Hiob 30
1 “Nanso seesei wɔsere me, nnipa a manyini sene wɔn, na wɔn agyanom mfata sɛ wɔne me nnwan ho nkraman tena.
Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
2 Mfasoɔ bɛn na wɔn nsa mu ahoɔden wɔ ma me, ɛberɛ a wɔn ahoɔden afiri wɔn mu?
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
3 Ohia ne ɛkɔm ama wɔn ho atete, wɔnante asase wesee ne asase bonini so anadwo.
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
4 Wɔboaboaa nkyenhahan ano wɔ nkyɛkyerɛ mu, na wɔde ɛserɛ so nnua nhini yɛɛ wɔn aduane.
og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
5 Wɔn mfɛfoɔ pamoo wɔn firii wɔn mu, na wɔhuroo wɔn sɛ akorɔmfoɔ.
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
6 Wɔhyɛɛ wɔn ma wɔtenaa nsuka a emu awo, abotan ne ɛfam ntokuro mu.
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
7 Wɔsuu sɛ mfunumu wɔ wiram na wɔfoforee so wɔ ɔdɔtɔ ase.
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
8 Ekuo a wɔmfra na wɔnni din, wɔpam wɔn firii asase no so.
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
9 “Na ɛnnɛ yi wɔn mmammarima de dwom bɔ me akutia; mayɛ abusudeɛ wɔ wɔn mu.
Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
10 Wɔkyiri me na wɔnnka mma me ho; wɔmmfɛre sɛ wɔtete ntasuo gu mʼanim.
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
11 Afei a Onyankopɔn abubu me tadua na ɔde amanehunu aba me so yi, wɔyɛ deɛ wɔpɛ wɔ mʼanim.
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
12 Abusuakuo no to hyɛ me so wɔ me nifa so; wɔsum me nan mfidie, na wɔsisi apie tia me.
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
13 Wɔsisi mʼakwan; na wɔnya me sɛe me na obiara mmoa me.
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
14 Wɔba te sɛ deɛ wɔfiri ntokuro a ano abae mu; wɔnam mmubuiɛ no mu munimuni ba.
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
15 Ahunahuna ma me ho dwiri me; mʼanimuonyam atu kɔ sɛdeɛ mframa abɔ agu, me banbɔ atu ayera sɛ omununkum.
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
16 “Na seesei, me nkwa resa; na amanehunu nna akyekyere me.
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
17 Anadwo wowɔ me nnompe mu; ɔyea a ɛwe me no nnyae.
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
18 Onyankopɔn firi ne tumi mu yɛ sɛ aduradeɛ ma me; ɔmia me te sɛ mʼatadeɛ kɔn.
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
19 Ɔto me twene atɛkyɛ mu na ɔma me yɛ sɛ mfuturo ne nsõ.
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
20 “Ao Onyankopɔn, mesu mefrɛ wo, nanso wommua me. Mesɔre gyina, nanso wohwɛ me kɛkɛ.
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
21 Woba me so anibereɛ so; wode wʼabasa mu tumi to hyɛ me so.
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
22 Wohwim me na wode mframa pia me; wodankyidankyi me wɔ ahum mu.
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
23 Menim sɛ wode me bɛkɔ owuo mu, baabi a woahyɛ ama ateasefoɔ nyinaa.
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
24 “Ampa ara obiara mfa ne nsa nka onipa a ɔrebrɛ ɛberɛ a ɔresu pɛ mmoa wɔ nʼamanehunu mu.
Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
25 Mansu amma wɔn a wɔwɔ ɔhaw mu anaa? Me kra werɛ anho amma ahiafoɔ anaa?
Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
26 Nanso ɛberɛ a mʼani da papa so no, bɔne baeɛ; ɛberɛ a mepɛɛ hann no, esum na ɛduruuɛ.
Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
27 Meyafunu mu a ɛwowɔ me no nnyae da; na nna a amanehunu wɔ mu da mʼanim.
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
28 Menenam a mabiri a ɛnyɛ sɛ owia na ahye me; megyina adwaberem na mesu pɛ mmoa.
trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
29 Madane nnompo nuabarima, me ne apatuo na ɛbɔ.
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
30 Me honam ani abiri na ɛhwanehwane; huraeɛ ama me ho adɔ.
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
31 Me sankuo bɔ kwadwom, na mʼatɛntɛbɛn ma agyaadwotwa nnyegyeɛ.
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
