Hiob 21
1 Na Hiob buaa sɛ,
Da tok Job til orde og sa:
2 “Montie me nsɛm no yie. Momma yei nyɛ awerɛkyekyerɛ a mode ma me.
Hør aktsomt på mitt ord og la dette være den trøst I yder mig!
3 Monnya ntoboaseɛ mma me ɛberɛ a merekasa, na sɛ mekasa wie a, monkɔso nni fɛ.
Tål mig, så jeg kan få tale, og når jeg har talt, kan du spotte.
4 “Me nwiinwii hyɛ onipa anaa? Adɛn enti na ɛsɛ sɛ menya ntoboaseɛ?
Mon min klage gjelder et menneske? Eller hvorfor skulde min ånd ikke bli utålmodig?
5 Monhwɛ me, na mo ho nnwiri mo; momfa mo nsa nkata mo ano.
Vend eder til mig og bli forferdet og legg hånd på munn!
6 Sɛ medwene yei ho a, mebɔ hu; na me ho popo.
Kommer jeg det i hu, så forferdes jeg, og mitt kjød gripes av skjelving.
7 Adɛn enti na amumuyɛfoɔ tena nkwa mu? Wɔnyini kyɛ na wɔkɔ so di tumi.
Hvorfor blir de ugudelige i live, blir gamle og tiltar endog i velmakt?
8 Wɔhunu wɔn mma a atwa wɔn ho ahyia no nkɔsoɔ, wɔhunu wɔn nananom.
De ser sine barn trives omkring sig, og sine efterkommere har de for sine øine.
9 Ɔhaw nni wɔn afie na ehu nni hɔ; Onyankopɔn asotwe mma wɔn so.
Deres hus er sikre mot redsler, og Guds ris kommer ikke over dem.
10 Wɔn anantwinini nyɛ akrawa; na wɔn anantwibereɛ wo a, wɔmpɔn.
Hans okse parrer sig og spiller ikke, hans ku kalver og kaster ikke i utide.
11 Wɔka wɔn mma bɔ mu te sɛ nnwankuo; na emu mmotafowa no hurihuri.
De slipper sine barn ut som småfeet, og deres smågutter hopper omkring.
12 Wɔto nnwom wɔ akasaeɛ ne sankuo so; na wɔde atɛntɛbɛn nnyegyeeɛ gye wɔn ani.
De synger til tromme og citar, og de gleder sig ved fløitens lyd.
De lever sine dager i lykke, og i et øieblikk farer de ned til dødsriket. (Sheol h7585)
14 Nanso wɔka kyerɛ Onyankopɔn sɛ, ‘Firi yɛn so! Yɛmpɛ sɛ yɛhunu wʼakwan.
Og dog sa de til Gud: Vik fra oss! Vi har ikke lyst til å kjenne dine veier.
15 Hwan ne otumfoɔ no a ɛsɛ sɛ yɛsom no? Sɛ yɛbɔ no mpaeɛ a mfasoɔ bɛn na yɛbɛnya?’
Hvad er den Allmektige, at vi skulde tjene ham, og hvad gagn skulde vi ha av å vende oss til ham med bønn?
16 Nanso, wɔn nkɔsoɔ no nni wɔn nsam, enti metwe me ho firi amumuyɛfoɔ afutuo ho.
Ja, men deres lykke står ikke i deres egen hånd. - De ugudeliges tanker er langt fra mine tanker.
17 “Nanso mpɛn ahe na wɔdum amumuyɛfoɔ kanea? Mpɛn ahe na amanehunu ba wɔn so, deɛ Onyankopɔn firi nʼabufuo mu de ba no?
Hvor ofte utslukkes vel de ugudeliges lampe, og hvor ofte hender det at ulykke kommer over dem? Hvor ofte tildeler han dem vel smerter i sin vrede?
18 Mpɛn ahe na wɔyɛ sɛ ɛserɛ wɔ mframa ano, te sɛ ntɛtɛ a mframa den bi apra wɔn?
Hvor ofte blir de vel som strå for vinden, som agner stormen fører bort?
19 Wɔka sɛ, ‘Onyankopɔn kora onipa asotwe so de twɛn ne mma.’ Ɛsɛ sɛ ɔtwe ɔnipa no ankasa aso ma ɔhunu.
Men Gud gjemmer hans straff til hans barn. - Ja, men han burde straffe ham selv, så han fikk kjenne det.
20 Ma wɔn ankasa ani nhunu wɔn sɛeɛ; ma Otumfoɔ abufuhyeɛ no nka wɔn ani.
Med egne øine burde han få se sin undergang, og av den Allmektiges vrede burde han få drikke selv.
21 Wɔn abusuafoɔ a wɔagya wɔn akyire no renya hwee nʼagyapadeɛ nyinaa bɛsɛe.
For hvad bryr han sig om sitt hus efter sin død, når hans måneders tall er ute?
22 “Obi bɛtumi akyerɛ Onyankopɔn nyansa, wɔ ɛberɛ a ɔbu atitire mpo atɛn?
Vil nogen lære Gud visdom, han som dømmer de høieste?
23 Obi wu wɔ ɛberɛ a ɔwɔ ahoɔden; ne ho tɔ no na nʼaso mu adwo no,
Den ene dør midt i sin velmakt, helt trygg og rolig;
24 na ne onipadua yɛ frɔmm, na ɛhon ahyɛ ne nnompe ma.
hans kar var fulle av melk, og margen i hans ben var saftfull.
25 Ɔfoforɔ nso de ɔkra mu yeadie wu, a wanka asetena pa anhwɛ da.
Den andre dør med sorg i hjertet og har aldri nytt nogen lykke.
26 Wɔsie wɔn nyinaa wɔ mfuturo korɔ mu, ma asonson korɔ no ara nuka wɔn.
Begge ligger de i støvet, og makk dekker dem.
27 “Mahunu mo adwene, ɛkwan a mopɛ sɛ mobu me fɔ.
Se, jeg kjenner eders tanker og de onde råd hvormed I gjør urett mot mig;
28 Mopɛ sɛ moka kyerɛ me sɛdeɛ asikafoɔ ne amumuyɛfoɔ, wɔn bɔne enti, wɔhwere wɔn agyapadeɛ nyinaa.
for I sier: Hvor er tyrannens hus, og hvor er det telt de ugudelige bor i?
29 Nanso mommisa wɔn a wɔtu kwan; wɔbɛka akyerɛ mo sɛ
Har I aldri spurt dem som har faret vidt omkring? Og I vil vel ikke forkaste deres vidnesbyrd,
30 onipa bɔne nya ne ti didi mu amanehunu da, na wɔgyaa no ma no dwane abufuhyeɛ da.
at den onde spares på ulykkens dag, på vredens dag føres han unda.
31 Hwan na ɔtumi kasa nʼanim? Hwan na ɔtua no deɛ wayɛ so ka?
Hvem foreholder ham hans ferd like i hans ansikt? og når han gjør noget, hvem gjengjelder ham det?
32 Wɔsoa no kɔ damena mu, na wɔwɛn nʼaboda.
Til graven bæres han med ære, og over gravhaugen holder de vakt.
33 Bɔnhwa mu dɔteɛ yɛ no dɛ; nnipa nyinaa di nʼakyi, na ɛdɔm a wɔntumi nkan wɔn di nʼanim.
Søt er hans hvile i dalens muld, og alle mennesker vandrer i hans spor, og det er ikke tall på dem som har gått foran ham.
34 “Enti ɛbɛyɛ dɛn na mode mo nsɛnhunu akyekyere me werɛ? Mo mmuaeɛ nyɛ hwee sɛ atorɔ!”
Hvor kan I da trøste mig med så tom en trøst? Av eders svar blir det bare troløshet tilbake.
