Hiob 13
1 “Mʼani ahunu yeinom nyinaa, mʼaso ate, na ate aseɛ nso.
Se, det har mit Øje set alt sammen; mit Øre har hørt og forstaaet sig derpaa.
2 Deɛ wonim no, me nso menim; wo nsene me.
Hvad I vide, det ved jeg, ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for eder.
3 Nanso mepɛ sɛ mekasa kyerɛ Otumfoɔ no na me ne Onyankopɔn toatoa adwene wɔ mʼasɛm ho.
Dog vilde jeg gerne tale til den Almægtige, og jeg havde Lyst til at gaa i Rette med Gud.
4 Mode atorɔ mmom na afɔre me ho; mo nyinaa moyɛ ayaresafoɔ a mo ho nni mfasoɔ!
Men I sammensy Løgn: I ere alle sammen unyttige Læger.
5 Sɛ mobɛyɛ komm koraa a ɛno na ɛbɛyɛ nyansa ama mo!
Gid I vilde tie, saa skulde det regnes eder til Visdom!
6 Afei montie mʼano asɛm; montie mʼanoyie.
Kære, hører min Bevisning og mærker paa det, som jeg strider for med mine Læber.
7 Mobɛka amumuyɛsɛm ama Onyankopɔn anaa? Mobɛka nnaadaasɛm ama no anaa?
Ville I forsvare Gud med Uret og forsvare ham med Svig?
8 Mobɛkyea mo aso ama no? Mobɛka Onyankopɔn asɛm ama no anaa?
Ville I anse hans Person eller føre Sag for Gud?
9 Sɛ ɔhwehwɛ mo mu a, ɛbɛsi mo yie anaa? Mobɛtumi adaadaa no sɛdeɛ modaadaa nnipa no anaa?
Vil det gaa godt, naar han undersøger eder? ville I bedrage ham, ligesom man bedrager et Menneske?
10 Sɛ mokyeaa mo aso wɔ kɔkoam a, sɛdeɛ ɛteɛ biara, ɔbɛka mo anim.
Han skal visselig straffe eder, om I anse Personer i Løndom.
11 Nʼanimuonyam mmɔ mo hu anaa? Ne ho suro nntɔ mo so anaa?
Skulde ikke hans Højhed forfærde eder og Rædsel for ham falde over eder?
12 Mo kasatɔmmɛ yɛ mmɛbuo a ɛte sɛ nsõ; mo anoyie yɛ dɔteɛ.
Eders Tankesprog ere at ligne ved Aske, eders Borge ere Lerborge.
13 “Monyɛ dinn, na menkasa; na deɛ ɛbɛyɛ me biara mmra me so.
Tier for mig, at jeg kan tale, og lad saa overgaa mig, hvad der vil!
14 Adɛn enti na mede me ho to amaneɛ mu na mede me nkwa to me nsam?
Hvorfor skulde jeg føre mit Kød bort i mine Tænder? jeg vil derimod sætte mit Liv i min Haand.
15 Ɛwom sɛ ɔkumm me deɛ, nanso ne so na mʼani bɛda; ampa ara mɛdi mʼakwan ho adanseɛ wɔ nʼanim.
Se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab; kunde jeg blot retfærdiggøre mine Veje for hans Ansigt!
16 Nokorɛm, yei na ɛbɛyɛ me nkwagyeɛ, ɛfiri sɛ deɛ ɔnsuro Onyankopɔn no rentumi nkɔ nʼanim!
Ogsaa dette skulde være mig en Frelse; thi der skal ingen vanhellig komme for hans Ansigt!
17 Montie me nsɛm yi yie; monyɛ aso mma deɛ meka.
Hører flittig min Tale og det, jeg kundgør for eders Øren.
18 Afei a masiesie me nkurobɔ yi, menim sɛ mɛdi bem.
Se, kære, jeg har indledet Sagen, jeg ved, at jeg skal kendes retfærdig.
19 Obi bɛtumi abɔ me kwaadu anaa? Sɛ ɛte saa deɛ a, anka mɛyɛ komm na mawu.
Hvo er den, som kan trætte med mig? thi da maatte jeg tie og opgive Aanden.
20 “Ao Onyankopɔn, yɛ saa nneɛma mmienu yi pɛ ma me, na afei meremfa me ho nsuma wo:
Dog, gør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:
21 Yi wo nsa firi me so kɔ akyirikyiri, na gyae wo ho hu a wode hunahuna me no.
Lad din Haand være langt fra mig og Rædsel for dig ikke forfærde mig!
22 Afei samena me na mɛba, anaa ma menkasa na bua me.
Kald saa, og jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv saa du mig Svar igen!
23 Mfomsoɔ ne bɔne dodoɔ ahe na mayɛ? Kyerɛ me me mfomsoɔ ne me bɔne.
Hvor mange ere mine Misgerninger og Synder? lad mig vide min Overtrædelse og min Synd!
24 Adɛn enti na wode wʼanim asie me na wodwene sɛ meyɛ wo ɔtamfoɔ?
Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
25 Wobɛyɛ ahahan a mframa rebɔ no ayayadeɛ anaa? Wobɛtaa ntɛtɛ a awoɔ anaa?
Vil du jage det henvejrede Blad op og forfølge det tørre Straa?
26 Wotwerɛ soboɔ a ɛyɛ yea tia me, na woka me mmabunuberɛ mu bɔne nyinaa gu me so.
Thi du skriver Bitterheder op imod mig og lader mig faa min Ungdoms Synder til Arv.
27 Wode nkyehoma gu me nan; wohwɛ mʼanammɔnkwan nyinaa so yie na wode ahyɛnsodeɛ ayeyɛ mʼanammɔn mu.
Og du lægger mine Fødder i Stokken og tager Vare paa alle mine Stier; du afstikker Grænser for mine Fødders Saaler,
28 “Enti onipa nkwa sa te sɛ biribi a aporɔ, te sɛ atadeɛ a nweweboa adie.
skønt jeg er en Mand, der bliver gammel som Trøske, som et Klæde, der ædes op af Møl.
