2 Samuel 22
1 Ɛberɛ a Awurade gyee Dawid firii nʼatamfoɔ nyinaa ne Saulo nsam akyi no, ɔtoo saa dwom yi de yii Awurade ayɛ.
David kvad denne sang for Herren den dag da Herren hadde utfridd ham av alle hans fienders hånd og av Sauls hånd.
2 Nsɛm a ɛwɔ dwom no mu nie: “Awurade yɛ me botan, mʼaban ne mʼagyenkwa;
Og han sa: Herren er min klippe og min festning og min redder,
3 me Onyankopɔn yɛ me botan; ne mu na menya banbɔ. Ɔyɛ me kyɛm, me nkwagyeɛ mu ahoɔden ne me banbɔeɛ, mʼabantenten, mʼagyenkwa, deɛ ɔgye me firi basabasayɛ mu.
min klippefaste Gud, som jeg setter min lit til, mitt skjold og min frelses horn, min borg og min tilflukt, min frelser; fra vold frelser du mig.
4 “Mesu frɛ Awurade; ɔno na ayɛyie sɛ no, ɛfiri sɛ, ɔgye me firi mʼatamfoɔ nsam.
Jeg påkaller den Høilovede, Herren, og blir frelst fra mine fiender.
5 Owuo asorɔkye twaa me ho hyiaeɛ; ɔsɛeɛ yiri faa me so.
Dødens bølger omspente mig, fordervelsens strømmer forferdet mig.
Dødsrikets rep omgav mig, dødens snarer overfalt mig. (Sheol h7585)
7 “Na mʼamanehunu mu no, mesu mefrɛɛ Awurade. Aane, mefrɛɛ me Onyankopɔn pɛɛ mmoa. Ɔtee me nne firii ne kronkronbea. Me sufrɛ duruu nʼasom.
I min trengsel påkalte jeg Herren, og jeg ropte til min Gud; han hørte fra sitt tempel min røst, og mitt skrik kom for hans ører.
8 Na asase wosoeɛ na ɛhinhimeɛ; ɔsoro fapem wosoeɛ; wɔwosoeɛ, nʼabufuo enti.
Da rystet og bevet jorden, himmelens grunnvoller skalv, og de rystet; for hans vrede var optendt.
9 Wisie firii ne hwene mu; ogyaframa firii nʼanom; na egyasramma dɛre firii mu.
Det steg røk op av hans nese, og fortærende ild fra hans munn; glør brente ut av ham.
10 Ɔfirii ɔsoro baa fam; na omununkum kabii duruu ne nan ase.
Og han bøide himmelen og steg ned, og det var mørke under hans føtter.
11 Ɔte Kerubim so tuiɛ; gyaagyaa ne ho wɔ mframa ntaban so.
Og han fór på kjeruber og fløi, og han lot sig se på vindens vinger.
12 Ɔde sum kataa ne ho hyiaeɛ, ɔde osuo omununkum dii nʼanim ɛkan.
Og han gjorde mørke til skjul rundt omkring sig, vannmasser, tykke skyer.
13 Hann kɛseɛ hyerɛn wɔ nʼanim, na anyinam pa firi mu.
Frem av glansen foran ham brente gloende kull.
14 Awurade bobɔɔ mu firi soro; Ɔsorosoroni no teaam denden.
Herren tordnet fra himmelen, den Høieste lot sin røst høre.
15 Ɔtoo nʼagyan maa nʼatamfoɔ hweteeɛ; anyinam dwaeɛ ma wɔyɛɛ basaa.
Og han utsendte piler og spredte dem omkring - lyn og forvirret dem.
16 Awurade kasaeɛ, na ewiase nnyinasoɔ no nyinaa daa hɔ. Wɔtumi hunuu ɛpo ase, na asase fapem ho daa hɔ.
Da kom havets strømmer til syne; jordens grunnvoller blev avdekket ved Herrens trusel, for hans neses åndepust.
17 “Ɔfiri ɔsoro baa ɛfam bɛsɔɔ me mu; ɔtwee me firii nsuo a emu dɔ mu.
Han rakte sin hånd ut fra det høie, han grep mig; han drog mig op av store vann.
18 Ɔgyee me firii mʼatamfoɔ a wɔyɛ den nsam, atamfoɔ a wɔkyiri me na wɔn ho yɛ den pa ara ma me.
Han fridde mig ut fra min sterke fiende, fra mine avindsmenn; for de var mig for mektige.
19 Wɔbaa me so wɔ mʼamanehunu da mu, nanso Awurade pagyaa me.
De overfalt mig på min motgangs dag; men Herren blev min støtte.
20 Ɔde me baa baabi a banbɔ wɔ; ɔgyee me, ɛfiri sɛ, nʼani ku me ho.
Og han førte mig ut i fritt rum; han frelste mig, for han hadde behag i mig.
21 “Awurade ne me adi no sɛdeɛ me tenenee teɛ; wahwɛ me nsa a ɛho teɛ so atua me ka.
Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, han betalte mig efter mine henders renhet.
22 Ɛfiri sɛ, manante Awurade akwan so; Mentwee me ho mfirii me Onyankopɔn ho nkɔyɛɛ bɔne.
For jeg tok vare på Herrens veier og vek ikke i ondskap fra min Gud;
23 Ne mmara nyinaa gu mʼanim; mentwee me ho mfirii ne nhyehyɛeɛ ho.
for alle hans lover hadde jeg for øie, og fra hans bud vek jeg ikke,
24 Me ho nni asɛm wɔ Onyankopɔn anim; matwe me ho afiri bɔne ho.
og jeg var ulastelig for ham og voktet mig vel for min synd.
25 Awurade tuaa me papayɛ so ka, ɛfiri sɛ menni fɔ wɔ nʼanim.
Og Herren gjengjeldte mig efter min rettferdighet, efter min renhet for hans øine.
26 “Woda wo ho adi sɛ ɔnokwafoɔ kyerɛ wɔn a wɔdi nokorɛ, wɔn a wɔdi mu nso wo kyerɛ wɔn sɛ wodi mu.
Mot den fromme viser du dig from, mot den rettvise stridsmann viser du dig rettvis,
27 Woyi wo kronkronyɛ kyerɛ ɔkronkronni, nanso amumuyɛfoɔ deɛ wokyiri wɔn.
mot den rene viser du dig ren, mot den forvendte viser du dig vrang.
28 Wogye ahobrɛasefoɔ, nanso wʼani kɔ ahantanfoɔ so sɛ wobɛbrɛ wɔn ase.
Elendige folk frelser du, men dine øine er mot de overmodige; dem fornedrer du.
29 Ao Awurade, woyɛ me kanea. Aane, Awurade woma me sum dane hann.
For du er mitt lys, Herre, og Herren opklarer mitt mørke.
30 Wʼahoɔden a wode ma me enti, metumi ka akodɔm gu; me Onyankopɔn enti, metumi foro ɔfasuo.
For ved dig stormer jeg løs på fiendeskarer, ved min Gud springer jeg over murer.
31 “Onyankopɔn deɛ, nʼakwan yɛ pɛ; Awurade bɔhyɛ nyinaa ba mu. Ɔyɛ akokyɛm ma wɔn a wɔhwehwɛ banbɔ wɔ ne mu.
Gud, hans vei er fullkommen; Herrens ord er rent, han er et skjold for alle dem som setter sin lit til ham.
32 Hwan ne Onyankopɔn, gye sɛ Awurade? Hwan ne ɔbotantim no, gye sɛ yɛn Onyankopɔn?
For hvem er Gud foruten Herren, og hvem er en klippe foruten vår Gud?
33 Onyankopɔn ne mʼaban a ɛyɛ den; wagye me, na wama me kwan so ayɛ pɛ.
Gud, han er mitt sterke vern og leder den ulastelige på hans vei.
34 Ɔma mʼanammɔn ho yɛ hare sɛ ɔforoteɛ deɛ; Ɔma me gyina sorɔnsorɔmmea.
Han gir ham føtter likesom hindene og stiller mig på mine høider.
35 Ɔsiesie me ma ɔko; na mʼabasa tumi kuntunu kɔbere mfrafraeɛ tadua.
Han oplærer mine hender til krig, så mine armer spenner kobberbuen.
36 Woama me wo nkwagyeɛ kyɛm. Wo mmoa ama mayɛ ɔkɛseɛ.
Og du gir mig din frelse til skjold, og din mildhet gjør mig stor.
37 Woabɔ ɛkwan tɛtrɛɛ ama me nan sɛdeɛ ɛrenwatiri.
Du gjør rummet vidt for mine skritt under mig, og mine ankler vakler ikke.
38 “Metaa mʼatamfoɔ so sɛee wɔn; mannyina kɔsii sɛ wɔdii nkoguo.
Jeg vil forfølge mine fiender og ødelegge dem, og jeg vender ikke tilbake før jeg har gjort ende på dem.
39 Meyamoo wɔn, mebɔɔ wɔn hwee fam, na wɔantumi ansɔre; wɔhwehwee ase wɔ me nan ase.
Jeg gjør ende på dem og knuser dem, så de ikke kan reise sig; de faller under mine føtter.
40 Wohyɛɛ me ahoɔden maa ɔko; woaka mʼatamfoɔ ahyɛ me nan ase.
Og du omgjorder mig med kraft til krig, du bøier mine motstandere under mig.
41 Womaa wɔdanee wɔn ani dwaneeɛ, na mesɛe wɔn a wɔtan me nyinaa.
Og mine fiender lar du vende mig ryggen, mine avindsmenn utrydder jeg.
42 Wɔsu pɛɛ mmoa, nanso obiara ammɛgye wɔn. Wɔsu frɛɛ Awurade, nanso wannye wɔn so.
De ser sig om, men der er ingen frelser - efter Herren, men han svarer dem ikke.
43 Meyamoo wɔn ma wɔyɛɛ sɛ asase so mfuturo; mepraa wɔn guu nsuka mu sɛ wira.
Og jeg knuser dem som jordens støv; jeg sønderknuser dem, tramper dem ned som søle på gatene.
44 “Womaa me nkonimdie wɔ wɔn a wɔbɔ me kwaadu so. Woahwɛ sɛ mɛyɛ amanaman sodifoɔ; na nnipa a mennim wɔn som me.
Og du redder mig fra mitt folks kamper, du bevarer mig til å være hode for hedninger; folkeferd som jeg ikke kjenner, tjener mig.
45 Ananafoɔ brɛ wɔn ho ase ma me; wɔte me nka pɛ ara a, wɔde wɔn ho ma me.
Fremmede kryper for mig; bare de hører om mig, blir de mig lydige.
46 Wɔn nyinaa bɔ huboa, na wɔde ahopopoɔ firi wɔn nsraban mu ba.
Fremmede visner bort og går bevende ut av sine borger.
47 “Awurade te ase! Ayɛyi nka me botan, ma wɔmma Onyankopɔn, me nkwagyeɛ botan so.
Herren lever, og priset er min klippe, og ophøiet er min frelses klippefaste Gud,
48 Ɔno ne Onyankopɔn a ɔtɔ wɔn a wɔha me so awere; ɔka amanaman no hyɛ mʼase
den Gud som gir mig hevn og legger folkeferd under mig,
49 na ɔgye me firi mʼatamfoɔ nsam. Wode me si baabi a mʼatamfoɔ nnuru, wogye me firi atutupɛfoɔ a wɔtia me nsam.
og som fører mig ut fra mine fiender; over mine motstandere ophøier du mig, fra voldsmannen redder du mig.
50 Ao Awurade yei enti, mɛkamfo wo wɔ amanaman mu nyinaa; na mɛto ayɛyie nnwom ama wo edin.
Derfor vil jeg prise dig, Herre, blandt hedningene og lovsynge ditt navn.
51 “Wode nkonimdie akɛseɛ ama wo ɔhene; woda ɔdɔ a ɛnsa da adi kyerɛ deɛ woasra no ngo, wode kyerɛ Dawid, ne nʼasefoɔ afebɔɔ.”
Han gjør frelsen stor for sin konge, og han gjør miskunnhet mot sin salvede, mot David og mot hans ætt til evig tid.
