Kwadwom 3
1 Mene ɔbarima a mahu amane wɔ nʼabufuw abaa ano.
Jeg er den, der saa nød ved hans vredes ris,
2 Wapam me afi ne ho ama manantew sum mu na ɛnyɛ hann mu;
mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
3 Ampa ara wama nsa so atia me mpɛn bebree, da mu nyinaa.
ja, Haanden vender han mod mig Dagen lang.
4 Wama me were ne me nam anyin Na wabubu me nnompe.
Mit Kød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
5 Waka me ahyɛ mu, na watua me ano ɔde nweenwen ne ahokyere atwa me ho ahyia.
han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
6 Wama matena sum mu sɛ wɔn a wɔawuwu dedaw no.
lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
7 Wato ɔfasu atwa me ho ahyia enti mintumi nguan; wagu me nkɔnsɔnkɔnsɔn ama matɔ beraw.
Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
8 Mpo sɛ mefrɛ anaasɛ mebɔ mpae srɛ mmoa a osiw me mpaebɔ ano.
Om jeg end raaber og skriger, min Bøn er stængt ude.
9 Ɔde abotan asiw me kwan; wama mʼakwan ayɛ kɔntɔnkye.
Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne krøge.
10 Te sɛ sisi a ɔda hɔ retwɛn, te sɛ gyata a watɛw,
Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
11 ɔtwee me fii ɔkwan no mu bebaree me na ogyaw me a minni mmoa biara.
han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
12 Okuntun ne ta mu na ɔde ne bɛmma kyerɛɛ me so.
han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
13 Ɔde bɛmma a efi ne kotoku mu hwirew me koma mu.
Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne paa mig;
14 Meyɛɛ akyiwade maa me nkurɔfo nyinaa; wɔto akutia nnwom de di me ho fɛw da mu nyinaa.
hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
15 Ɔde nhaban nweenwen ahyɛ me ma. Wama me bɔnwoma anom.
med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
16 Ɔde mmosea abubu me se; na watiatia me so wɔ mfutuma mu.
Mine Tænder lod han bide i Flint, han traadte mig i Støvet;
17 Wɔama asomdwoe abɔ me; na me werɛ afi yiyedi.
han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
18 Enti mise, “Mʼanuonyam asa, nea mede mʼani too so Awurade mu no nyinaa.”
og sagde: »Min Livskraft, mit Haab til HERREN er ude.«
19 Mekae mʼamanehunu wɔ mʼakyinkyinakyinkyin mu, nweenwen ne bɔnwoma mu.
At mindes min Vaande og Flakken er Malurt og Galde;
20 Mekae yiye, na me kra abotow wɔ me mu.
min Sjæl, den mindes det grant, den grubler betynget.
21 Nanso midwen eyi ho; saa nti mewɔ anidaso.
Det lægger jeg mig paa Sinde, derfor vil jeg haabe:
22 Awurade dɔ kɛse nti yɛnsɛee ɛ. Nʼayamhyehye nni huammɔ.
HERRENS Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
23 Ɛyɛ foforo anɔpa biara; wo nokwaredi yɛ kɛse.
hans Naade er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
24 Meka kyerɛ me ho se, “Awurade yɛ me kyɛfa, enti mɛtwɛn no.”
Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor haaber jeg paa ham.
25 Awurade ye ma wɔn a wɔn anidaso wɔ ne mu, onipa a ɔhwehwɛ no no;
Dem, der bier paa HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
26 Eye sɛ wɔyɛ komm de twɛn Awurade nkwagye.
det er godt at haabe i Stilhed paa HERRENS Frelse,
27 Eye ma ɔbarima sɛ ɔsoa konnua no wɔ ne mmerantebere mu.
godt for en Mand, at han bærer Aag i sin Ungdom.
28 Ma ɔntena ase komm, efisɛ Awurade de ato ne so.
Han sidde ensom og tavs, naar han lægger det paa ham;
29 Ma ɔmfa nʼanim nsie wɔ mfutuma mu, ebia anidaso wɔ hɔ.
han trykke sin Mund mod Støvet, maaske er der Haab,
30 Ma ɔmfa nʼafono mma nea ɔpɛɛ sɛ ɔbɔ no no na ɔnhyɛ no aniwu.
række Kind til den, der slaar ham, mættes med Haan.
31 Na Awurade ntow onipa biara nkyene koraa.
Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
32 Ɛwɔ mu, ɔde awerɛhow ba de, nanso obenya ayamhyehye. Ne dɔ kɛse no to rentwa da.
har han voldt Kvide, saa ynkes han, stor er hans Naade;
33 Ofi amemenemfe mu de amanehunu anaa awerɛhow brɛ nnipa mma.
ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
34 Sɛ wɔde wɔn nan dwerɛw nneduafo a wɔwɔ asase no so a,
Naar Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
35 sɛ wotiatia obi ahofadi so wɔ Ɔsorosoroni no anim a,
naar Mandens Ret for den Højestes Aasyn bøjes,
36 anaa sɛ wobu obi ntɛnkyew a, Awurade renhu saa nneɛma yi ana?
naar en Mand lider Uret i sin Sag — mon Herren ej ser det?
37 Hena na obetumi aka na wama aba mu wɔ bere a ɛnyɛ Awurade na ɔhyɛe?
Hvo taler vel, saa det sker, om ej Herren byder?
38 Ɛnyɛ Ɔsorosoroni no anom na mmusu ne nnepa fi ana?
Kommer ikke baade ondt og godt fra den Højestes Mund?
39 Adɛn nti na ɛsɛ sɛ ɔteasefo nwiinwii bere a wɔatwe nʼaso wɔ ne bɔne ho?
Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
40 Momma yɛnhwehwɛ yɛn akwan mu na yɛnsɔ nhwɛ, na yɛnsan nkɔ Awurade nkyɛn.
Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
41 Momma yɛmma yɛn koma ne yɛn nsa so, nkyerɛ Onyankopɔn wɔ ɔsoro, na yɛnka se:
løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
42 “Yɛayɛ bɔne, na yɛatew atua na wamfa ankyɛ.
vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
43 “Wode abufuw akata wo ho ataa yɛn; na woakunkum a woannya ahummɔbɔ.
men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skaansel,
44 Wode wo ho asie omununkum mu nti mpaebɔ biara nnu wo nkyɛn.
hylled dig i Skyer, saa Bønnen ej naaede frem;
45 Woayɛ yɛn atantanne ne nwura wɔ amanaman no mu.
til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
46 “Yɛn atamfo nyinaa abaa wɔn anom tɛtrɛɛ de tia yɛn.
De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
47 Yɛabrɛ ne ahunahuna ne akukuruhwease, mmubui ne ɔsɛe.”
Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
48 Me nusu sen sɛ asuten efisɛ wɔasɛe me nkurɔfo.
Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
49 Me nusu bɛsen ara, na ɛrennyae,
Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
50 kosi sɛ Awurade bɛhwɛ afi ɔsoro, na wahu.
før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
51 Nea mihu no ma me kra werɛ how, me kuropɔn no mu mmea nyinaa nti.
Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
52 Mʼatamfo a menyɛɛ wɔn hwee pampam me sɛ anomaa.
Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
53 Wɔpɛɛ sɛ wotwa me nkwa so na wosiw me abo wɔ amoa mu;
de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
54 nsu bu faa me ti so, na ɛyɛɛ me sɛnea wɔrewie me.
Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: »Fortabt!«
55 Mebɔɔ wo din, Awurade fii amoa no ase tɔnn.
Dit Navn paakaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
56 Wotee me sufrɛ: “Nsiw wʼaso wɔ me gye sufrɛ ho.”
du hørte min Røst: »O, gør dig ej døv for mit Skrig!«
57 Wutwiw bɛn me bere a mefrɛɛ wo no, na wokae se, “Nsuro.”
Nær var du, den Dag jeg kaldte, du sagde: »Frygt ikke!«
58 Wo Awurade, wudii mʼasɛm maa me; na wugyee me nkwa.
Du førte min Sag, o HERRE, genløste mit Liv;
59 Woahu bɔne a wɔayɛ me, Awurade. Di mʼasɛm ma me!
HERRE, du ser, jeg lider Uret, skaf mig min Ret!
60 Woahu wɔn aweretɔ no mu den, wɔn pɔw a wɔbɔ tia me no nyinaa.
Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
61 Awurade, woate wɔn ntwirii, wɔn pɔw a wɔbɔ tia me no nyinaa,
du hører deres Smædeord, HERRE, deres Rænker imod mig,
62 nea mʼatamfo ka no asomsɛm na wɔka no brɛoo de tia me da mu nyinaa.
mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
63 Hwɛ wɔn! Sɛ wogyinagyina hɔ anaasɛ wɔtete hɔ, wɔto akutia nnwom de di me ho fɛw.
Se dem, naar de sidder eller staar, deres Nidvise er jeg.
64 Fa nea ɛfata tua wɔn so ka, Awurade, nea wɔn nsa ayɛ nti.
Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
65 Pirim wɔn koma, na ma wo nnome mmra wɔn so.
gør deres Hjerte forhærdet — din Forbandelse over dem! —
66 Fa abufuw taa wɔn, na sɛe wɔn fi Awurade ɔsorosoro ase.
forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
