Nnwom 42

1 Koramma “maskil” dwom. Sɛnea ɔforote pere hwehwɛ nsuwansuwa no, saa ara na me kra pere hwehwɛ wo, me Nyankopɔn.

Til Sangmesteren. En Maskil af Koras Sønner.

2 Onyankopɔn ho sukɔm de me kra, Onyankopɔn teasefo no. Da bɛn na metumi akohyia Onyankopɔn?

Som Hjorten skriger efter rindende Vand, saaledes skriger min Sjæl efter dig, o Gud.

3 Me nisu ayɛ mʼaduan awia ne anadwo, na da mu nyinaa nnipa bisa me se: “Wo Nyankopɔn wɔ he?”

Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; naar skal jeg komme og stedes for Guds Aasyn?

4 Saa nneɛma yi na mekae bere a mereka me koma mu nsɛm; sɛnea na midi asafokuw anim, na yɛde anigye nteɛteɛmu ne aseda nnwom nantew yuu bɔ mu kɔ Onyankopɔn fi wɔ afahyɛ da no.

Min Graad er blevet mit Brød baade Dag og Nat, fordi de stadig spørger mig: »Hvor er din Gud?«

5 Me kra, adɛn, na woabotow? Adɛn na woayɛ basaa wɔ me mu saa? Fa wo ho to Onyankopɔn so, na mɛkɔ so ayi no ayɛ, mʼAgyenkwa ne me Nyankopɔn.

Min Sjæl er opløst, naar jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelraab og Lovsang i Højtidsskaren.

6 Me kra abotow wɔ me mu, enti mɛkae wo fi Yordan asase so, Hermon mmepɔw so, fi Bepɔw Misar so.

Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Aasyns Frelse og min Gud!

7 Ebun kɔ bun mu wɔ wo nsu a ɛworo gu no nnyigyei mu; wʼasorɔkye nyinaa abu afa me so.

Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Miz'ars Bjerg.

8 Adekyee mu, Awurade kyerɛ nʼadɔe, adesae mu, ne dwom ba me nkyɛn, mpae a mebɔ srɛ me nkwa Nyankopɔn.

Dyb raaber til Dyb ved dine Vandfalds Brusen, alle dine Brændinger og Bølger skyller hen over mig.

9 Mibisa Onyankopɔn, me Botan no se, “Adɛn nti na wo werɛ afi me? Adɛn nti na ɛsɛ sɛ menantenantew twa adwo, mʼatamfo nhyɛso nti?”

Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud.

10 Me nnompe te ɔdesani yawdi, mʼahohiahiafo ateetee nti, daa nyinaa wobisa me se, “Wo Nyankopɔn wɔ he?”

Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?

11 Me kra, adɛn, na woabotow? Adɛn na woayɛ basaa wɔ me mu saa? Fa wo ho to Onyankopɔn so, na mɛkɔ so ayi no ayɛ, mʼAgyenkwa ne me Nyankopɔn.

Det er, som knustes mine Ben, naar Fjenderne haaner mig, naar de stadig spørger mig: »Hvor er din Gud?« Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Aasyns Frelse og min Gud!