Mika 1
1 Awurade de saa nsɛm yi brɛɛ Moresetni Mika bere a na Yotam, Ahas ne Hesekia di ade wɔ Yuda no. Anisoade a ohu faa Samaria ne Yerusalem ho.
HERRENS Ord, som, i de Dage da Jotam, Akaz og Ezekias var Konger i Juda, kom til Mika fra Moresjet, og som han skuede om Samaria og Jerusalem.
2 Monyɛ aso, mo nnipa nyinaa, muntie, asase ne mo a mote so nyinaa. Otumfo Awurade redi adanse atia mo, ɔkasa fi nʼasɔredan kronkron no mu.
Alle I Folkeslag, hør, lyt til, du Jord, med din Fylde, at den Herre HERREN kan staa som Vidne blandt eder, Herren fra sit hellige Tempel.
3 Monhwɛ! Awurade fi nʼatenae reba; ɔresian na ɔnam asase sorɔnsorɔmmea so.
Thi se, fra sit Sted gaar HERREN ud, stiger ned, skrider frem over Jordens Høje;
4 Mmepɔw nan wɔ nʼase, aku mu paapae te sɛ ama a aka ogya, te sɛ nsu a ɛresian waa fi koko so.
under ham smelter Bjerge, og Dale slaar dybe Revner, som Voks, der smelter i Ilden, som Vand, gydt ned ad en Skrænt —
5 Eyi nyinaa yɛ Yakob nnebɔne, ne bɔne ahorow a ɛwɔ Israel fi nti. Yakob nnebɔne ne dɛn? Ɛnyɛ Samaria ana? Na he ne Yuda sorɔnsorɔmmea? Ɛnyɛ Yerusalem ana?
alt dette for Jakobs Brøde, for Israels Huses Synder. Hvem voldte Jakobs Brøde? Mon ikke Samaria? Hvem voldte Judas Synd? Mon ikke Jerusalem?
6 “Enti mɛyɛ Samaria kurow no nnwiriwii siw, baabi a wɔbɛyɛ bobe turo. Mehwie nʼabo agu obon mu ama ne fapem ho ada hɔ.
Samaria gør jeg til Grushob, dets Mark til Vingaardsjord; jeg styrter dets Sten i Dalen, dets Grundvolde bringer jeg for Lyset.
7 Wobebubu nʼahoni nyinaa mu asinasin; wɔde ogya bɛhyew nʼasɔredan mu ayɛyɛde nyinaa. Mɛsɛe ne nsɛsode nyinaa. Esiane sɛ nʼakyɛde a waboa ano no nyinaa, onya fii nguamanfo akatua mu no nti wɔde bɛma nguamanfo.”
Dets Billeder sønderslaas alle, dets Skøgeløn brændes i Ild; jeg tilintetgør alle dets Afguder; thi af Skøgeløn er de samlet, til Skøgeløn bliver de atter.
8 Eyinom nti mesu atwa agyaadwo; mede adagyaw bɛnantew na merenhyɛ mpaboa. Mɛworo so sɛ odompo na masu sɛ patu.
Derfor vil jeg klage og jamre, gaa nøgen med bare Fødder, istemme Klage som Sjakaler, jamrende Skrig som Strudse:
9 Nʼapirakuru no wu ayɛ den; abedu Yuda. Abedu me nkurɔfo pon ano mpo adu Yerusalem ankasa.
Ulægeligt er HERRENS Slag, thi det naar til Juda, til mit Folks Port rækker det hen, til Jerusalem.
10 Monnka no wɔ Gat munnsu koraa Mo a mowɔ Bet-Leafra de, monyantam mfutuma mu.
Forkynd det ikke i Gat, græd ikke i Bokim! Vælt jer i Støvet i Bet-Leafra!
11 Monsen nkɔ adagyaw ne aniwu mu, mo a mote Safir. Wɔn a wɔte Saanan ntumi mpue. Bet-Esel wɔ awerɛhow mu; efisɛ, wo hɔ na onya ne bammɔ.
Der stødes i Horn for eder, Sjafirs Borgere; ej gaar Za'anans Borgere ud af deres By. Bet-Ezels Lod bliver Klage, Hug og Ve;
12 Wɔn a wɔte Marot de ɔyaw nunununu wɔn mu de twɛn mmoa, efisɛ amanehunu a efi Awurade hɔ aba abedu Yerusalem pon ano.
og hvor kan Marots Indbyggere haabe paa Lykke? Thi Ulykke kom ned fra HERREN til Jerusalems Porte.
13 Mo a mote Lakis, munsiesie nteaseɛnam no. Mone bɔne farebae ma Ɔbabea Sion, na mudii Israel anim kɔɔ bɔne mu.
Spænd Hestene for Vognen, I, som bor i Lakisj! Syndens Begyndelse var du for Zions Datter; ja, Israels Overtrædelser fandtes i dig.
14 Enti mode ntetewmu akyɛde bɛma Moreset-Gat, Aksib kurow bɛdaadaa Israel ahemfo.
Giv derfor Moresjet-Gat en Skilsmissegave! En svigtende Bæk er Akzibs Huse for Israels Konger.
15 Mede nkonimdifo bɛtoa mo; mo a mote Maresa. Nea ɔyɛ Israel onuonyamfo no bɛba Adulam.
End sender jeg eder en Ransmand, Maresjas Borgere! Til Adullam skal Israels Herlighed komme.
16 Munyi mo tinwi mfa nni awerɛhow, wɔ mma a mo ani gye wɔn ho no ho; mommɔ tikwaw te sɛ opete, efisɛ, wɔbɛfa wɔn afi mo nkyɛn akɔ nnommum mu.
Klip dig skaldet over dine elskede Børn, bredskaldet som en Grib; thi de bortføres fra dig.
