< Mmebusɛm 7 >
1 Me ba, fa me nsɛm sie na kora mʼahyɛde wɔ wo mu.
Min Søn, vogt dig mine Ord, mine Bud maa du gemme hos dig;
2 Di mʼahyɛde so na wubenya nkwa; bɔ me nkyerɛkyerɛ ho ban sɛ nea wodɔ no.
vogt mine Bud, saa skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;
3 Kyekyere bɔ wo nsateaa ho; kyerɛw no yiye gu wo koma pon so.
bind dem om dine Fingre, skriv dem paa dit Hjertes Tavle,
4 Ka kyerɛ nyansa se, “Woyɛ me nuabea,” na frɛ ntease wo busuani;
sig til Visdommen: »Du er min Søster!« og kald Forstanden Veninde,
5 Wɔbɛtwe wo afi ɔbeawaresɛefo ho, afi ɔbeawarefo huhuni nsɛmmɔdɛ ho.
at den maa vogte dig for Andenmands Hustru, en fremmed Kvinde med sleske Ord.
6 Me fi mfɛnsere ano, mede mʼani faa mfɛnsere mu.
Thi fra mit Vindue skued jeg ud, jeg kigged igennem mit Gitter;
7 Mihuu wɔ ntetekwaafo mu, mehyɛɛ mmerante no mu baako nsow, ɔbabun a onni adwene.
og blandt de tankeløse saa jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;
8 Na ɔnam borɔn a ɛbɛn ɔbea no fi so a nʼani kyerɛ ɔbea no fi
han gik paa Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem paa Vej til hendes Hus
9 bere a onwini redwo, na anim rebiribiri no.
i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.
10 Afei ɔbea bi fi behyiaa no a wasiesie ne ho sɛ oguamanfo a nnaadaa wɔ ne koma mu.
Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;
11 (Ɔyɛ hyirenn na hwee mfa ne ho, ɔntena fie koraa;
løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;
12 nnɛ wohu no mmɔnten so, ɔkyena na ɔte aguabɔbea, ɔtetɛw wɔ mmantwea mmantwea.)
snart paa Gader, snart paa Torve, ved hvert et Hjørne lurer hun;
13 Osoo ne mu few nʼano, wamfɛre, na ɔkae se,
hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;
14 “Mewɔ asomdwoe afɔrebɔde wɔ fie; nnɛ madi me bɔhyɛ so.
»Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,
15 Enti mebae sɛ merebehyia wo; mehwehwɛɛ wo na mahu wo!
gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!
16 Mato me mpa, mede nwera a wɔahyɛ no aduru a efi Misraim.
Jeg har redt mit Leje med Tæpper, med broget ægyptisk Lærred,
17 Mede nnuhuam apete me mpa so: kurobow, pɛprɛ ne dupapo.
jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;
18 Bra, ma yɛmfa ɔdɔ mmɔ ɔdɔ mu nkosi anɔpa;
kom, lad os svælge til Daggry i Vellyst, beruse os i Elskovs Lyst!
19 Me kunu nni fie; watu kwan na ɔbɛkyɛ.
Thi Manden er ikke hjemme, paa Langfærd er han draget;
20 Ɔde sika a ɛdɔɔso hyɛɛ ne sika kotoku ma na ɔremma kosi ɔsram no kurokumatwa bere mu.”
Pengepungen tog han med, ved Fuldmaane kommer han hjem!«
21 Ɔde tɛkrɛmakyene bɔɔ no adafa; ɔde nnaadaa nyaa no ne no dae.
Hun lokked ham med mange fagre Ord, forførte ham med sleske Læber;
22 Odii nʼakyi prɛko pɛ te sɛ nantwi a ɔrekɔ akumii, anaa ɔwansan a ɔde ne ti rekɔhyɛ hankare fi mu
tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,
23 kosi sɛ bɛmma bɛwɔ ne brɛbo mu, te sɛ anomaa a ɔrekɔtɔ anomaa afiri mu na onnim sɛ ɔbɛhwere ne nkwa.
til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.
24 Na afei, me mma, muntie me; monyɛ aso mma nea meka.
Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!
25 Mommma mo koma mpatiri nkɔ no so na momman mmfa nʼakwan so.
Ej bøje du Hjertet til hendes Veje, far ikke vild paa hendes Stier;
26 Bebree na wɔnam no so ahwehwe ase; wɔn a wakum wɔn dɔɔso pa ara.
thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.
27 Ne fi yɛ ɔda tempɔn a ɛkɔ owu pia mu. (Sheol )
Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre. (Sheol )