛnsane nkɔ Awurade nkyɛn.
Lader os ransage vore Veje og efterspore dem og vende om til Herren!
41 Momma yɛmma yɛn akoma ne yɛn nsa so, nkyerɛ Onyankopɔn wɔ ɔsoro, na yɛnka sɛ:
Lader os opløfte vort Hjerte tillige med vore Hænder til Gud i Himmelen!
42 “Yɛayɛ bɔne, na yɛate atua na woamfa ankyɛ.
Vi, vi have syndet og været genstridige, du tilgav ikke.
43 “Wode abufuo akata wo ho ataa yɛn; na wakunkum a woannya ahummɔborɔ.
Du tildækkede os med Vrede og forfulgte os, ihjelslog, sparede ikke,
44 Wode wo ho asie omununkum mu enti mpaeɛbɔ biara nnuru wo nkyɛn.
Du skjulte dig med en Sky, at ingen Bøn kunde trænge igennem.
45 Woayɛ yɛn atantanneɛ ne wira wɔ amanaman no mu.
Du gjorde os til Skarn og Udskud midt iblandt Folkene.
46 “Yɛn atamfoɔ nyinaa abae wɔn anom tɛtrɛɛ de tia yɛn.
Alle vore Fjender opspilede deres Mund imod os.
47 Yɛabrɛ ne ahunahuna ne akukuruhweaseɛ, mmubuiɛ ne ɔsɛeɛ.”
Der var Forfærdelse og Gru for os, Ødelæggelse og Undergang.
48 Me nisuo sene sɛ asutene ɛfiri sɛ wɔasɛe me nkurɔfoɔ.
Mit Øje rinder med Vandbække over mit Folks Datters Undergang.
49 Me nisuo bɛsene ara, na ɛrennyae,
Mit Øje strømmer og bliver ikke stille, der er ingen Afladelse,
50 kɔsi sɛ Awurade bɛhwɛ afiri ɔsoro, na wahu.
indtil Herren skuer ned og ser til fra Himmelen.
51 Deɛ mehunu no ma me kra werɛ ho me kuropɔn no mu mmaa nyinaa enti.
Mit Øje voldte min Sjæl Smerte over alle min Stads Døtre.
52 Mʼatamfoɔ a menyɛɛ wɔn hwee pampam me sɛ anomaa.
Hart jagede mig som en Fugl de, der vare mine Fjender uden Grund.
53 Wɔpɛɛ sɛ wɔtwa me nkwa so na wɔsi me aboɔ wɔ amena mu;
De bragte mit Liv til at vorde stille i Graven og kastede en Sten over mig.
54 nsuo bu faa me tiri so, na ɛyɛɛ me sɛdeɛ wɔrewie me.
Der strømmede Vand ned over mit Hoved, jeg sagde: Det er forbi med mig.
55 Mebɔɔ wo din, Ao Awurade firi amena no ase tɔnn.
Jeg kaldte paa dit Navn, Herre! fra Graven, i det dybe.
56 Wotee me sufrɛ: “Nsi wʼaso wɔ me gyeɛ sufrɛ ho.”
Du har hørt min Røst; tilluk ej dit Øre for mit Suk, for mit Raab!
57 Wotwe bɛnee me ɛberɛ a mefrɛɛ woɔ no, na wokaa sɛ, “Nsuro.”
Du holdt dig nær den Dag, jeg kaldte paa dig, du sagde: Frygt ikke!
58 Ao Awurade, wodii mʼasɛm maa me; na wogyee me nkwa.
Herre! du har udført min Sjæls Sag, du har udløst mit Liv.
59 Woahunu bɔne a wɔayɛ me, Ao Awurade. Di mʼasɛm ma me!
Herre! du har set den Uret, som sker mig, døm i min Sag!
60 Woahunu wɔn aweretɔ no mu den, wɔn pɔ a wɔbɔ tia me no nyinaa.
Du har set al deres Hævn, alle deres Tanker imod mig.
61 Ao Awurade, woate wɔn sopa, wɔn pɔ a wɔbɔ tia me no nyinaa,
Herre! du har hørt deres haanende Tale, alle deres Tanker imod mig,
62 deɛ mʼatamfoɔ ka no sɛ asomusɛm na wɔka no brɛoo de tia me da mu nyinaa.
mine Modstanderes Ord og deres Anslag imod mig den ganske Dag.
63 Hwɛ wɔn! Sɛ wɔgyinagyina hɔ anaa sɛ wɔtete hɔ, wɔto akutia nnwom de di me ho fɛw.
Sku, hvorledes de sidde, og hvorledes de staa op; jeg er deres Spottesang.
64 Fa deɛ ɛfata tua wɔn so ka, Ao Awurade, deɛ wɔn nsa ayɛ enti.
Du skal gengælde dem, Herre! efter deres Hænders Gerning.
65 Pirim wɔn akoma, na ma wo nnome mmra wɔn so.
Du skal give dem et Dække over Hjertet, din Forbandelse hører dem til.
66 Fa abufuo taa wɔn, na sɛe wɔn firi Awurade sorosoro ase.
Du skal forfølge dem i Vrede, og ødelægge dem, at de ikke ere under Herrens Himmel.
