Nnwom 139
1 Dawid dwom. Awurade, woahwehwɛ me mu na woahu me.
Til Sangmesteren. Af David. En Salme. HERRE, du ransager mig og kender mig!
2 Wunim mʼasetena ne me sɔre; wufi akyirikyiri hu mʼadwene mu.
Du ved, naar jeg sidder, og naar jeg staar op, du fatter min Tanke i Frastand,
3 Wunim mʼadifi ne me nnae mu; wunim mʼakwan nyinaa mu.
du har Rede paa, hvor jeg gaar eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
4 Ansa na mebue mʼano akasa no Awurade, na wunim ne nyinaa dedaw.
Thi før Ordet er til paa min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
5 Woakata me ho nyinaa ahyia na wobɔ me ho ban.
Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Haand paa mig.
6 Saa nimdeɛ yi yɛ me nwonwa dodo, ɛkɔ soro dodo ma me sɛ medu ho.
At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
7 Ɛhe na metumi afi wo honhom anim akɔ? Ɛhe na metumi aguan afi wʼanim akɔ?
Hvorhen skal jeg gaa for din Aand, og hvor skal jeg fly for dit Aasyn?
Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, saa er du der; (Sheol h7585)
9 Sɛ mede adekyee ntaban tu na mekɔtena po akyi nohɔ a,
tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
10 mpo hɔ na wo nsa begya me akɔ, na wo nsa nifa beso me mu.
da vil din Haand ogsaa lede mig der, din højre holde mig fast!
11 Na meka se, “Ampa ara sum mmɛkata me so na hann nnan adesae ntwa me ho nhyia a,”
Og siger jeg: »Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!«
12 sum mpo nyɛ sum mma wo; na anadwo bɛhyerɛn sɛ awia; sum ne hann yɛ wo pɛ.
saa er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
13 Na wo na wobɔɔ me honhom wonwen me wɔ me na awotwaa mu.
Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
14 Mekamfo wo, efisɛ woyɛɛ me anwonwakwan so a ɛyɛ hu; wo nnwuma yɛ nwonwa. Minim ɛno yiye pa ara.
Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
15 Wɔamfa me bɔbea anhintaw wo bere a wɔyɛɛ me kokoa mu no; bere a wɔnwenee me wɔ asase bun mu no,
Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
16 wʼani huu me, bere a meyɛ mogyatɔw no. Nna dodow a woatwa ama me no, wɔakyerɛw ne nyinaa wɔ wo nhoma mu ansa na mu baako reba mu.
som Foster saa dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
17 Onyankopɔn, wo nsusuwii som bo ma me! woka ne nyinaa bɔ mu a, ɛtrɛw dodo!
Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
18 Sɛ mise mɛkan a, ne dodow bɛboro mpoano nwea, sɛ minyan a, me ne wo wɔ hɔ ara.
Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vaagner — og end er jeg hos dig.
19 Sɛ anka, Onyankopɔn, wubekunkum amumɔyɛfo ɛ! Mumfi me so, mo a moyɛ mogyapɛfo!
Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, maatte Blodets Mænd vige fra mig,
20 Wɔde adwemmɔne ka wo ho asɛm; wʼatamfo mmmɔ wo din pa.
de, som taler om dig paa Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
21 Awurade, metan wɔn a wɔtan wo, na mikyi wɔn a wɔsɔre tia wo no ana?
Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der staar dig imod;
22 Minni hwee sɛ ɔtan a mewɔ ma wɔn; mefa wɔn sɛ mʼatamfo.
med fuldt Had hader jeg dem, de er ogsaa mine Fjender.
23 Hwehwɛ me mu, Onyankopɔn, na hu me koma; sɔ me hwɛ, na hu mʼadwene.
Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
24 Hwɛ sɛ bɔne bi wɔ me mu a, na di mʼanim fa daa nkwa kwan so. Wɔde ma dwonkyerɛfo.
Se, om jeg er paa Smertens Vej, og led mig paa Evigheds Vej!
