Hiob 19
1 Na Hiob kasaa bio sɛ,
Men Job svarede og sagde:
2 “Mobɛhyɛ me aniɛyaa na mode nsɛm abubu me akɔsi da bɛn?
Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
3 Mpɛn edu nie a moasopa me; mo ani nwu sɛ moto hyɛ me so.
I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
4 Sɛ ɛyɛ nokorɛ sɛ mafom ɛkwan a, me mfomsoɔ yɛ me nko ara asɛm.
Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
5 Sɛ ampa sɛ mobɛma mo ho so wɔ me so na mode mʼanimguaseɛ ayɛ adanseɛ atia me a,
Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
6 ɛnneɛ monhunu sɛ Onyankopɔn ayɛ me bɔne na ɔde nʼatena atwa me ho ahyia.
saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
7 “Ɛwom sɛ mesu sɛ, ‘Wɔafom me’ deɛ, nanso obiara mmua me; meteam pɛ mmoa, nanso atɛntenenee biara nni hɔ.
Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
8 Wasi me ɛkwan enti mentumi mensene; wama mʼakwan so aduru sum.
Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
9 Wayi mʼanimuonyam afiri me so na watu mʼahenkyɛ afiri me ti so.
Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
10 Wasɛe me akwannuasa nyinaa so de awie me; watu mʼanidasoɔ ase te sɛ dua.
Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
11 Nʼabufuo huru tia me; na wakan me afra nʼatamfoɔ mu.
og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
12 Nʼakodɔm ba anibereɛ so; wɔsisi mpie de tia me na wɔtwa me ntomadan ho hyia.
Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
13 “Wayi me nuammarima afiri me ho; na mʼamanifoɔ nso, watwe wɔn ho koraa.
Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
14 Mʼabusuafoɔ kɔ; na me nnamfonom werɛ afiri me.
Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
15 Mʼahɔhoɔ ne me mmaawa bu me sɛ ɔhɔhoɔ; mete sɛ ɔnanani ma wɔn.
De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
16 Mefrɛ me ɔsomfoɔ, na ɔmmua; mpo, mete mʼano srɛ no.
Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
17 Me home bɔn me yere; me ho afono mʼankasa nuammarima.
Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
18 Mpo, mmarimmaa nkumaa bu me animtiaa; sɛ mepue a wɔdi me ho fɛw.
Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
19 Me nnamfo berɛboɔ kyiri me; mʼadɔfoɔ asɔre atia me.
Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
20 Maka honam ne nnompe, na ɛkaa kakraa bi, anka merewu.
Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
21 “Monhunu me mmɔbɔ, me nnamfonom, monhunu mmɔbɔ, na Onyankopɔn nsa abɔ me.
Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
22 Adɛn enti na motaa me so, sɛdeɛ Onyankopɔn yɛ no? Na mommfa me honam mu yea yi saa ara?
Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
23 “Ao, anka wɔmfa me nsɛm nhyɛ nwoma mu, anka wɔntwerɛ wɔ nwoma mmobɔeɛ so,
Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
24 anka wɔmfa dadeɛ twerɛdua nyiyi wɔ sumpii so, anaa wɔnkrukyire wɔ abotan so afebɔɔ.
ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
25 Menim sɛ me odimafoɔ te ase, na awieeɛ no ɔbɛsɔre agyina asase so.
Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
26 Na sɛ me wedeɛ wie sɛe a, mede mʼani bɛhunu Onyankopɔn.
Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
27 Me ara mɛhunu no mede mʼani, na ɛnyɛ obi foforɔ ani, bɛhunu no. Mʼakoma ho pere no wɔ me mu.
hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
28 “Sɛ moka sɛ, ‘Yɛbɛteetee no, ɛfiri sɛ ɔhaw no firi ɔno ara’ a,
Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
29 ɛsɛ sɛ mosuro akofena no. Abufuo nam akofena so de asotwe bɛba, na mobɛhunu sɛ atemmuo wɔ hɔ.”
Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
