Hiob 17
1 Me sunsum atɔ piti, me nna so atwa, na damena retwɛn me.
Brudt er min Aand, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;
2 Ampa ara fɛdifoɔ atwa me ho ahyia; ɛsɛ sɛ mehwɛ wɔn atutupɛ.
visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje maa skue.
3 “Ao Onyankopɔn, hyɛ me ɛbɔ a wopɛ. Hwan bio na ɔbɛma me banbɔ?
Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Haandslag?
4 Woato wɔn adwene mu a wɔnte asɛm ase; enti woremma wɔnni nkonim.
Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;
5 Sɛ obi sopa ne nnamfonom de nya akatua a, ne mma ani bɛfira.
den, der forraader Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.
6 “Onyankopɔn de me ayɛ asɛm a ɛda obiara ano, obi a wɔte ntasuo gu nʼani so.
Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;
7 Awerɛhoɔ ama mʼani ayɛ samoo me bɔberɛ nyinaa yɛ sunsumma.
mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;
8 Ateneneefoɔ hunu me a, ɛyɛ wɔn nwanwa. Wɔn a wɔdi bem no bɛsɔre atia wɔn a wɔnni nyamesu.
retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,
9 Ateneneefoɔ bɛkɔ wɔn anim, na wɔn a wɔn nsa ho teɛ bɛkɔ so anya ahoɔden.
men den retfærdige holder sin Vej, en renhaandet vokser i Kraft.
10 “Mo nyinaa mo nsane mmra mmɛsɔ me nhwɛ! Na merennya onyansafoɔ wɔ mo mu.
Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand finder jeg ikke iblandt jer!
11 Me nna atwam, me nhyehyɛeɛ apansam, saa ara na mʼakoma apɛdeɛ nso ayɛ.
Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;
12 Saa nnipa yi ma anadwo dane awia; esum mu koraa no, wɔka sɛ, ‘Hann abɛn,’
Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;
vil jeg haabe, faar jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje, (Sheol h7585)
14 sɛ meka kyerɛ porɔeɛ sɛ, ‘Woyɛ mʼagya,’ na me kyerɛ ɔsonsono sɛ, ‘Me maame’ anaa ‘Me nuabaa’ a,
Graven kalder jeg Fader, Forraadnelsen Moder og Søster.
15 na afei mʼanidasoɔ wɔ he? Hwan na ɔbɛtumi anya anidasoɔ bi ama me?
Hvor er da vel mit Haab, og hvo kan øjne min Lykke?
