Hiob 31
1 “Me ne mʼani yɛɛ apam sɛ meremfiri akɔnnɔ mu nhwɛ ababaawa.
Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;
2 Ɛdeɛn ne onipa kyɛfa a ɛfiri ɔsoro Onyankopɔn nkyɛn? Ɛdeɛn ne nʼagyapadeɛ a ɛfiri ɔsoro Otumfoɔ no nkyɛn?
hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?
3 Ɛnyɛ ɔsɛeɛ mma amumuyɛfoɔ? Ɛnyɛ asiane mma wɔn a wɔyɛ bɔne?
Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udådsmændene Modgang?
4 Ɔnhunu mʼakwan na ɔnkan anammɔn biara a metuo anaa?
Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?
5 “Sɛ manante wɔ nkontompo mu anaasɛ matu mmirika adi nnaadaasɛm akyi a,
Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig
6 ma Onyankopɔn nkari me wɔ nsania papa so na ɔbɛhunu sɛ me ho nni asɛm.
på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld
7 Sɛ mʼanammɔntuo afom ɛkwan, sɛ mʼakoma adi mʼani akyi, anaasɛ me nsa ho agu fi a
er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,
8 ɛnneɛ ma afoforɔ nni deɛ madua, na ma wɔntutu me mfudeɛ ngu.
da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!
9 “Sɛ ɔbaa bi atɔ mʼakoma so, anaasɛ matɛ me yɔnko bi ɛpono akyi a,
Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,
10 ɛnneɛ, me yere nyam ɔbarima foforɔ aduane, na mmarima afoforɔ ne no nna.
så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!
11 Ɛfiri sɛ, anka ɛno na ɛbɛyɛ aniwusɛm ne bɔne a ɛsɛ sɛ wɔtwe aso wɔ so.
Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,
12 Ɛyɛ ogya a ɛhye kɔduru ɔsɛeɛ mu na ɛbɛtumi atutu mʼagyapadeɛ nyinaa ase.
ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!
13 “Sɛ mabu mʼasomfoɔ mmarima ne mmaa ntɛnkyea ɛberɛ a wɔ ne me nyaa asɛm,
Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,
14 na sɛ Onyankopɔn de si mʼanim a, ɛdeɛn na mɛyɛ? Sɛ wɔfrɛ me akontabuo a, mmuaeɛ bɛn na mɛma?
hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?
15 Ɛnyɛ deɛ ɔbɔɔ me wɔ yafunu mu no na ɔbɔɔ wɔn? Ɛnyɛ onipa korɔ no na ɔbɔɔ yɛn nyinaa wɔ yɛn maamenom yafunu mu?
Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?
16 “Ohiani bi wɔ hɔ a ɔhia mmoa a mammoa no? Anaa mabu akunafoɔ bi abasa mu?
Har jeg afslået ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,
17 Mabɔ mʼaduane ho atirimuɔden a mamma nwisiaa bi?
var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf
18 Dabi, ɛfiri me mmeranteberɛ mu, matete wɔn sɛdeɛ agya bɛyɛ, na me nkwa nna nyinaa mu, mahwɛ akunafoɔ.
nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.
19 Sɛ mahunu obi a ɔnni aduradeɛ na ɔrebrɛ, anaa ohiani bi a ɔnni atadeɛ,
Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe
20 na sɛ wamfiri akoma mu anhyira me wɔ ɛberɛ a mede me nnwan ho nwi kaa no hye,
visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.
21 sɛ mama me nsa so atia awisiaa bi, ɛsiane sɛ mewɔ tumi wɔ asɛnniiɛ enti a,
Har jeg løftet min Bånd mod en faderløs, fordi jeg var vis på Medhold i Retten,
22 ɛnneɛ ma mʼabasa mpan mfiri mʼabatiri, ma ɛmmubu mfiri ne pɔ so.
så falde min Skulder fra Nakken, så rykkes min Arm af Led!
23 Mesuroo ɔsɛeɛ a ɛfiri Onyankopɔn nkyɛn, na nʼanimuonyam ho suro enti mantumi anyɛ saa nneɛma yi.
Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!
24 “Sɛ mede me werɛ ahyɛ sikakɔkɔɔ mu anaasɛ maka akyerɛ sikakɔkɔɔ amapa sɛ, ‘Wo na wobɔ me ho ban,’
Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,
25 sɛ masɛpɛ me ho wɔ mʼahodeɛ bebrebe enti, ahodeɛ a me nsa aka yi,
var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,
26 sɛ mahwɛ owia a ɛhyerɛn anaa ɔsrane a ɛnam animuonyam mu,
så jeg, hvorledes Sollyset stråled, eller den herligt skridende Måne,
27 ama aka mʼakoma a obiara nnim na me nsa yɛɛ wɔn atuu de anidie maa wɔn a,
og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd
28 ɛnneɛ na yeinom nso bɛyɛ bɔne a wɔbu ho atɛn, ɛfiri sɛ na manni Onyankopɔn a ɔte ɔsoro no nokorɛ.
også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.
29 “Mʼani nnyee wɔ me ɔtamfoɔ amanehunu ho anaa menseree no wɔ ɔhaw a aba ne so.
Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld
30 Memmaa mʼano nyɛɛ bɔne sɛ mɛdome obi nkwa.
nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.
31 Mʼasomfoɔ a wɔwɔ me fidua mu nkaa da sɛ, ‘Ɔma ɛkɔm de yɛn.’
Har min Husfælle ej måttet sige: "Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord"
32 Ɔhɔhoɔ biara anna abɔntene so da, ɛfiri sɛ me ɛpono ano daa hɔ da biara maa akwantufoɔ,
nej, den fremmede lå ej ude om Natten, jeg åbned min Dør for Vandringsmænd.
33 Makata me bɔne so sɛdeɛ nnipa yɛ de mʼafɔdie ahyɛ mʼakoma mu?
Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, så jeg dulgte min Brøde i Brystet
34 Suro a mesuro nnipadɔm ne ahohora a ɛfiri mmusua hɔ no enti meyɛɛ komm a mamfiri adi?
af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, så jeg blev inden Døre i Stilhed!
35 (“Ao, sɛ anka mewɔ obi a ɔbɛtie me. Mede me din ahyɛ mʼanoyie ase, ma Otumfoɔ no mmua me; ma deɛ ɔbɔ me kwaadu no ntwerɛ ne soboɔbɔ.
Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!
36 Ampa ara, anka mede bɛhyɛ mʼabatiri, anka mede bɛhyɛ sɛ ahenkyɛ.
Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,
37 Anka mɛbu mʼanammɔntuo biara ho akonta akyerɛ no; anka mɛkɔ nʼanim sɛ ɔheneba.)
svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.
38 “Sɛ mʼasase team tia me na nisuo fɔ nʼakofie nyinaa,
Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,
39 sɛ madi so aba a mentuaa ka anaasɛ mabu ɛso apaafoɔ no abamu a,
har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,
40 ma nkasɛɛ mfifiri nsi ayuo anan mu na wira mfu nsi atokoɔ anan mu.” Hiob nsɛm no asi.
så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.
