Hiob 7
1 “Asase so som nyɛ den mma onipa anaa? Ne nkwa nna nte sɛ ɔpaani deɛ?
Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
2 Sɛdeɛ akoa ani gyina anwummerɛ sunsumma, anaasɛ ɔpaani ho pere no nʼakatua ho no,
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
3 saa ara na wɔatwa abosome hunu ato me hɔ, ne anadwo a ɔhaw wɔ mu ama me.
så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 Sɛ meda a, medwene bisa sɛ, ‘Ɛberɛ bɛn na adeɛ bɛkye?’ Nanso anadwo twam nkakrankakra, na mepere kɔsi ahemadakye.
Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 Asonsono ne aporɔporɔ ahyɛ me honam ma, me honam asɛe na ɛrefiri nsuo.
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 “Me nna kɔ ntɛm sene ɔnwomfoɔ akurokurowa, na ɛkɔ awieeɛ a anidasoɔ biara nni muo.
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
7 Ao Onyankopɔn, kae sɛ me nkwanna te sɛ ahomeɛ; na merennya anigyeɛ bio da.
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
8 Ani a ɛhunu me seesei renhunu me bio; mobɛhwehwɛ me, nanso na menni hɔ bio.
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)
10 Ɔrensane mma ne fie da biara da; nʼatenaeɛ renkae no bio.
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
11 “Ɛno enti meremmua mʼano; mɛfiri me honhom ahoyera mu akasa, mɛfiri me kra ɔyea mu anwiinwii.
Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 Meyɛ ɛpo anaa aboa kɛseɛ a ɔwɔ ebunu mu anaa, na mode me ahyɛ ɔwɛmfoɔ nsa yi?
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 Sɛ medwene sɛ menya awerɛkyekyerɛ wɔ me mpa so, na mʼakonwa adwodwo mʼanwiinwii ano a,
Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 ɛno mpo na wode adaeɛso yi me hu na wode anisoadehunu hunahuna me,
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 ɛno enti mepɛ akɔmfohyɛ ne owuo, sene me onipadua yi.
så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
16 Memmu me nkwa; mentena ase afebɔɔ. Monnyaa me; na me nna nka hwee.
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 “Ɔdasani ne hwan a ne ho hia wo sei, na wʼani ku ne ho,
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 na wohwehwɛ ne mu anɔpa biara na wosɔ no hwɛ ɛberɛ biara?
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 Worenyi wʼani mfiri me so da, anaasɛ worennyaa me ɛberɛ tiawa bi mpo anaa?
Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 Sɛ mayɛ bɔne a, ɛdeɛn na mayɛ woɔ, Ao adasamma so wɛmfoɔ? Adɛn enti na watu wʼani asi me soɔ? Mayɛ adesoa ama wo anaa?
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 Adɛn enti na wonkata me mmarato so na womfa me bɔne nkyɛ me? Ɛrenkyɛre biara, mɛda mfuturo mu. Wobɛhwehwɛ me nanso na menni hɔ bio.”
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!
