Hiob 4
1 Na Temanni Elifas buaa Hiob sɛ,
Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 “Sɛ obi pɛ sɛ ɔne wo kasa a, worennya ntoboaseɛ mma no anaa? Hwan na wɔbɛtumi aka nʼano ato mu?
Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
3 Dwene sɛdeɛ wakyerɛkyerɛ nnipa bebree, sɛdeɛ woahyɛ nsa a emu ayɛ mmerɛ den.
Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
4 Wo nsɛm ahyɛ wɔn a wɔasunti no den; woahyɛ nkotodwe a ayɛ mmerɛ mu den.
dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
5 Na afei a ɔhaw aba no, wʼaba mu abu; aba wo so, na wo ho adwiri wo.
Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
6 Wo nyamesuro mma wo ahotosoɔ anaa, na wʼakwan a ɛho nni asɛm mma wo anidasoɔ anaa?
Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
7 “Dwene ho: Wɔasɛe obi a ne ho nni asɛm pɛn anaa? Ɛhefa na wɔsɛee obi a ɔyɛ pɛ?
Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
8 Sɛdeɛ mahunu no, wɔn a wɔfɛntɛm bɔne ne wɔn a wɔdua ɔhaw no, wɔtwa so aba.
Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
9 Sɛ Onyankopɔn home a, wɔsɛe; nʼabufuo ma wɔyera.
For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
10 Agyata bɛtumi abobom na wɔapɔ so, nanso wɔbɛbubu gyata akɛseɛ no se.
Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
11 Gyata annya haboa a ɔwu, na gyatabereɛ mma no bɔ hwete.
Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
12 “Wɔbɛkaa kokoamsɛm bi kyerɛɛ me na mʼaso tee no sɛ asomusɛm.
Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
13 Wɔ anadwo daeɛso basabasa mu, ɛberɛ a nnipa adeda nnahɔɔ no,
i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
14 ehu ne nketenkete kyeree me. Ɛmaa me nnompe nyinaa wosoeɛ.
Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
15 Honhom bi twaa mʼani so, na me ho nwi sɔre gyinaeɛ.
et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
16 Ɛgyinaeɛ, nanso, manhunu nʼabɔsuo. Biribi bɛgyinaa mʼanim, na metee nne bɔkɔɔ bi a ɛrebisa sɛ,
Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
17 ‘Onipa dasani bɛtumi atene asene Onyankopɔn? Onipa bɛtumi ayɛ kronn asene ne Yɛfoɔ anaa?
»Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
18 Sɛ Onyankopɔn ntumi mfa ne ho nto nʼankasa asomfoɔ so, na sɛ ɔka nʼabɔfoɔ mpo anim a,
End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
19 hwan ne onipa a wɔde dɔteɛ anwene no, a ne fapem sisi mfuturo mu na wɔdwerɛ no ntɛm so sene abubummabaa?
endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
20 Ɛfiri anɔpahema kɔsi anwummerɛ wɔbubu wɔn mu nketenkete; na wɔyera korakora a obiara nhunu wɔn bio.
De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
21 Wɔtete wɔn ntomadan nhoma mu, ɛno enti wɔwuwu a wɔnnim.’
Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
