Hiob 15
1 Na Temanni Elifas buaa sɛ,
Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 “Enti onyansafoɔ de nsɛm a aba biara nni muo bɛyi nʼano anaasɛ ɔde apueeɛ mframa a emu yɛ hye bɛhyɛ nʼafuru ma?
"Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
3 Ɔde nsɛm huhuo bɛdi anobaabaeɛ, aka nsɛm a ɛntu bunu biara anaa?
for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?
4 Wototo onyamesuro ase mmom na wosi Onyankopɔn mu ahotosoɔ ho ɛkwan.
Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
5 Wo bɔne kyerɛ wʼano deɛ ɔnka; na woafa aniteɛ tɛkrɛma.
Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.
6 Wo ankasa wʼano bu wo kumfɔ, ɛnyɛ me deɛ; wʼankasa wʼano di adanseɛ tia wo.
Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
7 “Wone onipa a wɔwoo wo dii ɛkan? Wɔwoo wo ansa na wɔrewo nkokoɔ?
Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
8 Wotie Onyankopɔn afotuo anaa? Wo nko ara na wonim nyansa anaa?
Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?
9 Ɛdeɛn na wonim a, yɛnnim? Nhunumu bɛn na wowɔ a yɛnnie?
Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?
10 Deɛ wafu dwono ne akɔkoraa wɔ yɛn afa, wɔn a wɔanyini sene wʼagya mpo.
Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
11 Onyankopɔn awerɛkyekyerɛ ne nsɛm a wɔka no brɛoo kyerɛ wo no sua ma wo anaa?
Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
12 Adɛn enti na wʼakoma atwe wo korɔ adɛn enti na wʼani asɔ ogya,
Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
13 na woadane wʼabofuo agu Onyankopɔn so na woma saa nsɛm yi pue firi wʼano?
Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
14 “Ɔdasani ne hwan a ɔbɛtumi ayɛ pɛ, anaasɛ deɛ ɔbaa awo noɔ bɛn na ɔbɛtumi ayɛ ɔteneneeni?
Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
15 Onyankopɔn nni ahotosoɔ wɔ nʼakronkronfoɔ mu. Ɔsorosoro mpo nnyɛ kronn wɔ nʼani so,
End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
16 na nkantom onipa bɔnefoɔ ne omumuyɛfoɔ a ɔnom awurukasɛm sɛ nsuo.
hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
17 “Tie me, na mɛkyerɛ wo mu; ma menka deɛ mahunu nkyerɛ wo,
Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
18 deɛ anyansafoɔ apae mu aka, a wɔamfa biribiara a wɔnya firii wɔn agyanom hɔ no ansie
hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
19 (wɔn a wɔde asase no maa wɔn ɛberɛ a ananafoɔ biara nni hɔ):
dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
20 Omumuyɛfoɔ kɔ ahohiahia mu ne nkwanna nyinaa. Na basabasayɛni nso, wɔahyehyɛ ne mfeɛ nyinaa ama no.
Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;
21 Nnyegyeɛ a ɛyɛ hu hyɛ nʼasom ma; na sɛ ɛyɛ sɛ nneɛma rekɔ yie ma no a, akorɔmfoɔ to hyɛ ne so.
Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
22 Ɔpa aba sɛ ɔbɛdwane afiri esum mu; wɔabɔ no ato hɔ ama akofena.
han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
23 Ɔkyinkyini hwehwɛ aduane; ɔnim sɛ esum da no abɛn.
udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;
24 Ɔhaw ne ahoyera yi no hu; ɛhyɛ ne so sɛ ɔhene a wasiesie ne ho ama ɔko,
Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
25 ɛfiri sɛ ɔtenetene ne nsa kyerɛ Onyankopɔn na ɔma ne ho so tia Otumfoɔ.
Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
26 Wɔde akokyɛm a emu pi na ɛyɛ den kɔ ne so a wɔnsuro no.
stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
27 “Ɛwom sɛ sradeɛ ama wɔn afono atotɔ na wɔn asene mu ɛnam agu mmɛbɛ deɛ,
Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.
28 nanso wɔbɛtena nkuro a aguo so na wɔatena afie a obi nte mu, afie a ɛrebubu mu.
tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.
29 Wɔrenkɔ so nyɛ adefoɔ bio, na wɔn ahonya rennyina, na wɔn agyapadeɛ so bɛte na ayera wɔ asase so.
Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
30 Esum bɛduru wɔn; ogyaframa bɛkusa wɔn mman, na Onyankopɔn anom ahomeguo bɛsoa wɔn akɔ.
han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
31 Ɛnsɛ sɛ wɔde wɔn ho to nneɛma huhuo so de daadaa wɔn ho, ɛfiri sɛ wɔrennya hwee mfiri mu.
Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!
32 Ansa na wɔn da bɛduru no, wɔbɛtua wɔn ka a ebi renka, na wɔn mman renyɛ frɔmfrɔm.
I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
33 Wɔbɛyɛ sɛ bobedua a wɔapore so aba a ɛnnyiniiɛ, te sɛ ngo dua a ne nhyerɛnne repore gu fam.
han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
34 Na abɔnefoɔ fekuo a wɔnnim Onyankopɔn no renso aba, na ogya bɛhye wɔn a wɔdɔ kɛtɛasehyɛ no ntomadan.
Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
35 Wɔnyinsɛn ɔhaw na wɔwo amumuyɛ; wɔn awotwaa siesie nnaadaa.”
svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!
