Hiob 27
1 Hiob toaa nʼasɛm so sɛ,
Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 “Sɛ Onyankopɔn te ase yi, ɔno a wammu me atɛntenenee, Otumfoɔ a wama madi me kra mu awerɛhoɔ;
"Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:
3 mmerɛ dodoɔ a nkwa wɔ me mu, na Onyankopɔn homeɛ wɔ me mu yi,
Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,
4 mʼano renka amumuyɛsɛm, na me tɛkrɛma rentwa nkontompo.
skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
5 Merennye nto mu da sɛ deɛ woka no yɛ nokorɛ; merenka me mudie nhyɛ, kɔsi sɛ mɛwuo.
Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.
6 Mɛkura me tenenee mu. Merennyaa mu; sɛ mete ase yi, me tiboa remmu me fɔ.
Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
7 “Ma mʼatamfoɔ nyɛ sɛ amumuyɛfoɔ, na wɔn a wɔkyiri me nyɛ sɛ atorofoɔ.
Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!
8 Anidasoɔ bɛn na deɛ ɔnni nyamesu no wɔ wɔ ne wuo akyi, ɛberɛ a Onyankopɔn agye ne nkwa afiri ne nsam?
Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?
9 Onyankopɔn tie ne sufrɛ ɛberɛ a amanehunu aba ne so anaa?
Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?
10 Nʼani bɛgye wɔ Otumfoɔ mu? Ɔbɛsu afrɛ Onyankopɔn ɛberɛ biara anaa?
Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?
11 “Mɛma mo Onyankopɔn tumi ho nkyerɛkyerɛ; meremfa Otumfoɔ no akwan nhinta.
Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;
12 Mo ankasa moahunu yeinom nyinaa. Afei nsɛnhunu yi ase ne sɛn?
se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?
13 “Yei ne deɛ Onyankopɔn ahyɛ ato hɔ ama omumuyɛfoɔ, agyapadeɛ a otirimuɔdenfoɔ nya firi Otumfoɔ nkyɛn:
Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:
14 Sɛ ɔwɔ mma dodoɔ sɛn ara, wɔn hyɛberɛ ne akofena; na nʼasefoɔ rennidi mmee da.
Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;
15 Ɔyaredɔm bɛsie wɔn a wɔbɛka wɔ nʼakyi, na wɔn akunafoɔ rensu wɔn.
de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.
16 Ɛwom sɛ ɔhɔre dwetɛ te sɛ mfuturo na ɔboa ntoma ano sɛ dɔteɛ deɛ,
Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler
17 nanso deɛ ɔpɛ gu hɔ no, ateneneefoɔ na wɔbɛfira na pɛpɛfoɔ no nso akyekyɛ dwetɛ no.
han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;
18 Efie a ɔsi no te sɛ ananse afafa, ɛte sɛ pata bi a ɔwɛmfoɔ abɔ.
han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;
19 Ɔda hɔ te sɛ ɔdefoɔ, nanso ɔrenna saa bio; ɔbɛte nʼani no na ne nyinaa atu ayera.
han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;
20 Ahunahuna ba ne so sɛ nsuyire; ahum hwim no kɔ anadwo.
Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
21 Apueeɛ mframa soa no kɔ, na ɔnni hɔ bio; ɛtwe no firi ne teberɛ.
løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.
22 Ɛbɔ no a ahummɔborɔ nni mu ɛberɛ a ɔredwane afiri ne tumi ase.
Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;
23 Ɔde fɛ bɔ ne nsam na ɔpamoo no firi ne teberɛ.”
man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!
