Hiob 10
1 “Abrabɔ afono me; enti mɛka mʼasɛm a meremfa hwee nsie na mɛkasa afiri me kra yeadie mu.
Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
2 Mɛka akyerɛ Onyankopɔn sɛ: Mmu me kumfɔ, na mmom kyerɛ kwaadu a wobɔ me.
sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
3 Sɛ wohyɛ me so a, ɛdeɛn na wonya? Adɛn enti na wopo wo nsa ano adwuma na wosere hwɛ amumuyɛfoɔ nhyehyɛeɛ?
Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?
4 Wowɔ ɔhonam mu ani anaa? Wohunu adeɛ te sɛ ɔdasani anaa?
Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
5 Wo nkwa nna te sɛ ɔdasani anaa wo mfeɛ te sɛ onipa,
er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,
6 a enti ɛsɛ sɛ wohwehwɛ me mfomsoɔ na wopɛɛpɛɛ me bɔne mu?
siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
7 Ɛwom sɛ wonim sɛ menni fɔ deɛ, nanso obiara nso rentumi nnye me mfiri wo nsam.
endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!
8 “Wo nsa na ɛnwonoo me na ɛbɔɔ me. Afei wobɛdane wo ho asɛe me anaa?
Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!
9 Kae sɛ wonwonoo me sɛ dɔteɛ. Na wobɛdane me ayɛ me mfuturo bio?
Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
10 Woanhwie me sɛ nufosuo no womaa me mu piiɛ sɛ kyiisi,
Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
11 amfa wedeɛ ne honam ankata me ho ankeka nnompe ne ntini antoatoa mu anaa?
iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
12 Womaa me nkwa, yii ayamyɛ kyerɛɛ me, na ɔhwɛsie mu, wohwɛɛ me honhom so.
Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd
13 “Nanso yei na wode siee wʼakoma mu; na menim sɛ na yei wɔ wʼadwene mu.
og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
14 Sɛ meyɛɛ bɔne a anka wobɛhwɛ me na wobɛma me ɛso asotwe.
Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.
15 Na sɛ medi fɔ a, nnome nka me! Na sɛ mpo medi bem a, merentumi mpagya me ti, ɛfiri sɛ aniwuo ahyɛ me ma na mʼamanehunu amene me.
Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
16 Na sɛ mepagya me ti a, wodɛɛdɛɛ me sɛ gyata, na bio woda wo tumi nwanwa no adi tia me.
Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
17 Wode adansefoɔ foforɔ bɛtia me na woma wʼabofuo ano yɛ den wɔ me so; wʼakodɔm tu ba me so ɛberɛ biara.
nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
18 “Adɛn enti na woma wɔwoo me? Ɛkaa me nko a anka mewuiɛ ansa na ani bi rehunu me.
Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;
19 Anka mamma nkwa yi mu, anaasɛ wosoaa me firi awotwaa mu de me kɔɔ damena mu tee a, anka ɛyɛ.
jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
20 Aka kakra na me nna atwam, gyaa me na menya anigyeɛ ɛberɛ tiawa bi
Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
21 ansa na makɔ koransane kusuuyɛ ne sunsumma kabii asase so,
før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,
22 asase a ɛyɛ anadwo sum kabii, sunsumma tumm ne sakasaka, baabi a ɛhɔ hann mpo te sɛ esum.”
Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket."
