Hiob 29
1 Hiob toaa so sɛ,
Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 “Mafe abosome a atwam no, nna a Onyankopɔn hwɛɛ me soɔ no,
Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
3 ɛberɛ a ne kanea hyerɛn mʼatifi na mede ne kanea menantee esum mu no!
da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
4 Ao, ɛnna a mesii soɔ no, ɛberɛ a Onyankopɔn adamfofa a emu yɛ den hyiraa me fie,
som i mine modne Aar, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
5 ɛberɛ a na Otumfoɔ da so ka me ho na me mma atwa me ho ahyia,
da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
6 ɛberɛ a na nufosuo mu sradeɛ afɔ mʼakwan na abotan hwiee ngo sɛ nsuo maa me.
da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
7 “Ɛberɛ a na mekɔ kuropɔn ɛpono ano mekɔtena mʼadwa so wɔ ɔmanfoɔ adwaberem,
da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde paa Torvet.
8 mmeranteɛ hunu me a, wɔgyina nkyɛn na mpanimfoɔ sɔre gyina hɔ;
Naar Ungdommen saa mig, gemte den sig, Oldinge rejste sig op og stod,
9 atitire gyae kasa na wɔde wɔn nsa kata wɔn ano;
Høvdinger standsed i Talen og lagde Haand paa Mund,
10 mmapɔmma tɛm dinn, na wɔn tɛkrɛma ka wɔn dodom.
Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
11 Wɔn a wɔte me nka nyinaa ka me ho asɛmpa, na wɔn a wɔhunu me nyinaa kamfo me,
Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet saa og tilkendte mig Ære.
12 ɛfiri sɛ, meboaa ahiafoɔ a wɔsu pɛɛ mmoa, ne nwisiaa a wɔnni aboafoɔ.
Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
13 Onipa a na ɔrewuo no hyiraa me; na memaa akunafoɔ ani gyee wɔn akoma mu.
den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
14 Mede tenenee firaa sɛ mʼaduradeɛ; atɛntenenee yɛɛ me nkatasoɔ ne mʼabotire.
jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
15 Meyɛɛ aniwa maa anifirafoɔ, ne ɛnan maa abubuafoɔ.
Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
16 Meyɛɛ ahiafoɔ agya; na mekaa ahɔhoɔ asɛm maa wɔn.
jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
17 Mebubuu amumuyɛfoɔ se na mehwim wɔn a wɔdi wɔn nya no firii wɔn anom.
den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
18 “Medwenee sɛ, ‘Mɛwu wɔ mʼankasa me fie mu, na me nna adɔɔso sɛ anwea.
Saa tænkte jeg da: »Jeg skal dø i min Rede, leve saa længe som Føniksfuglen;
19 Me nhini bɛduru nsuo ano, na obosuo agugu me mman so anadwo mu nyinaa.
min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
20 Mʼanimuonyam bɛkɔ so ayɛ frɔmm wɔ me so, na mʼahoɔden ayɛ foforɔ.’
min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Haand!«
21 “Nnipa hwehwɛɛ sɛ wɔtie me, wɔyɛɛ dinn, twɛnee mʼafotuo.
Mig hørte de paa og bied, var tavse, mens jeg gav Raad;
22 Sɛ mekasa wie a wɔnnkasa bio, ɛfiri sɛ me nsɛm tɔɔ wɔn asom yie.
ingen tog Ordet, naar jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende paa dem;
23 Wɔtwɛnee me sɛdeɛ wɔtwɛne osutɔ, na wɔmenee me nsɛm sɛ osutɔ berɛ nsuo.
de bied paa mig som paa Regn, spærred Munden op efter Vaarregn.
24 Wɔn abasa mu buiɛ no, mesere kyerɛɛ wɔn; mʼanimteɛ som bo ma wɔn.
Mistrøstige smilte jeg til, mit Aasyns Lys fik de ej til at svinde.
25 Mebɔɔ ɛkwan maa wɔn na metenaa ase sɛ wɔn ɔhene; metenaa ase sɛ ɔhene a ɔwɔ nʼakodɔm mu; meyɛɛ sɛ obi a ɔkyekyere agyaadwotwafoɔ werɛ.
Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
