Hiob 15
1 Na Temanni Elifas buaa sɛ,
Da svarede Elifas, Themaniten, og sagde:
2 “Enti onyansafoɔ de nsɛm a aba biara nni muo bɛyi nʼano anaasɛ ɔde apueeɛ mframa a emu yɛ hye bɛhyɛ nʼafuru ma?
Skal en viis svare med Kundskab, som kun er Vejr, og fylde sin Bug med Blæst,
3 Ɔde nsɛm huhuo bɛdi anobaabaeɛ, aka nsɛm a ɛntu bunu biara anaa?
idet han fører Bevis med Ord, som ikke gavne, og med Taler, som intet baade!
4 Wototo onyamesuro ase mmom na wosi Onyankopɔn mu ahotosoɔ ho ɛkwan.
Ja, du tilintetgør Gudsfrygt og svækker Bønnen for Guds Ansigt.
5 Wo bɔne kyerɛ wʼano deɛ ɔnka; na woafa aniteɛ tɛkrɛma.
Thi din egen Mund beviser din Misgerning, og du vælger de træskes Tunge.
6 Wo ankasa wʼano bu wo kumfɔ, ɛnyɛ me deɛ; wʼankasa wʼano di adanseɛ tia wo.
Din egen Mund dømmer dig skyldig og ikke jeg, og dine Læber vidne imod dig.
7 “Wone onipa a wɔwoo wo dii ɛkan? Wɔwoo wo ansa na wɔrewo nkokoɔ?
Mon du er født som det første Menneske var, og er du avlet førend Højene?
8 Wotie Onyankopɔn afotuo anaa? Wo nko ara na wonim nyansa anaa?
Mon du har hørt til i Guds hemmelige Raad og har revet Visdommen til dig?
9 Ɛdeɛn na wonim a, yɛnnim? Nhunumu bɛn na wowɔ a yɛnnie?
Hvad ved du, som vi ikke vide? hvad forstaar du, og det skulde ikke være os bekendt?
10 Deɛ wafu dwono ne akɔkoraa wɔ yɛn afa, wɔn a wɔanyini sene wʼagya mpo.
Der er baade graahærdede og bedagede iblandt os, Mænd, som have levet længere end din Fader.
11 Onyankopɔn awerɛkyekyerɛ ne nsɛm a wɔka no brɛoo kyerɛ wo no sua ma wo anaa?
Er Guds Trøst dig for ringe og det Ord, som han i Mildhed har talt med dig?
12 Adɛn enti na wʼakoma atwe wo korɔ adɛn enti na wʼani asɔ ogya,
Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øjne?
13 na woadane wʼabofuo agu Onyankopɔn so na woma saa nsɛm yi pue firi wʼano?
Thi du vender din Harme imod Gud, og du har ladet Taler udfare af din Mund.
14 “Ɔdasani ne hwan a ɔbɛtumi ayɛ pɛ, anaasɛ deɛ ɔbaa awo noɔ bɛn na ɔbɛtumi ayɛ ɔteneneeni?
Hvad er et Menneske, at det skulde være rent? eller at den skulde være retfærdig, som er født af en Kvinde?
15 Onyankopɔn nni ahotosoɔ wɔ nʼakronkronfoɔ mu. Ɔsorosoro mpo nnyɛ kronn wɔ nʼani so,
Se, han tror ikke sine hellige, og Himlene ere ikke rene for hans Øjne:
16 na nkantom onipa bɔnefoɔ ne omumuyɛfoɔ a ɔnom awurukasɛm sɛ nsuo.
Hvor meget mindre den, som er vederstyggelig og fordærvet, den Mand, der drikker Uretfærdighed som Vand?
17 “Tie me, na mɛkyerɛ wo mu; ma menka deɛ mahunu nkyerɛ wo,
Jeg vil kundgøre dig det, hør mig; og hvad jeg har set, vil jeg fortælle:
18 deɛ anyansafoɔ apae mu aka, a wɔamfa biribiara a wɔnya firii wɔn agyanom hɔ no ansie
Hvad de vise have forkyndt, og hvad de ikke have dulgt som en Arv fra deres Fædre,
19 (wɔn a wɔde asase no maa wɔn ɛberɛ a ananafoɔ biara nni hɔ):
dem alene blev Landet givet, og ingen fremmed trængte ind iblandt dem.
20 Omumuyɛfoɔ kɔ ahohiahia mu ne nkwanna nyinaa. Na basabasayɛni nso, wɔahyehyɛ ne mfeɛ nyinaa ama no.
Den ugudelige bæver alle sine Dage, og faa Aar i Tallet ere henlagte til en Voldsmand.
21 Nnyegyeɛ a ɛyɛ hu hyɛ nʼasom ma; na sɛ ɛyɛ sɛ nneɛma rekɔ yie ma no a, akorɔmfoɔ to hyɛ ne so.
Rædsler lyde for hans Øren; midt i Freden kommer en Ødelægger over ham.
22 Ɔpa aba sɛ ɔbɛdwane afiri esum mu; wɔabɔ no ato hɔ ama akofena.
Han kan ikke tro paa, at han vil komme tilbage fra Mørket, og han er udset til at omkomme ved Sværdet.
23 Ɔkyinkyini hwehwɛ aduane; ɔnim sɛ esum da no abɛn.
Han vanker hid og did efter Brødet og siger: Hvor er det? han ved, at Mørkheds Dag er bestemt, ja er ved hans Side.
24 Ɔhaw ne ahoyera yi no hu; ɛhyɛ ne so sɛ ɔhene a wasiesie ne ho ama ɔko,
Angest og Nød forfærde ham, det overvælder ham, som var det en Konge, der er rede til Striden;
25 ɛfiri sɛ ɔtenetene ne nsa kyerɛ Onyankopɔn na ɔma ne ho so tia Otumfoɔ.
thi han har udrakt sin Haand imod Gud og har vældig sat sig op imod den Almægtige;
26 Wɔde akokyɛm a emu pi na ɛyɛ den kɔ ne so a wɔnsuro no.
han løb med oprakt Hals imod ham under sine Skjoldes tætte Tag;
27 “Ɛwom sɛ sradeɛ ama wɔn afono atotɔ na wɔn asene mu ɛnam agu mmɛbɛ deɛ,
thi han har lagt Fedt paa sit Ansigt og lagt sig ud over sin Lænd med Fedme,
28 nanso wɔbɛtena nkuro a aguo so na wɔatena afie a obi nte mu, afie a ɛrebubu mu.
og han boede i Stæder, som vare ødelagte, i Huse, som man ikke bor i, som ere bestemte til Grushobe.
29 Wɔrenkɔ so nyɛ adefoɔ bio, na wɔn ahonya rennyina, na wɔn agyapadeɛ so bɛte na ayera wɔ asase so.
Han skal ikke blive rig, og hans Formue skal ikke bestaa; og hvad de have erhvervet, skal ikke udbredes i Landet.
30 Esum bɛduru wɔn; ogyaframa bɛkusa wɔn mman, na Onyankopɔn anom ahomeguo bɛsoa wɔn akɔ.
Han skal ikke komme bort fra Mørket, en Lue skal tørre hans Kvist; men han skal komme bort ved hans Munds Aande.
31 Ɛnsɛ sɛ wɔde wɔn ho to nneɛma huhuo so de daadaa wɔn ho, ɛfiri sɛ wɔrennya hwee mfiri mu.
Han skal ikke forlade sig paa Forfængelighed, han skuffer sig; thi Forfængelighed skal vorde ham Betaling.
32 Ansa na wɔn da bɛduru no, wɔbɛtua wɔn ka a ebi renka, na wɔn mman renyɛ frɔmfrɔm.
Før hans Dag kommer, skal det opfyldes, og hans Gren skal ikke grønnes.
33 Wɔbɛyɛ sɛ bobedua a wɔapore so aba a ɛnnyiniiɛ, te sɛ ngo dua a ne nhyerɛnne repore gu fam.
Som Vintræet skal han afryste sine sure Druer og som Olietræet kaste sit Blomster.
34 Na abɔnefoɔ fekuo a wɔnnim Onyankopɔn no renso aba, na ogya bɛhye wɔn a wɔdɔ kɛtɛasehyɛ no ntomadan.
Thi den vanhelliges Forsamling skal blive øde, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte.
35 Wɔnyinsɛn ɔhaw na wɔwo amumuyɛ; wɔn awotwaa siesie nnaadaa.”
De undfange Uret og føde Udaad, og deres Inderste bereder Svig.
